Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108365Visninger
AA

5. 4

Ti minutter præcis – Anna vidste det, fordi hun altid tog tid på det – var den tid det tog fra huset og til busterminalen ved Flintholm Station. Hun gik af sted klokken tyve over syv – lige på klokkeslettet, hverken før eller senere –, ankom klokken halv otte, og havde derefter ti minutter i skole.

   Hun tog altid bussen, aldrig cykel eller gåben, fordi bussen var endnu en rutine. At tage bussen gav hende, ligesom morgenmadspladsen – som Celine, den fucking lorteunge, havde stjålet – illusionen om, at alt er som det plejer, for plejer var trygt og godt og fik hende, som hendes morgenrutiner, til at slappe af og være sig selv. Rutiner gav kontrol, og kontrol gav sikkerhed. Selvom mor Lone, op til flere gange, havde opfordret Anna om at tage cyklen – ”det er tre kilometer, Anna, tre, det kan du altså godt, det er ikke særlig langt, og det tager kortere tid end med bussen, plus at du sparer penge ved det” – forblev Anna i sin rutinevise stædighed. Hun ville tage bussen. Ja, det ville hun, og det ville hun blive ved med, og nej hun gad hverken gå eller bruge cykel. Bussen. Dermed basta.

   Også selvom at de var med i bussen. To drenge og to piger, fra hendes egen klasse, som hun vidste ikke kunne lide hende, som syntes at hun var en særling, mærkelig, mærkelig, mærkelig, selv nu, efter sommerferien, hvor hun havde omlagt sin stil fuldstændig. Måske fordi hun ikke kunne gøre noget rigtigt, selv hvis hun prøvede, og måske fordi at folk bare var så svære at forstå, og hun aldrig helt vidste, hvornår de lavede sjov og hvornår det, de sagde, var ment i rammende alvor. Måske havde de to piger og de to drenge slet intet imod hende, måske var det bare noget hun troede, fordi det var sådan hun var, usikker og ude af stand til at læse andre, med andre ord dum, men fuck det, det skulle ikke afholde hende fra at tage bussen, og der plejede altid at være mange mennesker med, så hun kunne sikkert skjule sig i flertallet, og De tog heller ikke altid bussen, kun nogen gange, det skulle nok gå, det var helt okay.

   Hun skridtede hastigt op langs Grøndals Parkvej, og mærkede stadig den svidende frustration over, at hendes morgenrutiner var blevet forandret på denne måde. Selvom hun havde en klar bevidsthed om, at verden var fuld af forandringer, hadede hun dem alligevel, især i denne periode, hvor rutinerne var så ekstremt vigtige for hende, og hvorfor fanden skulle Celine også sætte sig der. Celine. Af alle mennesker. Åndssvage lillesøster. Det var uretfærdig behandling, det burde have været Celine der blev straffet, Celine og ikke hende, for det var Celine der var den dumme.

   Men det er dig der er den store, Anna, sagde den irriterende mor Lone-stemme i hendes hoved. Du er femten, og en pige på femten ved bedre end at gå til angreb på sin lillesøster på den måde.

   Muligvis. Men det ville hun da skide på. Det var stadigvæk uretfærdigt - sådan er verden og det ved du – og så kunne mor og lillesøster og hvem fuck ellers rende hende langt ud i røven.

   Rolig Anna. Rolig. Rolig.

   Hun krydsede vejen lige inden S-banen og metroen. Der holdt en gul bus – linje 22, det var den hun skulle med, den der førte mod Husum – på den obligatoriske plads under jernbanebroen. Hun fiskede sin pung frem. Oktoberregnen begyndte koldt at sile i skæve striber, og hun satte farten op, som hun nåede under brokanten. Et S-tog hvislede i gang på Ringbanen mod højre, og lyset fra de tændte gadelygter – de mørke skyer, der overdækkede himlen, spærrede for den snarligt opadgående sols lys – spejlede sig henover de firkantede vinduer, der flimrede hurtigere og hurtigere forbi. Anna løb – åh pis, åh pis, hvad nu hvis hun var over tid, hvad nu hvis bussen kørte om to sekunder, hvad nu hvis hun ikke nåede det, pis, pis, pis – og sprintede indover busperronerne.

   Den gule bus forblev holdende.

   Hun nåede derover få øjeblikke senere, og da var den stadig ikke kørt. En mørkhåret pige trådte op på trinnene ved busindgangen foran hende, og stak et klippekort i den gule boks. CLUNK-CLUNK. Så vred hun sig til venstre og forsvandt ind i resten af bussen. Anna rykkede sig i bevægelse som den næste, og fiskede småmønterne frem – tredive kroner – som hun derefter klirrede ned på tælleren ved siden af chaufføren. En billet blev udskrevet fra den sorte boks bag tællerens metalplade, og Anna tog papirlappen, krøllede den mellem fingrene – dette gjorde hun altid – inden hun bevægede sig ned igennem bussen. Den mørkhårede pige, som Anna syntes virkede ganske bekendt, havde sat sig på et af bussens sidebænke langs midtergangens venstre væg. Anna skulede kortvarigt imod hende som hun passerede forbi. Pigen havde fundet sin telefon frem. Tommelfingrene klikkede ustandseligt mod tastaturet. Anna vred blikket fremad, og satte farten op. Hun kendte ikke pigen. En varm lettelse væskede ud i hendes arme.

   Hun satte sig på et tomt sæde, rykkede sig ind til vinduet og trak sin taske af, som hun stillede på det frie sæde tættest på midtergangen. Herefter viftede hun blikket ud af vinduet, mod det øvrige af stationen, og fiskede telefonen frem fra venstre lomme.

   Sangen, hun gik ind på, var Fix You af Coldplay. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...