Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107600Visninger
AA

40. 39

Det skulle skjules. Beviset. Det skulle skjules.

   Hun havde foretaget en syg handling, en handling, som kun blev foretaget af syge mennesker som var syge i deres hoveder, det vidste hun, en handling, der var forkert, forkert, forkert, en handling, der blev ved med at håne hende i en konstant hjertepuls, som spjættede op i såret, og et alt for tungt bryst, der syntes at falde, selvom brystet ikke faldt rigtigt. Beviset på handlingen skulle glemmes, hengemmes, og måtte aldrig nogensinde blive afsløret – hvad vil De Andre ikke sige? Din syge kælling, du er syg, er du, fucking syg i dit hoved –, hverken for sin mor eller for nogen anden, end ikke for sig selv, det skulle glemmes, bare glemmes. 

   Hun sad på sengekanten, med papiret klemt imod underarmssåret – det syntes at blive ved med at bløde, uanset hvad hun foretog sig, som om hendes krop prøvede at straffe hende for hendes sygelige ugerning –, og fingrene pressende om papiret, så huden blev bleg. Der gik et kvarter, før blødningen stoppede og en rød streg havde formet sig i en smal, næsten umærkelig, lige rift. Så vred hun sweatshirtens ærme udover armen, og drejede ansigtet mod venstre, til den sammenfoldede dyne ved hovedgærdet. Hvis mor Lone fandt ud af – hvilket Anna havde en bidende mavefornemmelse af, at hun ville, fordi skolen havde den alt for trælse vane med at ringe hjem -, at hun var taget hjem før tid, og ikke var kommet til dagens sidste timer, ville hun blive endnu mere vred, end hun var blevet om fredagen (og jeg vil konfiskere alle dine bøger, Anna, din forkælede møgunge!), og Annas bryst blev atter fyldt af den faldende tyngde.

   Måske skulle hun komme med en undskyldning, lade som om hun var syg (i dit fucking hoved) og tage sit tøj af og pakke sig ind i dynen. Ja. Ja, dette ville hun gøre, fortælle mor Lone at hun tog tidligt hjem, fordi hun fik det dårligt – igen så hun mors rynkefurede pande for sig, og fornemmede den vedblivende, stramme dunken i mellemgulvet af tung skyld – og at hun var kommet direkte hjem, for at lægge sig og sove og slappe af og ikke tænke på skole. Hun var syg. Hun havde ikke pjækket med vilje, men fordi hun var syg, undskyld fordi jeg pjækkede sidst mor, men jeg er syg, ja, det ville hun gøre. Hun strakte, med den samme underlige afkobling fra virkeligheden, som da hun havde ført passernålen ned gennem den blege underarmshud, som hvis hendes arm bevægede sig uden for hendes egen kontrol, og hun blot var en magtesløs tilskuer til det udspillende scenarium, hånden fremad gennem luften, og lukkede sine fingre sammen om dynens bløde stof. Musklerne strammede sig derefter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...