Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109430Visninger
AA

38. 37

Anna vandrede i tæt stilhed fra Flintholm Station, ganske hurtigt og i en tydelig målrettethed – hun var lige ved at glemme at kigge sig til både højre og venstre, da hun skulle krydse Grøndals Parkvej – og ankom foran døren til huset knap ti minutter senere. Hun indtastede, ligesom den forgangne fredag, kombinationen af tal henover nøgleboksen, frygtede et kort øjeblik, at mor havde ændret koden for at afholde hende fra at pjække, men så blev boksen låst op og hun vippede den åben. Låste døren op. Alarmen var ej heller denne gang sat til, og hun hang sin jakke på den venstre knage, som hun altid gjorde, og lukkede døren og gled sig let af skoene, og sokkerne hvislede henover de udstrækkende, blanke gulvbrædder.

   Det ville hjælpe at læse sig væk til en anden verden, det vidste hun, det ville hjælpe at læse, tænke på andre ting, i stedet for den ulidelige tankestemme, som ikke ville lade hende være, eller de svulmende kinder, som pustede sig tykkere, tykkere, tykkere, men hvad skulle hun læse i? Det vidste hun ikke, men der var massere af valgmuligheder, eller måske skulle hun gå på internettet og undersøge noget mere om parallelverdener – en verden med en mulig annA nesraL – og lade som om, at hun kunne trænge igennem de usynlige hinder, til den parallelle verden, hvor annA nesraL levede, hvor alt var omvendt, hvor hun ikke var en taber eller uduelig eller grim, men klog og havde venner og hvor hun ikke (hæng dig selv, din fede kost) var en belastning (hæææææææng dig selv), ja, ja det ville hun gøre, læse og håbe og ønske. Hun trykkede håndtaget ned og åbnede døren ind til sit værelse. Tasken svang hun ned på gulvet. Hun satte sig på sengekanten, og trykkede sine fingerspidser sammen. Blikket skannede hun mod højre, forbi spejlet – endnu en væmmelse gøs igennem hende – og standsede det ved samlingen af reoler. Hun kiggede på den mangfoldigt opstillede række af skønlitterære værker, alle sammen i den alfabetiske anretning, som ingen, og især ikke mor Lone, skulle pille ved, med bogryggene pegende ud i værelset, og så rejste hun sig. Blikket vedblev fastlimet på bogrækkerne, og hun nægtede at kigge på sin glasrefleksion henover spejlpladen på venstre hånd. Hun standsede foran bogreolen, og strakte pegefingeren frem, lod den glide fra A og mod Å, men hun fandt ingen, som hun ønskede at læse i, i hvert fald ikke lige nu, på dette givne tidspunkt, fuck det hele, ikke engang Harry Potter tiltalte hende og hun vendte sig bort fra bogreolen. Hun nåede aldrig at gå tilbage mod sengen og finde computeren frem, for at læse om parallelverdener og fraktalske universer og de filosofiske aspekter ved uendelighed, før billedet, der hang på opslagstavlen, fangede hendes øjne, og hun tøvede.

   Det var et lille fotografi, flere år gammelt – så vidt hun huskede var det fra sommeren 2007, men hun var ikke helt sikker – og et, hun i en lang periode havde overset. Fotografiet hang på den firkantede opslagstavle over skrivebordet, mellem kalenderen ovenover og post-it-sedlerne nedenunder – det var de blå og ikke de gule, for gul var en forfærdelig farve – og hvorfor det lige præcis var denne dag, det fangede Annas opmærksomhed, var hun ikke klar over. Hun fjernede sig bort fra reolen, tre skridt, og standsede ved siden af skrivebordet, inden hun blot stod og kiggede i stilheden. Hun kiggede på sin mors smilende ansigt, en 7 år yngre udgave, og det slog hende, at der ikke var de hudposer under øjnene, som hun i den seneste tid havde set på mor Lones ansigt, og der var heller ikke de næsten kroniske rynker, de fire hudfolder, der klippefast vred sig henover mors pandebrask, og som syntes at være blevet meget mere iøjefaldende i særligt de sidste par år. Efter far var skredet – hun hørte et sted i den fjerne ende af bevidsthedens lange tunnel, de skingre råb og hæse beskyldninger, der voksede imellem mor og far i stadig større hyppighed i året op til skilsmissen – og det var Lone, som havde ansvaret for både hende og lillesøster Celine, var alt gået galt. Det var Annas skyld. Da Anna så det brede, kløftede tandsmil, der delte sig på den nederste del af fotografi-Lones ansigt, ramte en forfærdelig men alt for virkelig indskydelse hende om, at det var hendes skyld. De konstante panderynker, fremprovokeret af anspændte nakke- og hovedmuskler, som hele tiden syntes at karikere Lone og give hende et indtryk af, at hun var mindst fem år ældre end 39. Hudposerne under øjnene, som Lone bestemt ikke havde blot skyggen af på dette 7 år yngre billede, og som Anna, nu hun tænkte over det, så bestemt heller ikke mente at hun havde for blot to år siden. Og smilet. Et ægte smil, i stedet for den mærkelige, slappe læbetrækning, Anna så oftere og oftere. De ægte smil – smilet som på dette fotografi foran hende – syntes at være sjældnere og sjældnere, blot erstattet af slappe læbetrækninger af livstræt ligegyldighed. Og som på et splitsekund, imens Anna stod der, foran skrivebordet og bestirrede det smilende fotografi af mor, dukkede mors frustrerede stemme op i hendes tanker, en frustreret stemme i en ophidset telefonsamtale – Jeg ved snart ikke længere, hvad jeg skal gøre! Jeg føler mig som en dårlig mor! Hvad gør jeg forkert? Hvad pokker gør jeg forkert? -, hvor hun havde snakket med sin søster og Anna og Celines moster. Det var altid hendes søster, hun ventilerede sine frustrationer til, og moster Katarina virkede altid til at være både lyttende og forstående.

   Telefonsamtalen havde handlet om Anna. Anna havde stillet sig tæt op ad stuedøren, blot stået og lyttet, imens en underlig kildren syntes at væske sig frem i hendes øjne, mors stemme havde været hævet, og hun var frustreret, Anna var sikker, mor Lone var frustreret og måske endda ked af det, og det var hende, Anna, det var hende, hun var frustreret på, og dette blot tyve dage gamle minde, overvældede Anna i en ubehagelig, pressende fortvivlelse. Det var hendes skyld, alt sammen, og (der er ikke nogen, der kan lide dig, så hvorfor hænger du ikke bare dig selv?) de andre havde ret, hun var ikke blot taber-Anna, men en belastning, til ingen nytte, og hun skulle straffes, skulle bare straffes, skulle hun, straffes, straffes, straffes, og det skulle gøre ondt, rigtig ondt, hun skulle straffes for at være sådan en skide belastning (Hæng dig selv, fede kost), straffes for at sætte mor Lone i så meget smerte (Vi alle hader dig), hun skulle fandeme bare straffes, og som tårerne i en lun stikken begyndte at overflyde hendes øjne, tænkte hun på da hun afstraffende bankede sine knoer ind mod panden, igen og igen og igen, og da hun havde knebet sine negle sammen imod huden ved tommelfingerroden, så blodet begyndte at flyde, tænkte på smerten (hæng dig selv) og hun vidste allerede nu, hvordan hun skulle straffe sig selv.

   Hun vendte sin opmærksomhed ned mod sine arme, og strakte dem ud. Sweatshirten strakte sig ud til håndleddet, resten var bar hud, som afgav en bleglig glans i det klare dagslys fra vinduerne for enden af værelset. Hud, som endte i tykke fingre (alt for tykke og alt for klamme, din fede kost), og hun skulle straffes, hun skulle bare straffes. Hun viftede øjnene fremad, og stivnede, da hun fik øje på passeren, som skråt hvilede imod koppen længere fremme. Den stod der blot, sammenfoldet som den plejede – hun havde den for det meste stående på sit skrivebord, og tog den kun med i skole, når der var geometri – med dens tynde spids skrånende ud i luften, sammenfoldet og metalglinsende. Tanken ramte hende pludseligt, som ud af den blå luft, ligesom dengang hun havde knebet huden sammen omkring tommelfingerroden, for lidt over en time siden, tanken, som et kortvarigt øjeblik syntes at overtage kontrollen, og mekanisk få hende til at række ud mod passeren. Metallet var køligt imod fingerspidserne, da hun samlede grebet omkring det geometriske værktøj – dette værktøj havde, siden hun fik det i fødselsdagsgave tilbage i februar måned, hjulpet hende til at udforme mange forskellige geometriske figurer og skabeloner og halvcirkler og helcirkler og hvad ellers – og en pludselig sugen syntes at lyne op fra et sted dybt i brystregionen, og derefter sprede sig i stråler af klar energi gennem sindet. Huden under sweatshirten på venstre arm. Det var den hud, hun skulle straffes i, og hun skulle straffes nu, og passeren var bødlen, der skulle udføre straffen. Hun vred ærmet ned, vristede og drejede og rullede, indtil hun nåede ned til albueleddet. Blodårerne strakte sig i en svagblå antydning under den blege underarmshud, strakte sig og vred sig sammen og flettede sig i små netformationer, kun ganske svagt tydelige i det klare dagslys fra vinduet. Som hun stod der og så på armen (Hæng dig selv, din fede kost, du er en belastning og vi alle hader dig), med fingrende på højre hånd omknuget passeren, var det næsten som om, at blodårerne kaldte hende til sig. Skreg efter straffen, hun skulle lide, hun havde fortjent at lide og gør det, Anna, gør det nu, gør det, gør det.

   Hun spredte passerens to ben, og vendte spidsen med den sølvmetalliske zinknål ned mod armen. Hun gjorde det uden megen overvejelse. Strakte blot passeren med nålen ned i huden omkring håndleddet, for derefter at trykke – kulden spjættede op i armen, og det stak i den mærkværdige kløen, som mindede hende om dengang, hun som 10-årig skar sig på flænsende glasskår – og skære nedad. Passernålen skar sig, rykvist og med små, hurtige stop undervejs, i en præcis lige linje fra håndleddet og mod albueleddet. Den kløende sviden, som opstod da hun prikkede, var forsvundet, og hun følte intet, og som hun fortsat blev ved med at skære nedad med passernålen, vred hun sig rundt, så hun vendte ryggen mod skrivebordet. Hun blev mødt af sin spejlrefleksion skråt overfor sig, i den modsatte side ad værelset, og så en pige, hun knap nok kunne begribe var hende, kigge tilbage, imens højre hånd mekanisk, som levede den sit eget liv, skar passeren ned langs venstre underarm. En mørkerød stribe, tynd men aflang, efterlod sig i nålens kølvand. Hun standsede fem centimeter senere. Blodet voksede ganske langsomt op fra stregen i underarmen i en mørkerød fortykkelse, og smeltede ud i siderne, dækkende for den blege hud, og hun lagde mærke til, at tankestemmerne (Dennis der bad hende hænge sig selv og Lones sammenbidte og anstrengte stemme af frustration og Emilie, der sagde din fede kost) var forsvundet, og sammen med stemmerne væskede en befrielse sig varmt ud mellem hendes muskelfibre. Hun fjernede øjnene fra sin refleksion og kiggede i stedet på sporet, passernålen blodrødt havde skåret i underarmen, og som hun så den tykke, røde livsvæske flyde frem, og fornemmede den varme, behagelige klistren mod sin kølige hud, var det som om, at de onde tanker og den drænende fortvivlelse blødte ud sammen med blodet. Selvom det blot var en ganske tynd stribe af blod, der forgrenede sig i kun små streger nedover armen, syntes det at fremgive en hypnotisk kraft, som fastholdte Annas blik. Blodet rejste i sneglefart, kildrede imod huden, brysthulen blev udfyldt af en varm damp og pulsen spjættede op i det blødende sår.

   Og da var det, at tågen, som fjernede det hele, fjernede nuet og fortiden og fremtiden og virkeligheden, svulmede op i hendes hjerne. En underlig tåge af fjern eufori, som blev mere og mere lykkelig, jo længere ind i den, man rejste. Den var døsig, snoede sig omkring tankerne og sløjfede deres aktivitet, som silkebånd, der viklede sig om en gavepakke, og damen på bænken havde sagt Vi er alle fugle, fordi vi alle er frie, frie som fugle, frie, vi er alle frie, og det her var friheden. Hun var ikke syg i hovedet, hun var bare fri, hun var en fugl, og jo længere ind i chokkets døsige hjernetåge, hun rejste, jo mere fri blev hun. Hun var en fugl, klar til at forlade reden, en fugl, som udfoldede sine fjerede vinger og afgav et sidste jubelskrig, og kastede sig ud i satsningens frie luft – den kunne være dødbringende, men friheden var mere overtalende end frygten – og tyngdekraften ville ikke gribe hende og trække hende flere meter ned, for at smadre alle hendes knogler, fordi hun var en fugl og hun var fri, og hun fløj, hun fløj, og et døsigt smil vred sig ganske langsomt ud i hendes kinder. Og selvom hendes grønne øjne stirrede ned på de levende, vridende blodstreger, så hun det ikke, hun så kun tågen og den euforiske frihed, ligesom fuglen, der svævede højt over de udstrækkende, milevide skovtoppe, mod de fjerneste endeløse horisonter, en fugl, hun var fri, fri, hun var fri som fuglen, fordi hun var en fugl, fordi alle var fugle.

   Det var først da den varme sviden i pulsdunkende spjæt prikkede frem i snittet, at tågen på et splitsekund fordampede til intet og den behagelige, lune damp i hendes vakuumtomme brysthule, blev blæst væk, og først da gik virkeligheden op for hende. Først da lagde hun rigtig mærke til blodet, som blødte ud fra den tynde streg, og det mørkerøde, der snoede sig omkring den førhen zinkglinsende passernål.

   Virkeligheden vendte tifoldigt tilbage, og brystet blev en tung stålvægt, der begyndte at falde, brase ned gennem mellemgulvet, til maveregionen i underetagen, og som den faldt trak den resten af hende med sig – hendes hjerte, hendes lunger, hendes strube, hendes skuldre, hendes arme – og hun mistede grebet om passeren, der klirrede ned på trægulvet. Hendes øjne søgte, svulmet i chok, op til sin spejlrefleksion, hvor den fulde kendsgerning greb hende og åd sig op i maven.

   Hun havde skåret sig selv. Hun havde … hun …

   Cuttet.

   Hun havde cuttet.

   Hun havde fandeme cuttet!

   Hun stod lidt tid, stirrende på sig selv, og herefter begyndte der atter at bløde væske fra hende. Denne væske var ikke mørkerød, men gennemsigtig, og brændte ud fra øjnene og dannede vridende dråber, som smeltede nedover kinderne. De hæse hik, ikke høje nok til at være klynk, men ej heller lave nok til at være en gurglen, var en gråd, hun ikke forstod, der lå uden for hendes frivillige kontrol, og som åd sig ind gennem knogler og muskler med knivspidse, syreætsende tænder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...