Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108348Visninger
AA

37. 36

Tomheden indkapslede Anna som et tæppe i bussen på vejen hjem fra skole. Hun forsøgte at kvæle de vedblivende tankestemmer med musikken i sine øretelefoner, men uden held – Dennis’ stemme syntes hele tiden at bryde frem gennem baggrunden af sange, og med den stramme, ubehagelige tone sige alle hader dig, Anna, så hvorfor tager du ikke bare hjem og hænger dig selv? –, og hun spekulerede ikke det mindste på, hvordan mor Lone ville reagere, når hun fandt ud af, at Anna atter var taget hjem, denne gang tre timer før skolen sluttede, og hun var også ligeglad.

   Klokken var halv et, da bussen vred sig ned under Flintholm Station, svang til venstre fra Grøndals Parkvej, og drejede ind til busterminalen for til sidst at standse. Anna svang, næsten mekanisk, tasken over skulderen, vandrede ud fra bussen og ned til fortovet og fremad. Ligesom den forgangne lørdag, da hun var kommet hjem fra Frederiksberg Centret, efter Emilie havde kaldt hendes hamsterkinder grimme og tykke (For det er jo, hvad de er, er det ikke? Grimme og tykke og der er ikke nogen, der kan lide mig), viftede hendes grønne øjne fremad, til cykelstien, der i en lige linje kløvede gennem den græsgrønne park længere fremme, flankeret af elmetræerne, som dannede en afgrænsning til Ringbanen af forårsfarvet natur på venstre side. En pludselig indskydelse – ikke en fremkaldt af blades skønhedsfulde opvisning, idet vinden greb dem, men stadig pludselig og underligt uimodståelig – fik hende til at standse, lige ved svinget, og blot bestirre det det høje græs, stien og træerne. En vind greb hendes hår, så lokker af mørkeblond viftede og vred nedover pandebrasken, syntes at kildre huden.

   Indskydelsen blev fremkaldt af de småsorte alliker, der svagt pludrende havde samlet sig midt på stien. Ved siden af, lige akkurat skjult under en samling poppel, stod bænken, hun havde benyttet før – dog ikke ligeså ofte, som hun havde benyttet bænken ved Damhussøen, for at betragte ænderne og svanerne og rørhønsene og duerne, men derfor havde hun stadig benyttet den – bænken, hun så tit havde siddet ved, for blot at bestirre elmetræernes herliggrønne og det knap nok tydelige kædehegn, der skar gennem vildnisset som grænsen til Ringbanen, og blot ædt sig bort i parknaturen. Synet af allikerne, og indskydelsen til at blive draget nærmere, fik hende til at glemme Dennis’ hæse tankestemme, eller hendes fedtflæskende kinder, eller hendes drømmeversion, hvis fingre svulmede til tykke, hudfarvede cocktailpølser (og trompetmunden, der spidsede udad), og hun blev kortvarigt stående, inden hun – med fingrene på venstre hånd strammende sig imod den sorte taskerem – begyndte at vandre fremad. Henover det brunlige asfalt. Samlingen af alliker var mangfoldig, og der syntes stadig at komme flere til, hvilket givetvis undrede Anna, indtil fire skridt senere, hvor bænken fremtrådte tydeligere under de tre, tætstående popler. Der sad en dame på bænken. Længst ude til højre, sad der en dame, med gråt – næsten hvidt, men ikke helt – hår, og en mørkebrun skindjakke. Bænken var tyve meter væk. Damen kiggede ikke på hende, men kun på allikerne, og en paraply – eller noget, der givetvis lignede noget sådan – hvilede stående langs bænkens fjerneste ende, og hendes hænder viftede fremad i stedfaste, ensartede bevægelser. Anna sænkede farten en anelse, som hendes øjne vred sig fra damen og tilbage til de mange pludrende alliker, og efter få yderligere skridt, gik det op for hende, at damen fodrede dem. Små, fine brødkrummer, som den gamle dame nøje smuldrede imellem sine sprukne fingre, regnede bølgevist nedover det brune asfalt, tillokkede allikerne og yderligere to fløj frem et sted fra elmetræerne i venstre periferi. Anna stoppede, kortvarigt. Alliker var, som så typisk for de fleste kragefugle, særligt skader, ganske reserverede og tilbagetrukne fugle, sky og ikke ydermere glad for tæt, menneskelig kontakt. Alligevel var de mindre sky end både råger og krager og skader – og især ravne – og så var de bare så søde. Den svage pludrende lyd, de altid fremsagde, og måden, de snakkede sammen, ja på ejendommelig vis næsten forekom at synge, fik altid en svag kildren til at ophobe sig i Annas brysthule.

   Hun blev stående lidt. Så gik hun atter frem, ganske forsigtigt men yderst målrettet. Damen smuldrede et tørt, hvidgult stykke toast sammen mellem sine fingre, kastede krummerne og så til, som allikerne nippede fast i brødstykkerne. Der var hverken kommet duer eller måger eller ænder, hvilket Anna fandt ganske usædvanligt – særligt måger plejede at blive lokket til af en forestilling som denne – men ikke usædvanligt nok til at stoppe op og tænke over det. Hun nærmede sig, stadig mere, og standsede fem meter væk. Så blev hun blot stående, betragtede fuglene, og deres underligt blå øjne og næbenes svage tilspidsning, og hendes hoved skrånede sig automatisk ned til den ene side. Hun stod der, længe, og betragtede allikerne. Endnu en svag vind, der blæste indover de høje græsstrå mod højre, så de bøjede, strakte og viftede. Hun svang langsomt tasken af, og gik i knæ, og hendes opmærksomhed vedblev fastlimet til de små kragefugle med de blå øjne og deres babyagtige pludren.

   Den gamle dames spinkle stemme, underdirrende af en svag rusten af tobak, flåede gennem den allikepludrende stilhed.

   ”Skønne væsner, de fugle.”

   Anna stivnede, men hendes blik fjernede sig ikke fra fuglene. Damen havde ført sin hånd tilbage til pakken med toastbrød, men denne gang tog hun ikke noget. Sad blot og kiggede, på allikerne, som vandrede rundt, og nippede til underlaget af brødkrummer, og så voksede de tynde og tilfurede læber ud i kinderne i et svagt, livstræt smil. ”Jeg kan huske, hvad min … min afdøde mand … altid sagde. Hvad han … altid sagde om fugle.” Dette blev efterfulgt af et nik, og selvom Anna kun kiggede på allikerne, og ikke på damen, var hun et eller andet sted klar over, at damen snakkede til hende. Enten snakkede hun til hende, eller også snakkede hun til sig selv, fordi hun var skør af demens eller alderdom eller hvad pokker end ellers, men hun kiggede ikke op. Hun kunne ikke kigge op, vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, og musklerne forblev anspændte.

   ”Fugle er som engle. De er ikke engle, bevares, men … hans … sammenligning med fuglen som en … engel fra vorherre, var virkelig en smuk, tankevækkende idé. At fugle er sat på jorden, for os menneskers skyld, for at lære os om den gave, vi alle sammen er blevet givet. Livet. At fugle skal lære os om at være taknemmelige for vores liv … det vi har … fordi vi aldrig ved, hvornår det er vores sidste dag. Fuglen bekymrer sig ikke. Fuglen bekymrer sig aldrig … hverken om mad eller … eller om … den har tøj nok på kroppen eller penge nok til at klare sin tilværelse eller om dens unger nu også vokser op til at blive gode mønsterborgere. Fuglen har ingen grund til bekymring, fordi den har alt, hvad den behøver.”

   Damen tav, og da kiggede Anna op, og hun mødte en mærkværdig tomhed i de runde, blå øjne bag damens firkantede brilleglas, noget, hun ikke helt forstod, men som alligevel fik en dump fornemmelse af usikkerhed til at fingre sig omkring hjertet. Damen virkede … trist? Var det trist, eller var det ensom? Hun var ikke sikker. Damen kiggede ikke på allikerne, og ikke på Anna, men bag det hele, ikke på elmetræerne overfor sig, men bag elmetræerne, som om hun kunne se jernbanen og trådhegnet. En kort pause. Fingrene på damens højre hånd trykkede blødt ned i en frisk skive toast.

   Så vendte damen hovedet rundt, og Anna var denne gang sikker på, at det var hende, hun kiggede på. Munden var bredt ud, i noget, der lignede et smil, men måske alligevel ikke helt var det. Hendes bryn løftede sig. Halshuden hang i trætte laser. ”Min mand var meget religiøs, skal du vide. Langt mere end jeg. Jeg var uenig med ham i mange ting, men én ting var sikkert … den mand … han forstod sig på livet.” Hun løftede en alvorlig pegefinger. ”I unge … I skal være glade for alle de privilegier, I bliver givet i dag. Ligesom fuglene, har I meget at sætte pris på her i livet. Hvis min mand stadig var i live den dag i dag … Åh, hvor er der meget, jeg fortryder. Der er så meget, jeg ville rode bod på. Jeg satte ikke pris nok. Gud skal vide jeg ikke satte pris nok.” Damens mundparti svulmede, og hun tav herefter, i lange øjeblikke. Fugt syntes at vokse spejlblankt frem foran hornhinderne. Anna blinkede.

   Kort tavshed.

   Så. ”Vi er alle sammen fugle. Vi kæmper for at leve … kæmper for at have et sted at bo, have tøj på kroppen … men … vi behøver slet ikke, at kæmpe for alt dette. Der er nogen der sørger for os, skal du vide. Et sted derude. Der er nogen, der sørger for os, ligesom fuglene, der altid har både hjem og mad. Det var det, min Christian troede på. Både inden men så sandelig også efter canceren ramte ham. Inden den cancer … tog ham fra mig.” Damen løftede hånden op til munden, og hendes i forvejen spinkle stemme vred sig tyndere. Det tog lange øjeblikke for Anna, før det gik op for hende, at damen græd, og ved selvsamme kendsgerning, så hun vandet vride sig i en stribe af fugt ned fra venstre øje, forbi brillekanten og spore sig langs den posede, livsslappe kind. Anna ville hjem, ville hjem nu, ville ikke snakke mere med denne dame, hun var slet ikke kommet for at snakke, var kun kommet for at se på fuglene og undersøge dem og studere dem, for at glemme Dennis’ dirrende stemme, eller billedet af hånden, der klaskede imod hendes kind (du har et mega grimt klovneansigt, et klovneansigt, mega grimt klovneansigt) og tag hjem og hæng dig selv, Anna, der er ikke nogen, der kan lide dig, tag hjem og fucking hæng dig selv!

   Damen kiggede atter ud i luften. ”Hvor jeg savner ham. Hvor jeg savner min Christian. Og hvor jeg dog hader mig selv for, at jeg tog så lidt pris på ham, og så lidt pris … på livet.”

   Anna hørte ikke længere efter. Hun rejste sig op. Lad være med at snakke til mig, lad være med at snakke til mig, lad så være …

   ”I unge skal sætte pris på livet.”

   … med at SNAKKE TIL MIG, LAD MIG SÅ FUCKING VÆRE, KÆLLING …

   ”I skal virkelig … sætte pris på livet, før I ender gamle … og ensomme … som mig.”

   Anna vendte sig rundt og begyndte at løbe, hun skulle væk, bare væk, og stemmen kom tilbage, Dennis ulidelige, hånende stemme, som bad hende hænge sig selv (i et reb på soveværelset, det er hurtigt overstået, bare et reb, Anna, og en stol, og kun ti sekunders ubehag og så er du fri, fri, friii) og Emilies tankestemme, den syntes næsten at le ad hende, som om der virkelig var nogen, med Emilies stemme og Emilies kindblødende smil, der boede i hendes hoved og snakkede til hende (du er en dum, klam kost, Anna, og alle hader dig, fede kost, alle hader dig), og som hun var nået halvvejs tilbage til stationen, dunkede tårerne ud fra hendes øjne i en kold, fugtig vriden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...