Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111028Visninger
AA

36. 35

Anna tilbragte tiden på toiletsædet, indtil afslutningen på samfundsfagstimen – og alle andre timer i alle andre fag i alle andre klasser – oprandt og spisefrikvarteret begyndte. Hun sad derinde, bag den låste bås, og hørte pigers stemmer runge ud i skoletoilettet, og sko knirkede imod linoleummet. Stilheden, der ellers før havde været så lindrende, blev fjernet så pludseligt af skingrende stemmer, som vred sig gennem øregangen, at fortvivlelsen atter kom klemmende, fortvivlelsen der pressede, pressede, pressede, og sammen med fortvivlelsen blev hun atter mindet om håbløsheden, der drænede livet i brysthulen, drænede livet og erstattede det med vakuum, sugede og åd, og (der er ikke nogen, der kan lide dig) måske skulle hun bare tage hjem (for at hænge dig selv, taber-Anna), sove problemerne og håbløsheden og ensomheden væk, sove og måske (hæng dig selv) finde en eller anden bog at læse i, noget skønlitterært – hun kunne måske prøve at læse Harry Potter igen, og stifte bekendtskab med det vidunderlige, fantasifulde troldmandsunivers, hun havde elsket at drømme sig bort til, dengang hun åd sig gennem bogserien – og fantasiflygtende. Bare hjem, alle andre steder end her.

   Men mor Lone ville blive vred.

   Mor Lone kunne blive vred, hun kunne blive så vred som hun fucking havde lyst til, Anna var ligeglad, mor kunne rende hende langt op i røvhullet. Mor Lone, som havde truet med at fjerne alle hendes bøger, bare fordi hun tog hjem fra en skide time. Det var ikke fair, det var det ikke, og mor kunne rende hende, kunne hun. Klamme møgso.

   Anna ventede, indtil den snakkende postyr på toilettet vandede bort, og hun var sikker på, at hun atter var alene, før hun rejste sig fra toilettet og låste døren op og vandrede ud på gulvet. Hendes øjne var fugtige, men hun registrerede næppe den lune kløe, og knugede fortsat fingrene om telefonen. Hun undgik spejlbilledet, som fik væmmelsen til at krybe gennem ansigtshuden, vred sig i stedet mod venstre og skubbede sig ud gennem døren, ud på gangen, hvor elevers larm fra kantinen mod venstre, fyldte luften op. Hun kiggede imod kantineåbningen, og (Dennis klaskede sin lune, svedfugtige hånd imod hendes højre kind, skubbede mens han gjorde det, og begyndte at tvære, ”er du bange for, at din klovnesminke falder af, så man kan se dit klamme klovneansigt?”) elever vandrede i strømme forbi korridorens udmunding, langs den brede gang der førte til hovedindgangen mod venstre og skolebiblioteket mod højre. En kulde smækkede hende i brystkassen og fik pulsen til at stige, og hun vendte sig rundt og vandrede hastigt, målrettet, mod trappen, videre op til etagen ovenover og hen til klasseværelset tredive skridt på venstre hånd.

   Klasselokalet var næsten tomt, kun fire andre sad der, en samling af piger, alle sammen passive og med fokus på enten telefoner eller en bærbar computer. De lagde ikke mærke til hende. Der var ingen Dennis (hæng dig selv, Anna) og ingen Emilie (tab dig lidt, din fede kost!) og ingen Jasmin og ingen Nicklas, der var kun hende og fire piger, som alligevel var passive og ligeglade, som kun koncentrerede sig om deres elektroniske apparater, og ikke om hende. Hun viftede blikket hen mod sin plads, hvor stolen stadig stod tilbageskrabet, med kladdehæftet liggende udspredt på gulvet ved siden af, mellem stolen og væggen, og hendes taske, som lå vandret under bordet, hvor den havde ligget, siden hun ankom til dagens første time. Hendes plads var urørt. Et kort øjeblik blev hun lettere om benene, og hun skridtede i bevægelse, gennem klasseværelset og mod bordet.

   Den lune svedfugtige fornemmelse af en hånd, der med spredte fingre skubbede og tværede ud i højre kind, drev atter over hende, og Dennis’ stemme dirrede gennem hendes hoved – klamme klovneansigt, klamme klovneansigt, jeg har lige rørt ved en klovn, klamme KLOVNEANSIGT – og pulsen krampede hurtigere, koldere, men der var ingen Dennis og ingen Emilie. Tag det roligt, Anna. Der er ikke nogen. Der er ikke nogen (men alle hader dig, så hvorfor tager du ikke bare hjem og hænger dig selv?), de sad enten ude i kantinen eller var smuttet ud fra skolen, måske ned i den nærmeste Fakta på Slotsherrensvej eller ned til lektiecaféerne, hvor deres andre venner måske holdte til, de var alle andre steder end her, og hun greb fat i tasken. Trak den op til bordet, og pakkede kladdehæftet i, inden hun svang den over den ene skulder. Da hun næsten var nået tilbage til døren, var hun sikker på, at en bespottelig fnysen – den umiskendelige lyd af luft, som teatralsk blæstes ud gennem næsen – blev sendt i hendes retning ovre fra de fire piger bagerst i klassen. Hun langede automatisk sin hånd fast i remmen, og knugede, så det dunkede gnavende imod fingrenes indersider, i den stramme, hårde fornemmelse, hun aldrig rigtig vendte sig til, og hun skridtede hurtigere. Da hun rundede ud fra klassen og drejede til højre, mod trappen og kantinen, lo pigerne. Hun var sikker, det var hende, de lo ad, i den underligt skingre lyd, og en af dem sagde noget – der gik sminkedukken eller noget i den retning, hun var ikke helt sikker – og Anna satte farten op. Det gnaskede i mavevæggen af kold paranoia. Hun kiggede nedad, som hun gik, lod benene styre sig frem, og hendes stramme greb løsnede sig på intet tidspunkt om taskeremmen.

   Hun nåede gennem kantinen, hvor elevers stemmer rungede og klaskede mod murstensvæggene, og satte farten op, hendes ben blev stramme og det begyndte at dunke ud i øjnene. Vi hader dig, alle sammen, vi hader dig, vi fucking hader dig, gå dog hjem og hæng dig selv, vi HADER dig rungede stemmen, øjnene dunkede kraftigere, men hun fortsatte med at vandre. Nogen fulgte efter hende. Hun var sikker, nogen fulgte fandeme efter hende, og hun satte farten op, ikke helt til løb men hurtigere end normal gang, og nåede døren og skubbede sig ud igennem dem, ud på asfaltpladsen med udsigt til de røde lejlighedsblokke på den anden side ad vejen. Mod venstre befandt legepladsen sig. Det var et areal af lejesager i et hav af ensomhed. Anna hev efter vejret, som gråden tørt snoede omkring hendes strubehoved, som om to fingre pressede imod luftrøret indefra, ikke nok til at kvæle hende, men nok til, at det kunne mærkes. Hun fortsatte med at gå. Vejen kom nærmere. Hendes fingre klemte sig hvide omkring den sorte taskerem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...