Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109430Visninger
AA

35. 34

Klokken var kvart over elleve, da Anna trådte ind i kantineområdet. Som hun rundede omkring væghjørnet og nåede ud på den brede korridor, med murstenssøjlerne skråt til venstre og udgangspartiet et sted bagude, standsede hun op og blev stående, imens hun lyttede på den ensomme tavshed, der slugte gangene. Der var ingen lyd. Tomheden syntes ædende. En svag mekanisk klikken af sekundvisere brød igennem den tykke stilhed, ikke en sjæl, kun hende og ingen andre end hende, og hun viftede øjnene mod højre og opad, limede til sidst blikket på urskiven, der hang på den røde murstensvæg lige inden indhakket til kantinekøkkenet. Ti minutter over elleve, hvilket betød time (det var mandag, så lige nu stod den på samfundsfag, der altid lå efter matematiktimen om mandagen) og hvilket betød, at hun var alene, og at hun havde de opslugende, udstrækkende skolekorridorer for sig selv. Hun var ubetydeligt henlagt i ensomheden, alene og ligegyldigt, og gangen strakte sig evigt fremad, mod skolebiblioteket og opholdslokalerne, der blev benyttet som lektiecaféer langt, langt nede. En udstrækning af linoleumsgråt gulv og rødslidte vægge, kedelige firkantede mursten i en endeløs række af brede og smalle og korte og lange. Ikke en sjæl. Kun hende.

   Det dunkede stadig ømt imod panden, efter det sted, hun havde banket sig selv i afstraffelse, og den vedblivende pandedunken blev besvaret af en protesterende sviden, der brændte og prikkede ud i hovedbundens skind. Det glødede ømtåleligt i knoerne og øjnene var stadigvæk så ulideligt tørre, så hornhinderne syntes at strække og vride sig, og det forekom hende som om, at den fysiske fornemmelse af smerte – ikke en sjælelig gnaven, men en smerte fra nerver, der hidsigt protesterede – løsnede en varm befrielse euforisk igennem hendes sind, og Dennis stemme, som bad hende om at hænge sig selv fordi du ikke er noget værd, Anna, hæng dig selv, hæng dig selv, svandt væk til en fjern baggrundsstøj i sindets dyb, og det var kun smerten, hun favnede om, for smerten fik på en forunderlig vis alle hendes problemer til at gå væk, det var all right, det var helt okay, alt sammen, det var okay, ingen grund til at tude, det er alt sammen okay, Anna, det er helt okay, og hun skridtede i bevægelse. Madvognen, som hendes taske svingende havde stiftet bekendtskab med fredagen forinden, hvilede vinkelret imod den midterste murstenssøjle halvvejs mellem hjørneknækket og svinget ind til korridoren. Den stod der bare, tavs, stille, på sine fire hjul og med den hvidmalede metalbakke i toppen, og en fornemmelse af hån knyttede sig i hendes bryst, den stod der og hånede hende, gjorde den, vidste at hun var alene, helt alene og at ingen kunne lide hende, og den syntes at hun havde godt af det, også selvom den ikke gjorde, den syntes ikke en skid, for det var en madvogn og fucking ikke andet end en madvogn, den syntes ikke en skid og var ligeglad med hende, ligesom murstenssøjlerne og resten af verden.

   Ligeglad, ligeglad, ligeglad.

   Hun rundede omkring det næste hjørne, og drejede herefter til højre. Korridoren strakte sig tyve meter, inden den blev afløst af en trappe i venstre side, der skrånede op til korridoren med de ældste klasser (7. og 8. og 9.), imens højre del af gangen kortvarigt smallede ind og herefter favnede udad og fortsatte med at strække sig langt og uendeligt. Inden trappen i venstre side og indsnævringen i højre, befandt de to døre på højre side af murstensgangen sig, døren tættest på førende ind til pigetoilettet og døren længere borte til drengetoilettet, og Anna satte farten op. Hun fiskede sin telefon op fra venstre bukselomme i processen, og klemte sine fingre om de hårde kanter, og hun nåede døren og åbnede den og trådte ind i det firkantede lokale. Døren svang automatisk i bag hende med en svag hvislen. Hun var alene i det kvadratiske lokale, med fem toiletbåse på højre hånd og tre rækker af vaske på venstre. Væggen var tilklistret af ét stort spejl, men Anna nægtede at se sig selv (ansigtet svulmede op i drømmeversionen, så læberne truttede til den grimme trompetform), drejede i stedet mod højre og vandrede til båsen tættest på. Hun lukkede døren efter sig og vippede slåen for. Hun klappede toiletsædet i, og så satte hun sig og stirrede herefter bare, ud i den ligegyldige tomhed, som om hun kunne se igennem plasticdøren, selvom hun ikke kunne, stirrede uden at foretage sig andet end det, og kun hendes barm bevægede sig, skubbede ud og trak sig svagt ind, ud og svagt ind. Det sved stadig i hovedbunden, og det eneste hun kunne høre, var hendes egen vejrtrækning, intet andet, og så viftede hun blikket nedad og drejede telefonen rundt. Hendes kinder var stadigvæk rødblusset og oppustet, og ansigtet (du er en fed kost, Anna) reflekterede sig i den sortnede iPhone-skærm. Ansigtet med de fedtflæskede kinder, der var så ulideligt grimme, og væmmelsen gøs på ny igennem hende, koldt og hudstrammende, og hun gled tommelfingeren ned. Trykkede HJEM-knappen i telefonens bund ind. Herefter stirrede hun bare på baggrunden, i et kunstnerisk design af sæbebobler henover et hav af lyseblåt.

   Korte sekunder, hvor hun intet foretog sig, og så bladrede hun i en formålsløs bevægelse tommelfingerspidsen henover skærmens glasflade, så den første række af ikoner forsvandt ud i venstre side og blev erstattet af den næste række med ikoner, og herefter bladrede hun tilbage.

   Da var det, at tanken greb hende.

   Hæng Dig Selv tanken, med Dennis dystre stemme, greb hende, eksploderede ud i hendes hjernebark, og sammen med Hæng Dig Selv tanken, fulgte en underlig lettelse, der varmt overflød hendes indre. Tanken var underligt dragende, som en uimodståelig fristelse, og den forekom hende, om end blot for en kort stund, som en befrielse. Hvis hun gjorde, som Dennis havde bedt hende om – hvis hun hang sig selv – ville hun ikke længere være en belastning. Hvis hun nu tog hjem, viklede et reb om sin hals, trådte op på en stol og sprang ud i den dødbringende, frie luft – hun forestillede sig, med et pludseligt og anspændt mavesug, det knirkende smæld af halshvirvler, der separerede sig, idet hendes vægt fik rebet til at eftergive et voldeligt ryk, et smæld af øjeblikkelig død – og hang sig selv, ville ingen savne hende. Mor ville ikke savne hende, og Celine ville heller ikke savne hende – hvorfor skulle de savne hende? Hun var jo bare en belastning, en skide fucking belastning og ikke en skid andet end en belastning – og ingen fra skolen ville savne hende. Far havde forladt familien, og havde forladt hende, og han havde alligevel altid været en idiot, så han ville ej heller lide afsavn. Hvis hun hang sig selv, som Dennis havde foreslået hende, ville hun ikke længere plage verden med sin grimhed, og så ville de andre piger ikke længere se skævt til hende. De andre piger ville blive glade. Alle ville blive glade, hvis hun hang sig selv, for det ville berøve dem fra en byrde, de ikke havde fortjent at bære rundt på. Hvis hun hang sig selv, ville hun for evigt være fri for den påtrængende ring af fortvivlelse, der klemte, klemte, klemte, fri for vridende pigestemmer, der skingert hviskede om hende i sociale cirkler, fri for den kolde mavebiden af paranoia og fri for den brystdrænende håbløshed, fri for det hele og så ville hun endelig kunne slappe af.

   Hæng Dig Selv tanken flugtede kortvarigt igennem hendes sind, og det var kun i det korte tidsrum, den besøgte hende, at den virkede så fristende, så vidunderligt dragende, men da den fordampede bort, huggede rædslen sig fast i hendes brystparti og det begyndte atter at stikke af fugtige tårer, som væskede sig frem i øjnene. Hvis hun hang sig selv, ville den mørke død tage hende og føre hende bort til en verden, hun ikke kendte, en verden, der måske var endnu mere fortabt og håbløs, end den verden, hun allerede levede i. Hvis hun hang sig selv, ville hun blive ædt af et bundløst mørke, hvor håb og kærlighed og glæde og længsel måske ikke fandtes, hvor det eneste, der eksisterede, var en tomhed, der for evigt ville vokse, og en drænende fortvivlelse af gråd og hulken og en hvileløs vandring gennem det eviggrå hinsides. Dette var selvfølgelig blot en spekulation, selvfølgelig var det det, men den blotte tanke – tanken om en død, der ikke bragte fred, men blot hvileløs fortabelse, en sjæl, der ville vandre i forvildelse resten af evigheden, uden rutiner eller filosofier eller ting, man kan interessere sig for, uden noget som helst end den fortabte tomhed – var nok til at hun ikke ville gøre det. Det ville hun ikke, hvordan kunne hun overhovedet tænke sådan, det ville hun ikke, og hun klemte i stedet højre pegefinger- og tommelfingernegl omkring huden på venstre hånd, lige ved venstre tommelfingerrod, og begyndte at knibe.

   Præcis hvorfor var hun ikke klar over, men hun kneb, hårdere og hårdere og hårdere, og den bidende smerte fik hende til at presse øjnene sammen, så furerne rynkede frem, og tankerne om død og håbløshed forduftede, og det var kun smerten, der fyldte hendes sind i en brændende rødglød af eksploderende energistråler. Hun kneb, og kneb, kneb så hårdt, at håndmusklerne sitrede, skælvede, kneb, kneb, kneb, og noget gav efter. Tommelfingerens spids stødte sammen med pegefingerens – hun vidste ikke, hvor længe hun havde knebet, men regnede med at det havde været mindst et minut med en smerte, der bed intenst, og som fik de stikkende tårer til at flyde bort fra øjnene – og denne sælsomme fornemmelse blev sekundet senere efterfulgt af en varmklistret, tyk substans, som det i hendes smertetågede hjerne tog yderligere sekunder at opfatte som værende blod. Hun åbnede øjnene, bortblinkede det vridende og stikkende fugtslør, og kiggede ned på venstre hånd. Det havde lykkedes hende at knibe hul. Hun løftede brynene, næsten forbavset, og skrånede hovedet en anelse, på den måde hun altid gjorde, når noget fangede hendes interesse, og hun løftede den venstre hånd tættere op til sig. Den dunkende sviden syntes at blive lindret, idet blodet – tykt og rødt – svulmede ud fra hullet, og i en sortlig mørkerød farve bredte sig ud og begyndte at flyde. Strømmen af tykt, organisk livsvæske vred sig nedover tommelfingerens side, og forgrenede sig og smeltede herefter til dråber, som faldt bort fra håndkanten og klukkede imod linoleummet.

   Og for første gang den dag, i en pludselig rus, der varmede hende op i kinderne og kildrede mod brystets inderside, fik hun lyst til at grine.

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...