Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108037Visninger
AA

34. 33

Hvorfor tager du ikke bare hjem og hænger dig selv ekkoede sig i hendes kranie med Dennis’ dirrende stemme, og hun krøb benene tæt ind til sig, imens hun tomt bestirrede den modsatte glasvæg. Det dunkede igennem svælget og ud i mundhulen, dunkede og svulmede, og hun kunne stadig fornemme den våde klistren af håndsved mod den højre kind og (”Er du bange for, at din klovnesminke falder af, så man kan se dit klamme klovneansigt?” sagde Dennis, inden han klaskede sin svedfugtige hånd lunt og klistret imod kinden) en ny bølge af fugtighed brændte sig stikkende frem i øjnene. Du er en klam, fed kost, og hvorfor går du ikke bare hjem og hænger dig selv? vedblev Dennis’ stemme i den hvæsende hån, hvorfor går du ikke bare hjem og hænger dig selv, Anna, du er jo ikke noget værd, de hader dig alle sammen, Emilie, Dennis, pigerne, drengene, alle sammen, du er en FIASKO EN FIASKO HÆNG DIG SELV FIASKO, og hænderne begyndte atter deres ukontrollable sitren. Et hiv efter luft, da brandvarm ild overflød lungerne, og det rullede og vred langs hendes kinder i en lun fugtighed. Hivet efter luft blev gentaget, og det kom i hikkende bevægelser, tre hurtige gange – hik, hik, hik – og brystet var voldsomt tungt og opfyldt af den kolde tomhed, der fingrede og grenede ud i de fjerneste væv.

   Hendes spejlversion, der svagt blev reflekteret i den modsatte glasrude, gennemsigtig og spøgelsesagtig, med en baggrund af udstrækkende asfalt, havde kinder der var svulmet i røde fortykkelser, kinder tilhørende et ansigt, der ikke indeholdt andet end grimhed, grimhed og alt for meget fedt, og (maven bulede fedtet udad og nedad, slaskede henover livremmen, og fingrene voksede til tykke fedtpølser af flæsk) hæng dig selv, du duer ikke til noget, hæng dig selv, HÆNG DIG SELV, og gråden hulkede hæst fra hende, dirrede og gnaskede ømt mod det bagerste af ganen. Hun strammede øjnene sammen, så endnu en tåre – utroligt at hun ikke snart løb tør, hun havde jo siddet der i en evighed – faldt ned, ned, ned, dryppede forbi munden og fugtede mørkt i sweatshirten. Hendes øjne strammede hårdere sammen, så hudfurer strakte sig ud fra hjørnerne, og hendes tomme, forpinte gråd, der forlod hende i hæse, hulkende kvæk, strømmede ud i den alt for tomme korridor, og bevidnede hendes isolerede ensomhed, hun var alene i verden, hun betød ikke noget, hun betød intet, Dennis havde ret, hun sad der bare og græd og havde ingen til at trøste sig, og fortvivlelsen, den brystdrænende, opædende fortvivlelse klemte omkring hende, som den gjorde så ofte, som om der ikke længere var plads til hende i hendes egen krop, og hun ville bare ud og væk, hengemme sig i et evigt paradis hvor der kun var hende og ingen andre, og hun løftede hænderne op til sit hår inden hun knugede. Så rykkede hun udad og ned. Hovedbunden strakte sig efter hårene, så det gnavede og brændte ud gennem huden, og den brændende fornemmelse efterfulgtes af en kold prikken, som om skindet krakelerede, der var ild i kraniet, og hun rykkede, og rykkede hårdere, fornemmede tykke hårstrenge af mørkeblond sno sig omkring fingrene, og læberne vred sig tilbage fra hendes sammenbidende tænder. Vejrtrækningen gurglede hæst. Endnu et hulk.

   Hun bankede sit hoved tilbage, så bagkraniet hult dunkede imod glasset, gispede efter luft – halsen kradsede tørt – og dunkede baghovedet tilbage igen, og endnu en gang, imens hun blev ved med at trække i håret, i et desperat men absolut forgæves forsøg på at rykke det løs, og endnu et hult dunk, da hun bankede hovedet tilbage mod glasvæggen, hendes gråd fremhikkede sig i en hæskvalt lyd, hun dunkede, dunkede, dunkede, og så gav hun slip på håret. Hun gav slip, knyttede i stedet næverne og klaskede knoerne indover panden, klaskede og klaskede, imens hendes gråd vred sig til hæsskingre vræl, serievist og ustandseligt, og hun slog (du er en fed kost, Anna) og slog (alle hader dig) og slog (hæng dig selv), og endnu en tåre stribede nedad og buede forbi munden, imens hendes forpinte og hæse skrig sammenblandede sig med den hårde klasken af ansigtsbankende knoer.

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...