Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107566Visninger
AA

33. 32

Anna blev ikke modtaget af positive blikke, da hun trådte ind i klasseværelset med det sminkeglatte ansigt – der virkede næsten plastisk i skæret fra loftslamperne – denne mandag morgen. Også selvom hun ikke lagde mærke til øjnene, der nøje fulgte hende, eller smilene, der hånligt smeltede sig ud i ansigterne, hun lagde kun mærke til sin egen plads, den ved vinduet, hvor udsigten bestirrede skolegården og basketballkvadraten med rødgranerne i baggrunden, den plads, der var hendes, og som andre ikke skulle benytte sig af, og Emilie og Jasmin var allerede kommet, de sad fire rækker derfra, midt i klassen, ved siden af hinanden – som de næsten altid gjorde, bortset fra de enkelte gange, hvor de slet ikke så ud til at ville snakke med hinanden, af grunde, Anna aldrig helt forstod – og nogen fniste men Anna hørte det ikke. Hun skridtede tværs over klassen og satte sig på sin plads. Tasken trak hun op foran sig, inden hun fiskede frem efter sit skolemateriale (kladdehæftet, hun manglede kladdehæftet, det lå stadig i podiet, godt hun havde taget et nyt hæfte med) og lod det klaske ned over bordet.

   På Emilie og Jasmins plads fire rækker borte, vred Emilie sine ovaliske øjne bort fra Anna, viftede dem i stedet rundt og hen til Jasmin ved sin højre side. Hendes mundparti svulmede op, i et tilbageholdt smil, der alligevel smeltede tydeligt frem i de sammenstregede læber, og et svagt ”Oh my God, så du hendes ansigt?” fremlød fra hende. Jasmin nikkede blot tilbage som svar. Emilies øjne viftede atter mod Annas bord, skråt mod venstre, og en svag hovedrysten fulgte. Huden rynkede sig foragteligt frem i toppen af hendes næseben.

   Matematiktimen var dagens første time, og Anna, der normalt elskede matematik, havde svært ved at fastholde fokus, fordi huden vedblev dens ulidelige strammen, og Emilies ord ekkoede sig igennem hendes tanker, igen og igen, og sammen med hendes ord de ting, Anna ville fortælle hende, og hun vidste stadigvæk ikke, hvordan hun skulle komme i kontakt med hende, det vidste hun aldrig, måske skulle hun bare vade hen til hende i tipausen og indlede en samtale. Men hvad skulle hun sige til hende – hej, Emilie, tak for rådet? – når hun kom derhen, og hvordan skulle hun sige det, og var det ikke noget med, at man kiggede andre mennesker i øjnene, når man snakkede til dem? Dette virkede det i hvert fald til at andre gjorde, så vidt hun havde observeret, så måske skulle hun hele tiden kigge på Emilie imens hun trådte hen til hende – og hvad med et smil? Skulle hun smile? – og bare sige hej og spørge hende hvordan hendes weekend havde været – dette vidste hun at alle andre gjorde – og så fortælle hende jeg har tænkt over de ting, du fortalte mig, og har tænkt mig at følge dine råd, og mange tak, for resten.

   Måske skulle hun blot improvisere.

   Hun vidste det ikke, men det ville hun finde ud af når matematiktimen var ovre.

   Klokken ti-pausen oprandt, og en summen gennemstrømmede klassen af elever, der rejste sig op, og blandt dem var Emilie og Jasmin. Anna kiggede imod dem, med fingrene knugende om sin telefon – hjertet begyndte atter at krampe sig koldt og vedvarende imod bagsiden af brystkassen, og måske var det en dårlig idé, en rigtig, rigtig dårlig idé – og begyndte at vandre, målrettet og uden at vride blikket bort fra dem, stadig i tvivl om hvad hun skulle sige. Emilies ansigt var rettet imod Jasmin, og hendes mund bevægede sig i ord, der blev kvalt af elevers overbrusende stemmer. De havde begge rejst sig op. Anna nåede hen til dem.

   ”Emilie?” Hendes stemme kom forsigtig, tøvende, og brystkassen syntes at blive underligt ståltung, som om den ville synke ned i maveregionen hvert øjeblik det skulle være, og Anna fornemmede noget anspænde sig i Emilies skulderparti, selvom det var umuligt for hende at tolke, præcis hvad det var, hun så. Emilie kiggede imod hende, og læberne vred sig ud i ansigtet, så den rødlige nuance atter fremblødte sig bag kindernes hud, det charmerende Emilie’ske smil, alle i klassen kendte hende for. Brynene buede opad, så svage rynker – knap tydelige, men de var der, og Anna kunne se dem – bølgede henover panden.

   ”Jamen hej Anna!” Hendes stemme var ubehageligt lys. Anna mærkede usikkerheden vokse som en underlig kradsende fornemmelse mod mavesækken. ”Hvad vil du?”

   ”Øh.” Anna tøvede. Emilie skrånede hovedet, blot en anelse, men på en måde, Anna ikke brød sig om. De ovale øjne var alt for stirrende, og der var noget i deres blåligt algegrønne, hun ikke vidste hvordan hun skulle tolke, men som alligevel fik kulden til at krybe sig op gennem begge overarme og mod skulderpartiet. Ordene visnede til intet i hendes hals.

   ”Øh?” gentog Emilie, med brynene i den samme opadløftning som før.

   Hvad skal jeg sige, hvad skal jeg sige, hvad fanden skal jeg SIGE, sig noget sig noget sig noget!

   ”Øh,” forsøgte Anna sig igen. Det kradsede hårdere i mavesækken. Emilie begyndte atter at smile. Så lykkedes det hende at få ordene fremkæmpet. ”Jeg vil, øh, bare sige, at … jeg har tænkt over de ting, du sagde til mig i butikken.”

   Emilie delte læberne, men hun sagde intet, og hendes hoved vippede i ganske svage ryk – nikkede hun? Anna var ikke sikker –, og Anna blev slugt i tavsheden. Hun viftede blikket bort, nedad mod bordet, og det strammede hårdere omkring øjnene, og så sagde Emilie noget.

   ”Ja? Fortsæt?”

   Anna kiggede op. Emilies blik var så pokkers ulæseligt, ligesom i butikken, hun stod blot der med sit svagt skrånende hoved og opadløftende bryn og det måske uskyldige smil smeltet ud i ansigtet, så kinderne blødte rødt, og en dyb indånding, tag det roligt, Anna, tag det helt, helt roligt.

   ”Jeg vil bare fortælle dig, at de ting du sagde … at jeg … har, øh, tænkt over dem. Det der med at tabe mig og det der med at tænke på … på andre end mig selv. Det der med ikke at være forkælet og tro at jeg hele tiden kan få min vilje. Jeg forstår det.”

   ”Du forstår det?” Emilies ene bryn rynkede sig ind mod panden, og hun rettede hovedet op. Anna nikkede.

   ”Ja. Jeg forstår godt hvorfor du sagde det.” En kort pause. Det forekom Anna, at Emilies ansigt blev underligt stift, og var det bare hende, eller sank det førhen brede smil væk? ”Du sagde det fordi du vil hjælpe mig. Og det er jeg rigtig glad for, og jeg vil også bare gerne sige undskyld. Jeg skal nok gøre de ting, du fortalte mig. Så dig og alle de andre ikke går og synes, at jeg er den her irriterende dumme kælling, der ikke tænker på andre end mig selv. Og så vil jeg også tabe mig, selvfølgelig.”

   Emilie blinkede, en gang, to gange, tre, og så sprang smilet atter ud, som en elastisk fjeder, der spændte sig til det yderste, og smilet delte sig til en række af tandhvidt. ”Det er jeg sgu glad for at høre, Anna. Vi piger skal jo hjælpe hinanden, ikke? Og jeg er glad for, at du har tænkt over de ting, jeg har sagt. Det er jeg virkelig.” Midtvejs i sætningen lod hun blikket spjætte mod klassens højre ende, og mødte kortvarigt Dennis, der stadig sad ned, og de kiggede kortvarigt på hinanden. Dennis svarede med et kort nik. Emilie kiggede tilbage til Anna. ”Vi kan snakkes ved her lidt senere. Jeg skal mødes med nogen veninder nu. Hyg dig, ikke?” Og så gik hun, og Jasmin fulgte efter. På vej mod udgangen, viftede hun atter blikket mod Dennis. Han så i Annas retning, og hun stod blot der, imens hun tog en række af dybe indåndinger, og fingrene der knugede hårdere om telefonen, end de plejede.

   Anna stod der i nogle yderligere øjeblikke, og så vendte hun sig rundt – hjertet blev ved med at banke – inden hun skridtede tilbage til sit eget bord, hvor notesbogen lå udslået som før. Bag hende rejste Dennis sig op. Anna satte sig på stolen, og skrabede den tilbage til bordet, og så rakte hun frem mod penalhuset – i læderhvidt, som så mange af de andre piger benyttede sig af – og greb en blyant. Hun havde tænkt sig at bruge frikvarteret på at læse om ebola-virusen, og de ofre, den havde påkrævet, alle de stakler, der var blødt ind i døden af sygdommen, og så ville hun nednotere de vigtigste ting, som forbigik hendes øjne. De vigtigste ting. Og hun ville tænke på det, tænke på alle de børn der lider og vræler i fortabte skrig, og så …

   ”Du ved godt, at hun ikke mener det, gør du ikke?”

   Det var første gang nogensinde, at Anna hørte Dennis snakke til hende, og hans dirrende stemme fra højre fik al bevægelighed i kroppen til at fortage sig. Hendes øjne svulmede sig større. Dennis standsede ved siden af hende, strakte sig opad – næsten 1’80 høj, og måden han stod der, fik den kolde paranoia i maven til at bide, bide, bide – og stod blot og stirrede. En kort stilhed. Så sagde han atter noget.

   ”Alt det der med at hun vil hjælpe dig og sådan noget. Det er bullshit. Hun hader dig. Det ved du godt hvad betyder, ikke? Hader dig.” Han skrånede hovedet, betragtede hendes ansigt og måden sminken kunstigt spejlede i lyset, og strakte sin hånd fremad. ”Er det her sminke eller er det maling?”

   Han tørrede hånden (sveden var klistret og ulidelig) imod hendes højre kind, og Anna spjættede sig til siden. Hendes ansigt fortrak sig i en grimasse af rædsel. Dennis smilte, så tænderne fremkrøb mellem de tilbagevegne læber, og han spredte atter sin håndflade udover hendes kind i et svagt skub. En fugtig kildren væskede sig frem i Annas øjne, og hun strammede dem hårdt sammen. ”Kan du ikke lide når man rør dig, Anna? Er du bange for at din klovnesminke falder af dit klamme klovneansigt?” Han klaskede for tredje gang sin håndflade imod hendes kind, så endnu en grimasse fortrak sig gennem ansigtet. ”Hva’? Er du bange for, at alt din klovnesminke falder af, så man kan se hvor grim du virkelig er?”

   ”Lad mig være,” lykkedes det hende at fremsige, i en stemme trukket spinkel af en voksende panik, som knugede sig fast imod lungevævet.

   ”Du er fandeme klam at røre ved. Fy for helvede!” Han tørrede hånden imod sin trøje, og kiggede til venstre, mod Nicklas, siddende tilbagelænet bagerst i klassen med telefonen – ligesom alle de andre, der også ignorerede optrinnet –, og hævede stemmen. ”Hey, Nicklas!” Nicklas løftede hovedet. ”Jeg har lige rørt ved en klovn. Tror du jeg ender med at blive til en?”

   En ubehagelig stilhed havde tynget sig nedover klasselokalet.

   Nicklas viftede kortvarigt blikket mellem Dennis og Anna, hvis hoved havde drejet sig væk fra Dennis, og i stedet mod vinduet til venstre. Han kiggede atter på Dennis med sine klarblå øjne, og så rystede han på hovedet. ”Nej. Det smitter vist kun hvis man bliver bidt.”

   Anna hev lysskingert efter vejret mellem sammenbidte tænder, og hun kunne stadig fornemme den fugtvarme klistren henover højre kind, det sted, Dennis havde klasket hånden ind, og hun hev noget mere, det strammede omkring strubehovedet i en sviden, og de sammenbidende tænder fik en spændt snurren til at forplante sig i kæbepartiet. Tårerne kildrede ud i øjenkrogene og begyndte at svulme og vokse og svulme.

   Dennis vendte blikket tilbage til Anna. Hendes lysskingre, spinkle vejtrækning af sammenbidt fortvivlelse peb kun alt for klart i klasseværelsets tætte stilhed. Han blev stående, foretog sig intet de første øjeblikke, andet end blot at kigge, og så rystede han på hovedet. ”Du er ikke noget værd, Anna.” Den første tåre gav slip på øjet, og fugtede sig varmt og prikkende nedover den højre kind, og som den svang omkring højre mundvige, løsnede endnu en varm dråbe sig fra venstre øjenkrog, inden den i den samme form for stribespor smeltede nedad. Dennis lænede sig fremad, med begge hænder støttende imod Annas bord, og hans stemme trak sig mere dæmpet. Annas lysskingre vejrtrækning blev hurtigere, kraftigere, og flere tårer smeltede ud. ”Du er ikke noget værd. Det har du aldrig været, og det bliver du heller aldrig. Jeg mener … kig dig omkring. Der er ikke nogen, som kommer og hjælper dig, eller som gider at snakke med dig. Du betyder ingenting. Du er fed … og du er grim … og der er ikke nogen, der kan lide dig.”

   Anna hik-hik-hikkede, og tårerne faldt i en stribevis mangfoldighed, men hendes ansigt vred sig ikke bort fra vinduet.

   Dennis skrånede hovedet. ”Alle hader dig, Anna, så hvorfor tager du ikke bare hjem og hænger dig selv? Der er alligevel ikke nogen, der kommer til at savne en klam … fed … kost … som dig. Slå dog dig selv ihjel. Du er ikke andet end en ynkelig belastning. Du er en belastning, og vi hader dig. Alle sammen. Vi fucking … hader dig.”

   Med disse ord greb han fat i notesblokken, og slyngede den fremad, og en flapren da den svirpede indover Annas ansigt. Den klaskede herefter ned på gulvet. Dennis rystede på hovedet i en overlegen facon, og vendte sig rundt. Som han vandrede tilbage mod sin plads, rejste Anna sig op i en stiv bevægelse, hendes øjne flimrende i gentagelsesvise våde blink, og hun vandrede i den samme stivhed, som hun havde haft da hun rejste sig fra sin stol, vandrede, vandrede, vandrede, op gennem klassen og ud gennem udgangen og ned ad gangen, forbi de rækkevise toiletdøre og vinduer, til trappen der skrånede nedad mod underetagen og kantinen. Folk kom gående imod hende, men hun registrerede det ikke, kun den vedvarende salte ætsen af fremsvidende tårer, der fugtigt voksede ud og smeltede ned, og den underlige tåge af ikke-virkelighed, der cirklede sig stramt og tæt omkring hendes synsfelt. Hun vandrede og vandrede, havde det som om hendes ben ikke længere var der, og blot var forvandlet til skumpuder af luft, svang til venstre ved kantinehjørnet og skridtede forbi murstensøjlerne, hun var kommet til at kende, og som var de eneste, der virkelig så ud til at kende hendes tårer og hendes smerte og hendes desperate skrig efter nogen eller noget, en ven eller en kompagnon, bare fucking noget, men som hun samtidig vidste ikke var levende, aldrig havde været det og heller aldrig ville blive det, men blot var søjler, som var ligeglade med hendes eksistens, ligesom alle andre på dette gudsforladte sted.

   (Hvorfor tager du ikke bare hjem og hænger dig selv?)

   Den vrede ild gnaskede i hendes strubehoved, idet hun svang til venstre, gennem åbningen halvvejs mellem kantineområdet og den brede glasdør ved ind- og udgangspartiet. Hun blev ved med at vandre – benene førte hende blot automatisk fremad, og hun var ikke sikker på hvorvidt hun overhovedet havde kontrollen over sig selv – og en smerte vred sig gennem undermaven, tarmene blev syreætsende og plantede sig ud i en vedblivende dunken (vi fucking hader dig! Slå dig selv ihjel! Vi fucking hader dig!), men hun gik, og gik, og gik noget mere, gik indtil hun nåede det afsides sted, korridoren med glasvæggene og det hvidpanelede loft, der grænsede af mellem korridoren og gymnastikhallen med omklædningsrummet. Dette var det eneste sted på skolen, hvor der ikke var andre. Hun gik, indtil hun nåede halvvejs gennem glasgangen, og så stoppede hendes bevægelser brat. Ansigtet forsvulmede sig og et vræl, skingert, hæst og sammenkvalt, vred sig brændende op fra struben, kradsede henover ganen og ud gennem munden.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...