Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

215Likes
1144Kommentarer
110663Visninger
AA

31. 30

Anna skrev, som den første morgenhandling – før hun klædte sig i tøjet og besminkede sig og spiste morgenmad –, tre ting ned på et hvidblankt A4-ark.

   Brug mere makeup og dæk dine kinder.

   (Drømmeversionen af Annas kinder fortsatte med at svulme, og fedtpølserne af fingre voksede, voksede, voksede)

   Tab dig lidt.

   Emilies stemme, der lysnede i tankerne.

   (Der er ikke nogen der kan lide forkælede piger, Anna)

   Annas læber pressede sig smallere, og i lang tid lod hun grafitspidsen hvile imod det hvidblanke tomrum under den anden sætning. Så skrev hun vær som de andre piger!

   Da hun havde færdiggjort sætningen, tøvede hun, og betragtede den herpå, i langvarige øjeblikke, men hvordan kunne hun være som de andre. Hvordan? Hun var jo ikke forkælet, det var hun ikke, hun kunne jo bare godt lide rutinernes ensformighed, og det betryggelige alt er og skal være som det plejer, men det gjorde hende da ikke forkælet, forkælede mennesker troede jo at de var bedre end alle andre, men hun var ikke bedre end alle andre, hun var ikke bedre end nogen, hun var da ikke forkælet.

   (Der er ikke nogen, der kan lide forkælede piger, Anna)

   Men måske var det fordi hun var forkælet. Måske var det derfor, de andre ikke kunne lide hende – fordi hun var forkælet og grim og brugte for lidt makeup og købte tøj hun var alt for tyk til – præcis som Emilie selv sagde, fordi ingen kan lide forkælede piger, og ingen kunne lide hende fordi hun var en forkælet pige. En pige alt for vant til at få sin vilje, og tænk dog på børnene i Afrika, Anna, tænk dog på de stakkels sultne og syge børn, og hvad med alt det der ebola, det tænker du måske heller ikke over, gør du vel, din dumme forkælede egoist, du tænker ikke på andre end dig selv, taber-Anna, taber-Anna, taber, TABER, med de tykke hamsterkinder (som du kan dække med makeup, måske med lidt mere makeup end de fleste andre piger, men du kan dække dem) og du burde tabe dig og gøre noget mere ud af dig selv, du er bare så dum og ynkelig, tag dig sammen og vær som de andre, din lille TABER, forkælede tøs, som ingen kan lide.

   Hun vendte blyanten rundt, og brugte viskelæderet i enden, den lille lyserødlige gummibule, hun ellers sjældent benyttede – den forekom hende at have en mærkværdig plasticsød uddunst – og så viskede hun blyantskribleringerne bort til sammenkrøllet gråfnuller. Nu var der kun to ting på listen. Hun kiggede atter på det hvidblanke tomrum af papir, og igen lysnede Emilies stemme sig gennem kraniehulen – tænk på de stakkels, syge børn nede i Afrika, som ikke er vant til at få deres vilje – og så skrev hun atter.

   Tænk på børnene i Afrika.

   Anna rettede sig op, og skannede listen i dens helhed. Første punkt (1) var mere makeup, punktet hvor hun først og fremmest skulle gøre mere ud af sig selv, blive noget kønnere og skjule kinderne – igen lod hun fingrene strejfe sig henover venstre ansigtsside, og fornemmede atter det alt for bløde, som puder af fedt, og en væmmelse gøs igennem hende – og så skulle hun (2) tabe sig (fingrene blev tykkere og tykkere, og maven bulede udad, pustede sig til en hudfarvet ballon af flæsk) lidt – men hvor meget? –, så hun kunne gå i alt det tøj, de andre piger gik i, både cardigans og tætnende sweatshirts med hætter og stofgnidende joggingbukser, uden at ligne en idiot, og uden hele tiden at have den ubehagelige og ulidelige fornemmelse af stof, der ustandseligt kløede og kildrede og gned og strammede mod huden. Og så (3) skulle hun, som det tredje og sidste og muligvis også det nemmeste, koncentrere sig mere om børnene nede i Afrika, tænke på alle de syge og fattige stakler, der aldrig fik mad nok, og de kropsædende bakterier og parasitter og hvad ellers, der syntes at dræbe og slagte afrikanere i tusindvis gennem kontinentet. Dette kunne hun godt, det kunne hun godt, det var helt okay, lidt træning og lidt mere makeup og lidt mindre mad, det var okay, det kunne hun sagtens, og så ville hun kunne gå i de populære mærker og ligne de andre piger, og så ville hun ikke virke så forkælet, fordi hun jo tænkte på de stakkels børn, der sikkert havde det meget værre end hun havde det, det var jo nemt nok, det kunne hun godt klare, det kunne hun godt. Og så ville hun blive accepteret af de andre piger, præcis som Emilie fortalte hende, blive en del af gruppen, selvfølgelig, det her var løsningen, og selvom det gjorde ondt at vide – selvom hun ikke var køn nok eller tynd nok eller god nok – varmede en taknemmelighed alligevel frem et sted i sindets mørkedyb.

   Tak Emilie. Tak fordi du sagde det. Tak fordi du sagde det og nu vil jeg efterleve det, du sagde, og forbedre mig selv, så I kan lide mig.

   Hun betragtede længe listen, skannede den igennem i sit hoved igen, og så en gang mere, indtil hun var sikker på, at hun kunne huske det, og så vred hun sig rundt, mod skabet, og gled i bevægelse.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...