Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
110353Visninger
AA

4. 3

Anna lå i sengen, på siden, og stirrede imod spejlet på skabslågen, og refleksionen af hende selv, der tomt stirrede tilbage. Det dunkede i hendes krop. Et klik fra døren. Lone trådte ind.

   ”Gå din vej!”

   Men Lone gik ikke sin vej. Hun lukkede døren efter sig, uden at fjerne sine øjne fra Anna. ”Hvad i alverden er det, du tænker på? Anna, du er femten år gammel, men opfører dig som en på … hvad … otte? Jeg magter simpelthen ikke det her.”

   ”Så lad være,” svarede Anna, med den samme monotone stemme. Hun blinkede en kort gang, men bestirrede fortsat spejlbilledet.

   Lone måbede. ”Undskyld, hvad?”

   Et suk. ”Så lad være. Med at magte det. Hvis du ikke kan magte det … så lad være med at magte det. Der er jo ikke ligefrem nogen, som tvinger dig til det, vel?”

   Lone stirrede på sin datter i korte øjeblikke af vantro stilhed, og så rystede hun på hovedet. ”Ved du hvad, Anna, ærlig talt, så forstår jeg dig mindre og mindre. Du opfører dig virkelig uanstændigt. Og sæt dig op, så jeg ved at du hører efter!” Anna adlød uden en mine og vendte sig fra liggende til siddende stilling, men hun så stadig ikke bort fra spejlet. ”Hvad er der galt med dig? Uanset hvad jeg gør … uanset hvad … så er der ikke noget, der hjælper. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har fortalt dig, at du er nødt til at blive noget mere voksen! Den der barnlige adfærd, den går simpelthen ikke længere. Ja, det kan godt være, at Celine irriterede dig, men så må du som den store bare ignorere det. At du ter dig på den måde, det er simpelthen under lavmålet!”

   ”Hun stjal min plads,” svarede Anna, stemmen var stadig den hule, monotone dirren. ”Celine stjal min plads, og hun gad ikke at flytte sig.”

   Lone krydsede armene henover brystet. ”Din plads?”

   Anna flimrede sine øjne, og gjorde en virrende bevægelse med hovedet. ”Den plads jeg plejer at sidde på, så!”

   ”Det giver dig slet ikke retten til at opføre dig åndssvagt!”

   ”Glem det, mor, du fatter jo ikke en skid.”

   ”Jamen så fortæl mig da hvad der er galt, så jeg da bare har en hjertens chance for at forstå det!”

   Men Anna svarede ikke, kiggede blot ligefrem, mod spejlet. Lone stod i lang tid og ventede på et svar, der aldrig ville komme, og efter en langvarig stilhed forstod hun, at samtalen var ovre og Anna ikke ville sige mere. Hun fjernede armene fra brystet. ”Det kommer til at tage lang tid at fjerne al den mælk fra gulvet. Hvis der kommer misfarvninger i træet, så skal du betale regningen for et nyt gulv, og det kommer til at koste dig alle dine lommepenge. Det kan måske lære dig at tænke dig om og opfører dig mere voksent en anden gang!” Hun åbnede døren og forlod Annas værelse. Døren lukkede sig på klem efter hende. Anna blev siddende og stirrede ud i ligegyldigheden.

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...