Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108016Visninger
AA

30. 29

Da Anna vågnede halv syv mandag morgen, lå hun blot og stirrede tomt op mod loftet i langvarige minutter. Hun lå og stirrede, imens hun tænkte over drømmen, der grusomt havde plaget hende i nattestunden.

   Drømmen havde omhandlet hendes vægt, og hun havde taget drastisk på. Som hun lå der og bestirrede de træbrune planker, tænkte hun kun alt for tydeligt på mareridtsbilledet af hende, med kinder der svulmede, svulmede, svulmede, indtil kindernes forsvulmning pustede hendes ansigt til en rødlig ballonform, hvor læberne blev trompetruttende og øjnene sammentrykket. Hun stod i en skolegang – som hun tænkte over det, var det da korridoren mellem kantineområdet og glasdøren ved udgangspartiet, var det ikke? Den korridor med de firkantede murstenssøjler, der afgrænsede mellem korridoren og kantinesalen, hvor hun også havde smækket sin taske over murstenene og havde knækket grædende i knæ – og en hær af unge kredsede sig om hende i en halvcirkel. Smilene på deres læber vred sig brede på en alt for ubehagelig måde, som hun ikke kunne læse, men selvom hun ikke kunne læse dem, vidste hun at smilene var både grusomme og onde og sadistisk nydelsesfulde, det sagde logikken hende, og hendes logik plejede aldrig at tage fejl, aldrig, og hendes hænder pustede sig store og tykke, så hendes normalt slanke fingre forvandlede sig til hudfarvede fedtpølser.

   En ritsjen flængede gennem luften, da hendes tøj – bukser og sweatshirt og trusser – sprækkede op, flere steder, tøjet sprækkede indtil det blot var laser og trevler, som slaskede nedover hendes skuldre og omviklede hendes arme. Tøjet sprækkede til laser, så resten af hendes krop blev blottet, og maven bulede ud og nedad, og du er alt for tyk Anna alt for tyk du er alt for tyk alt for tyk for tyk for tyk, men det havde bare været en drøm, en forpulet drøm og intet andet.

   Men de ting Emilie havde sagt. Hun havde sagt du burde tabe dig lidt og at hendes kinder var alt for tykke, og så … hvad havde hun mere sagt? Noget med … noget med … var det forkælelse? Ja. Du skal lade være med at opføre dig så skide forkælet, Anna, og hele tiden tro, at du kan få din vilje, men hun var jo ikke forkælet. Det var hun ikke, hun var da ikke forkælet, men Emilie sagde, at det var sådan hun opførte sig – der er ikke nogen, der kan lide forkælede piger, Anna – forkælet, og alt for vant til at få sin vilje. Igen spredte den hule tomhed ud i brystkassen.

   Hun førte venstre hånd op til ansigtet og krummede fingrene sammen, imod sine kinder, og hun fornemmede, ligesom alle de andre gange, den synkende blødhed, som syntes at fortsætte uendeligt, ligesom det gjorde hos folk med en alt for høj fedtprocent i ansigtet. Folk med alt for tykke kinder, mere end hvad sundt var. Kinder, der var alt for tykke. Præcis som Emilie havde sagt.

   Men bare rolig, det kan dækkes med makeup.

   Dækkes med makeup.

   Ligesom hun havde gjort om lørdagen.

   Problemet var bare, at det ekstra lag af makeup generede hende i ansigtet, i den samme stramme fornemmelse som sweatshirten med hætte og cardigans og løbebukser gav hende. Det fik ikke huden til at klø, blot stramme, og ansigtet syntes at blive tungere, en fornemmelse, hun havde svært ved at vende sig til, som hele tiden syntes at distrahere hendes tanker fra alt andet, men det var lige meget, for hvis makeup hjalp imod kindernes fedtsvulmning, hvis det ekstra lag af foundation bevirkede, at hun blev kønnere, og de andre piger – måske endda også Emilie – ville acceptere hende på denne måde, og derefter gøre hende til en del af gruppen, så var det lige meget, hvordan makeuppen fik hende til at føle. Så var det eneste, der betød noget, at den gjorde hende noget værd.

   Det var det eneste, som betød noget.

   Det absolut eneste.

   Så besluttede hun sig for at stå op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...