Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108316Visninger
AA

28. 27

Anna steg af metroen på Flintholm Station ved 12-tiden, efter en metrotur henlagt i kvælende stilhed. I tunnelstrækningen mellem Frederiksberg Station og Lindevang, havde mørket på den anden side ad vinduet blandet med lyset fra togvognen skabt en spejlende effekt henover glasfladen, hvor Anna kunne se sig selv, og denne gang var det ikke parallelverdener eller hendes spejlvendte annA nesraL tvilling, som fyldte hendes tanker, men de ord, Emilie havde sagt, med det brede smil, som var umulig for hende at forstå, og den lyse, rolige stemme, der virkede så uskyldig og ærlig, men som Anna ikke anede, hvordan hun skulle fortolke. Dine kinder er lidt for tykke, Anna (hamsterkinder hamsterkinder hamsterkinder) ekkoede sig igennem tomrummet. Da hun så sig selv, og kinderne, der svulmede i ansigtet, forekom det hende, at Emilie jo havde ret. Anna havde altid vidst, at hun havde tykke kinder – dette havde hun efter sin far, og hendes kusine på fars side havde også den samme form for kindtykning – men jo mere hun sad her, på metrosædet og bestirrede sit spejlbillede, jo mere virkede hendes kinder til at være for tykke. En unaturlig form for tykhed, som kun fede og overvægtige mennesker havde, ikke blot tykke kinder, men kinder der lignede balloner af flæsk, og det prikkede atter koldt igennem øjnene.

   Emilies ord fortsatte med at vride rundt i hendes tanker, da hun steg ud på Flintholm-perronens betongrå fliser, under det kunstneriske soltag af glaspaneler og metalbjælker, og som hun vandrede hen til glasdørene ved trappenedgangen til Grøndals Parkvej blev hendes krop kortvarigt reflekteret i de gennemsigtige flader. Hun kunne ikke undlade at drage et kig på sig selv, med hånden trykkende imod venstre kind (dine kinder er lidt for tykke, men bare rolig, det kan dækkes med makeup), som om dette var kompulsorisk og noget, hun var nødt til at gøre, noget, der skreg op fra det dybeste af hendes naturlige instinkter. Så vandrede hun ned ad metaltrappen, ned på gadeplan og forbi cykelparkeringen og ud til busterminalen. Grøndals Parkvej strakte sig trafikeret til både højre og venstre længere fremme, men Anna var ligeglad. Hun vred sig mod venstre, vandrede langs busterminalen, imens en underlig dunken begyndte at manifestere sig i hendes øjne. Halvvejs mellem metro-broen og S-banebroen, fiskede hun telefonen frem fra lommen og kiggede på sig selv, og igen rørte hun sin venstre kind, og det forekom hende, at huden føltes blødere, end hun havde lagt mærke til før (hamsterkinder), som om at der bag kødet blot gemte sig overflødige mængder af fedt, og hun borede sin pegefinger dybere ind i kindhuden. Det var som om, den blot kunne blive ved med at synke, i en uendelighed, men dette var måske bare indbildning, så tykke kunne hendes kinder da ikke være. Det kunne de altså ikke. Hun fjernede pegefingeren, og standsede op, lige under S-banen, og kiggede herefter længe på sin refleksion i telefonskærmen.

   Emilies lyse stemme flåede atter igennem hendes tanker.

   Måske vil det være en god idé at tabe dig lidt.

   (Hamsterkinder! Hamsterkinder! Du har så grimme HAMSTERKINDER!)

   Anna viftede øjnene fremad. Hun blev stående længe.

   En samling af efterårsgule blade blev grebet af vinden på stien, der strakte sig igennem parken længere forude, og hvirvlede sig rundt i en sælsom opvisning af skønhed, som Anna på ethvert andet tidspunkt ville have fundet fascinerende, men som hun lige nu, i dette givne øjeblik, med Emilies stemme vridende igennem tankerne, ikke fandt andet end ondskabsfuldt hånligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...