Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109439Visninger
AA

27. 26

Lørdag var aldrig den smarteste dag at tage i et storcenter, særligt ikke et center, der befandt sig så tæt på Indre København, især ikke om formiddagen, for dette var altid det obligatoriske dagstidspunkt, ja sågar ugetidspunkt, hvor alle, familier såvel som ikke-familier, besluttede sig for at tage på den ugentlige shoppingtur. Selvom Anna hadede den tætpakkede masse, der bevægede sig i kryds-og-tværs ruter omkring hende, fordi alle de lyde skar hende højt i ørene, affandt hun sig med det – der skulle jo også være plads til andre end hende, hun ejede ikke hele verden, og hun kunne bare have valgt et andet tidspunkt at tage i Frederiksberg Centeret, selvom det var lørdag, og hendes shoppingture altid faldt på lørdage, aldrig torsdage eller fredage, men lørdage – og heldigvis var det ikke ligeså slemt da hun kom ind i Only, som det havde været på den anden side ad karruseldøren ved centerets indgang.

   Det var alle de populære mærker, Anna styrede sig hen til. Bukser og trøjer og sweatshirts (men stadig ingen cardigans, dem havde hun prøvet at have på, og hun kunne på ingen måde fordrage den stofbløde gnidning af cardiganens ender, hver gang kanterne kom i kontakt med hendes ben), men hun startede i sektionen med Sweatshirts. Rækker af hvide og blå og sorte højhalsede, både dem med bogstaver – der var en der med store hvide bogstaver dannede sætningen WE ARE ALL UNIQUE og denne sætning frembragte en underlig, stram klump i det bagerste af ganen, så den besluttede hun sig for at hun i hvert fald ikke ville have – og dem uden bogtaver, og hun fandt en lysegrå sweatshirt med lynlås og hætte, vendte og drejede den i lyset, og besluttede sig for at prøve den.

   Da hun havde klirret forhænget for prøverummet og vendt sig imod spejlpladen på væggen, blev hun atter distraheret af annA nesraL og den parallelle spejlverden, der fandtes på den anden side ad glasset, men som man aldrig ville kunne komme ind til, fordi der var en eller anden usynlige hinde imellem alle dimensionerne og verdenerne, og i et kort øjeblik tænkte hun på, hvor fedt det ville være, hvis der var en måde at bryde disse hinder og rejse et andet sted hen, måske til en anden verden, hvor virkeligheden var som på film, med sukkersøde slutninger og lykkelige venskaber, og ikke som denne virkelighed, hvor verden var en verden hun levede i men hvor hun aldrig rigtig hørte til.

   Hun trak sig i den lysegrå sweatshirt, og stod herefter længe og betragtede sig selv. Ærmerne strakte sig lange og tætnede sig omkring hendes hænders midtersektioner, og den højhalsede krave cirklede sig omkring og bag toppen af halsen og kraniets underkant. Det var ikke fordi at trøjen ikke passede til hende, for det gjorde den, og den formede sig fint efter kroppen, men de gnidninger, stoffet frembragte mod hendes hud – særligt ved ærmekanterne omkring hendes hænder, og den underligt kvælende ring omkring toppen af halspartiet – var ubehagelige, og tøjmærket, der ragede frem bagerst i trøjen, kløede mod hendes nakke. Det var en pæn trøje, det var det virkelig, og den passede så godt til de blå bukser, og de flade vans – selvom hun nok snart skulle til at have sig nogen nye sko, måske de hvide Nike-sneakers, som så mange af de andre piger, særligt de mere populære, gik rundt med på skolen, eller Converse All-Star støvler, gerne de sorte eller måske de røde – men for pokker, mærket i nakken og de gnidende kanter i halspartiet og ved ærmeenderne, fratog hendes koncentration fra alt andet, og det var så irriterende. Måske skulle hun have fat i flere sweatshirts, som ikke var højhalset, ligesom dem hun allerede havde, selvom det var lidt en skam, for denne trøje passede virkelig godt til hende, og gjorde hende kønnere, og ville måske få de andre piger til at lægge lidt mere mærke til hende, på en lidt mere positiv måde.

   Men det var hun nødt til, for gnidningerne var så ulideligt irriterende.

   Hun lynede trøjen af, iklædte sig den, hun havde haft på før, og blev atter stående og betragtede sig selv. Håret var trukket tilbage i den ryglange hestehale. Hun drejede hovedet mod højre, og en mørkeblond streng stribede ned forbi øret, men intet af betydning, og så drejede hun sig rundt, med ryggen til spejlet, greb fat i kanten af forhænget, sweatshirten i den ene hånd, og skubbede. En klirren. Hun trådte ud i butikken, vendte sig mod højre og …

   Kulde smækkede ind i hendes krop og gnavede sig ud i knoglerne, og efter slaget af kulde, der udspændte de kriblende hårsække under huden, fortog al bevægelighed sig. Emilie og Jasmin befandt sig i butikken, Emilie og fucking Jasmin, i dag, af alle dage. Hun burde have forudsagt det. Only var et af de mest foretrækkende tøjbutikker blandt pigerne på hendes skole, og langt de fleste gik i tøj, som enten var købt i denne butik eller i Vero Moda, men selvom hun burde forvente det, havde hun alligevel ikke regnet med, at støde ind i lige præcis de to denne lørdag formiddag, af alle lørdag formiddage. Tanken havde ikke strejfet hende, selvom den havde været realistisk, og fuck, fuck, fuck …

   Emilie stod med ryggen til, ved reolen med bukser, og to rækker til venstre var der samlingen af sweatshirts, som Anna skulle hen til, og hun viftede øjnene mod Jasmin til højre for Emilie. Jasmin havde ikke fået øje på hende, kiggede væk og i stedet mod en stander med bluser. Anna mærkede hjertet forkrampe sig voldsommere og koldt mod inderbrystet. I korte øjeblikke stod hun blot der, med fingrene som strammede sig imod sweatshirtens grå stof, uden at ane, hvad hun skulle gøre eller hvordan hun skulle reagere, men så tog hun en dyb indånding, lod blikket fæstne sig på reolerne med sweatshirts og gled sig i bevægelse (Emilie og Jasmin er der ikke, du er alene, de er der ikke, du er alene, du er alene, du er alene, alene, du er alene) og vedblev med at holde blikket fæstnet mod sweatshirtsene. Måske skulle hun gå i en anden butik. Måske skulle hun tage i Vero Moda eller noget lignende, eller måske bare tage hjem, hun skulle bare være alle andre steder end her.

   Hun standsede ved rækken af sweatshirts, med ryggen mod det sted, Emilie befandt sig, og lagde trøjen tilbage, hvor hun havde taget den, og måske behøvede hun ikke at tage hjem, måske kunne hun bare ignorere dem, de plejede alligevel aldrig at snakke til hende, og …

   Emilies stemme snakkede lyst, og det var Anna, stemmen var rettet mod. Anna kunne ikke bevæge sig. Hendes øjne svulmede, og hun kiggede blot på de blå og sorte og hvide og grå sweatshirts med og uden bogstaver.

   ”Jamen hej, Anna, hvad laver du her?”

   Hjertet bankede voldsommere. En dyb indånding. Hun blev stående.

   Emilie trådte hen ved siden af hende, med smilet vredet ud i kinderne, men Anna blev stående og skannede fortsat over de mange sweatshirts. Halsen trak sig tørt sammen.

   ”Er du ude at kigge på tøj?” Emilie greb fat i den sweatshirt, Anna havde haft på for ganske korte øjeblikke siden. Hendes læber spidsede sig ud, og hun vred sweatshirten rundt. ”De her er også bare mega fede, så jeg kan godt forstå, at du kigger på dem.” Hun lagde den tilbage, og kiggede tilbage på Anna, med brynene løftet. Anna havde lukket øjnene, og hendes læber stregede sig sammen. ”Du virker bange. Jeg gør dig altså ikke noget. Bare slap af.”

   Annas øjne forblev lukket.

   ”Hey, Emi, hvad sker der?” Det var Jasmin, der sagde noget. Hun trådte op bag Emilie. Emilie fortsatte med at kigge på Anna, og det brede og alt for uskyldige læbesmil syntes ikke at svinde væk.

   ”Jeg snakker bare lige med Anna. Jeg anede ikke, at hun købte sit tøj herinde.”

   ”Vil I ikke nok lade mig være?” Annas stemme var svag, og hun kunne ikke kontrollere den tunge rysten, som gennemdirrede den. ”Please?”

   ”Lade dig være? Anna,” Emilie skrånede hovedet, ”vi gør dig jo ikke noget. Mig og Jasmin er bare … ,” hun kiggede kortvarigt på Jasmin, og viftede øjnene tilbage til Anna. ”Vi er bare … bare overrasket over at møde dig herinde. Så ville vi bare lige sige hej. Ikke andet.”

   Anna lod øjnene vifte sig ud i den ligefremme luft, mod bagenden af butikken langt nede, og sådan stod hun, imens den tunge kvælen hobede sig op i struben. Så drejede hun hovedet til venstre, mod Emilie. Det kløede fugtigt i øjnene. ”Lad mig være. Vil I ikke nok?”

   Emilies smil sank ind, og hun skrånede sit blik ned mod trøjerne. ”Jeg synes, det er synd for dig, Anna.” Et svagt nik. De ovaliske øjne vred sig tilbage til Anna. ”At du er helt alene og ikke har nogen venner, mener jeg. Det er rigtig synd for dig, og jeg har tit snakket med Jasmin om det, ikke, Jasmin?”

   ”Jo,” svarede Jasmin i et nøgternt nik.

   ”Og fordi jeg synes det er så synd for dig, vil jeg gerne hjælpe dig. Hvad siger du til det, Anna?”

   Fortvivlelsen begyndte at presse ståltungt omkring hende. Annas blik slørede sig gradvist til, og hun kunne ikke svare, kunne blot stå og kigge på Emilies løftede bryn og ulæselige smil.

   ”I hvert fald vil jeg gerne give dig nogen gode råd,” fortsatte Emilie, lidt efter lidt. ”For det første, vil jeg anbefale at du gør noget mere ud af dig selv. Bliver lidt kønnere. Der er intet galt i at have tykke kinder, men dine kinder … no offence, det er bare et venligt råd fra pige til pige … men dine kinder er en anelse for tykke. Det er heldigvis ikke et problem, for det kan du dække med noget makeup. Måske skal du bruge lidt mere, end de fleste, egentlig, men det kan dækkes, og det er det vigtigste.”

   Annas øjne drev bort fra Emilie, og ud i den fjerne luft, og hendes mund åbnede sig større, men hun sagde fortsat intet. Tårerne brændte for at slippe ud fra deres fængsel bag øjnene.

   Dine kinder er alt for tykke, Anna.

   ”For det andet,” fortsatte Emilie, og kiggede ned mod de mange sweatshirts. ”Så synes jeg egentlig ikke, det klæder dig, at gå i de her sweatshirts, når du ikke kan passe dem, og det er der mange af de andre piger, som også er enig i.” Hun kiggede tilbage på Anna, hvis øjne var blevet blankere. ”Misforstå mig ikke … sweatshirts klæder dig rigtig godt, men måske skulle du … tabe dig lidt? Altså den der ”tabe dig del”, det er helt op til dig selv, men ærligt? Så vil det passe bedre til dig. At blive noget tyndere og gøre noget mere ud af dig selv.”

   Måske er det derfor, jeg ikke kan fordrage Cardigans.

   ”For det tredje, så synes jeg måske også, at du skal …  lade være med at være så arrogant, og lade være med hele tiden at tro, at du kan få din vilje. Det kan godt være, at du er vant til at få din vilje hjemmefra konstance, ikke? Men sådan fungerer det altså bare ikke ude i den virkelige verden.”

   Kort pause. Så.

   ”Jeg fortæller dig ikke det her for at du skal hade dig selv, vel? For det lyder lidt hårdt. Men det er for at … at hjælpe dig. Der er ikke nogen, der kan lide forkælede piger, Anna. Så måske skal du også begynde at tænke over alle de stakkels syge børn nede i Afrika, for eksempel, der næsten aldrig får noget at spise og overhovedet ikke har alle de muligheder, vi har her. De stakkels børn, som ikke er vant til at få deres vilje, men som finder sig i det. Det synes jeg også lige, du skal tænke over. I stedet for hele tiden at opføre dig så forkælet.”

   Annas hænder begyndte at sitre, bevægelser, hun ikke kunne kontrollere, og gråden kradsede imod ganens bagside, kradsede og trykkede og begyndte at vride og flå, og fortvivlelsen gnavede hende ind i huden.

   Emilies læber smilte ud i kinderne. ”Åh, og så en sidste ting. Jeg synes egentlig ikke det er nogen god idé at komme her, eller i nogen andre tøjbutikker, og købe den slags tøj, som du normalt går i, før du har tabt dig lidt. Så kan det være, at folk rent faktisk begynder at kunne lide dig. Lige nu, glor folk bare på dig … fordi de synes, du ser åndssvag ud, og det er fordi, du ser åndssvag ud. Det er ikke et krav. Du bestemmer selv. Jeg synes bare, at du skal tænke over det, okay?”

   Anna blinkede, kraftigere, og fornemmede den fugtige kildren af tårer, som samlede sig mod øjenkrogene, og begyndte at svulme og vokse.

   ”Emi, skal vi ikke tage i Vero Moda i stedet? De har nogle vildt gode tilbud i den her uge,” lød Jasmins stemme, efter en tavshed, der kun havde varet få sekunder, men for Anna forekom som have varet flere timer. Emilie vendte sig imod sin veninde, o)g nikkede.

   ”Jo, lad os det.” De begyndte at gå, imens Anna blev stående, kiggende ud i det fjerne, med åben mund og tåreglinsende øjenkroge, og hænder, der anspændt sitrede. Efter to skridt standsede Emilie, inden hun vendte sig rundt. ”Hov, Anna, for resten. Vil du have mit telefonnummer? Som sagt, så vil jeg rigtig gerne hjælpe dig med at forbedre dig selv, så hvis der er noget, du har brug for hjælp til, så kan du bare skrive til mig.”

   Anna reagerede ikke.

   Emilie nikkede, og smilte igen. ”Du kan bare tænke over det, og vende tilbage til mig på mandag. Vi ses i skolen, ikke? Hav en god weekend.” Hun drejede sig rundt og vandrede bort sammen med sin veninde. Anna blev stående foran de mange sweatshirts, imens hænderne skælvede stadig voldsommere, og denne gang smeltede tårerne ud, umulige at tilbageholde, og stribede i hurtige spjæt nedover kinderne, lunede fugtigt imod huden (dine kinder er for tykke, Anna), og hendes læber pressede sig sammen. Hun løftede hånden op til venstre kind (måske skulle du tabe dig lidt) og fornemmede den bløde hud, og Emilie havde ret, hendes kinder var tykke, lidt ligesom hamsterkinder, og måske var det derfor, så mange grinte af hende, fordi hendes tykke kinder var tykkere end almindelig pigers, og måske var det fordi hun var tykkere end andre mennesker, og dette kunne også forklare, hvorfor hun ikke kunne lide at gå i cardigans og hvorfor sweatshirten havde strammet så meget (du er tyk, og har grimme hamsterkinder, Anna) og dette forklarede også, hvorfor den type joggingbukser, der ellers var så moderne at gå klædt i, hele tiden generede hendes hud, og hun derfor heller ikke kunne gå klædt i dem, hun var tyk, Emilie havde ret, hun var tyk, og hun lukkede øjnene, imens de første tårestriber dryppende blev afløst af de næste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...