Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
110264Visninger
AA

26. 25

Only var Annas foretrukne sted at købe tøj, og hvis ikke købe tøj, så i hvert fald prøve det, fordi det var det sted, der var populært blandt alle de øvrige piger i hendes klasse, og når hun befandt sig i Only, i sektionerne med alle de populære mærker, som de andre piger gik i, følte hun sig lidt mindre forkert, og lidt mere som de andre, og det fik den afslappende kildren til at strække sig nedover hendes underarme. Dette var det, alle de andre gjorde, og derfor var hun selv som alle de andre, og det var det eneste, der betød noget.

   Selvom mor Lone havde sagt, at hun havde været for hård ved Anna, og dette sikkert betød, at hun ikke behøvede at aflevere sin bog på biblioteket alligevel, afleverede Anna den – ganske modvilligt – ikke desto mindre, men i stedet for at tage hjem igen denne lørdag formiddag, besluttede hun sig for at tage med metroen til Frederiksberg Centret, hvor den nærmeste Only befandt sig, en tur på fire kilometer og få minutter. Der var mange mennesker med metroen, fordi det var lørdag, og især fordi det var formiddag, og den tætpakkede støj fra de mange mennesker, fyldte Annas hoved med et tungt ubehag, og igen murede den ulidelige, rastløse fortvivlelse sig omkring hende, syntes at indelukke hende i en boble hvor der ikke var nogen flugtvej, og hun ville bare skrige, bare SKRIGE, men heldigvis var der ledigt ved de forreste sæder, ingen mennesker der, og hun kæmpede sig derop og satte sig og havde derefter bredt udsyn til de to metrospor, der udstrakte og slangede sig på den anden side ad forendens panoramarude. Hun lænede sig tilbage i sædet, opslugt af synet, og en behagelig afslappelse væskede igennem hendes krop, da metrovognen sank ned i tunnelen mellem Lindevang og Fasanvej.

   Seks minutter senere ankom toget til Frederiksberg Station.  

   Anna stoppede op da hun var nået gennem den automatiske glasvæg, og blev stående der, på den lysegrå beton, imens hun vred blikket rundt. Det lysmetalliske design, sølvskinnende og klart, som alle de underjordiske metrostationer havde – metalvæggene og det lysegrå betongulv og de firkantede lyspaneler med indbyggede halogenlamper, der skinnede klarhvidt fra loftet og de gennemsigtige men stadig klart afspejlende glasvægge, der grænsede mellem platformen og metrosporene – havde altid fyldt Anna med en mærkværdig ærefrygt, hun aldrig helt kunne sætte ord på. Der var noget smukt over alt det lyse, noget futurisk og dynamisk, og de spejlende metalflader og glasvæggene mindede hende atter om spejlverdenens annA nesraL, som måske stod i en identisk men spejlvendt metrostation i den parallelle verden bag det sorte hul, en verden, der måske fandtes i den femte eller den sjette dimension. Hun glemte kortvarigt alle sine problemer, glemte den klemmende fortvivlelse, og den tørre halskradsen, og et smil strakte sig drømmende ud i hendes læber. De digitale bogstaver, som sagde FREDERIKSBERG STATION, lyste rødt fra de firkantede lyspaneler over glasvæggene, og sammensmeltede sig med den levende dynamik.

   Hun blev stående der, og slugte sig bort fra den omkringværende menneskemasse, der rungede i akustikken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...