Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

214Likes
1144Kommentarer
110592Visninger
AA

25. 24

Da Lone vendte tilbage til Annas værelse, lå Anna blot på siden og stirrede fjernt ind mod spejlet, med et ansigt drænet i en udtryksløs grimasse. Hendes højre hånd knugede om telefonen, og benene havde hun krøllet sammen til en fosterposition ved fodenden. Selvom hun hørte døren gå op, og mor Lone træde ind, det tunge træknirk fra brædderne af Lones fødder, reagerede hun ikke, blinkede blot en enkelt gang, og fortsatte med at bestirre spejlet. Lone lukkede døren efter sig, men blev stående med fingrene knuget om håndtaget og kiggende på sin alt for tavse datter.

   ”Anna?”

   Anna lukkede øjnene.

   Lone slap håndtaget, og satte sig ved sengekanten. Hendes hoved veg ikke bort fra Anna. Hun var tavs længe. ”Hvis du … hvis du har lyst til at have noget aftensmad, står der en gryde på komfuret. Du må gerne spise herinde, men også sammen med os andre. Hvis du er sulten.”

   Annas fingre blev strammere om telefonen.

   En underlig fornemmelse svulmede i Lones mundhule.

   Endnu en tavshed.

   Lone sukkede. ”Hør … Anna … Jeg var for hård ved dig. Det ved jeg godt. Jeg har også fuld forståelse, hvis du er sur på mig. Det må du gerne være. Du må endda gerne hade mig.” En kort pause, hvor hun betragtede sine samlede hænder, imens hun tænkte over hvad hun skulle sige. ”Jeg er bare … frustreret. Jeg elsker dig, og jeg elsker Celine, og jeg vil jer bare det bedste. Men jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre, Anna. Så prøver jeg at forstå dig, men så bliver du sur på mig. Så prøver jeg at … tilbyde noget hyggetid sammen, bare dig og mig, men så bliver du også sur. Jeg har prøvet, og jeg har prøvet, Anna. Men det, jeg gør, er åbenbart ikke … godt nok.” Tungespidsen gled henover underlæben. ”Jeg har ikke lyst til at være vred på dig. Det har jeg virkelig ikke, og jeg hader, at jeg var nødt til at tage den bog, især fordi jeg ved, hvor meget det betyder for dig. Men du … du bliver også bare nødt til at forstå, at her i livet … her i livet, kan man ikke bare rende rundt og gøre, som det passer en, uden konsekvenser. Den dag du kommer ud på arbejdsmarkedet, og bare vælger at blive hjemme og forsømme dit arbejde … Der vil du ende med at blive fyret, og miste penge. Det er ikke en tilværelse, nogen mennesker skal ønske sig. Det er aldrig okay at pjække, medmindre der er en helt klar og alvorlig grund til det. Og … !”

   Anna afbrød hende med sin dæmpede, monotone stemme. ”Hvem siger, at der ikke var en grund til, at jeg tog hjem?”

   ”Og hvad skulle den grund være? At du synes historie er komplet ligegyldigt, er ikke en valid grund. Den har vi været igennem mange gange før.”

   ”Det var ikke derfor.” Anna løsnede grebet en anelse om sin telefon.

   ”Jamen så fortæl mig grunden.”

   Anna vendte hovedet rundt og kiggede tomt og ligegyldigt på sin mor, som om det ikke betød det mindste, hvorvidt hun havde en mor eller ej, et blik, Lone på ingen måde brød sig om. ”Min historielærer er et røvhul. Derfor tog jeg hjem.” Hun drejede sig væk, så ansigtet atter vendte mod spejlet. Lone blinkede forbløffet.

   ”Anna, det er ikke en ordentlig gr … !”

   ”Han tog mit hæfte!” Igen kiggede hun på mor. Denne gang var hendes øjne sløret over af vridende fugtspejle. ”Han tog mit hæfte, og det havde han ingen ret til at gøre!”

   ”Dit hæfte?”

   ”For helvede, mit kladdehæfte! Han tog det! Og det havde han ingen ret til!” Ophidselsen gennemdirrede Annas stemme, og Lone skulede nedad, mod sengekanten, imens hun i hovedet fremtænkte de rette ord.

   ”Altså, hvis han tog dit hæfte, så var der nok en grund til det. Den var måske skyld i, at du ikke deltog i undervisningen …”

   ”Hvad rager det egentlig ham, mor? Han kan sgu da bare være skide ligeglad. Så længe jeg ikke forstyrrer de andre. Og det gjorde jeg ikke. Jeg forstyrrede ikke nogen!” Hun vendte sig bort, så hun atter lå på siden, og førte hænderne op foran ansigtet, hvor hun samlede dem mod hinanden. Lone viftede blikket nedad, mod Annas ben, og strakte hånden frem.

   ”Jeg er bekymret for dig, Anna.”

   Hun placerede hånden på siden af Annas ben. Anna reagerede, præcis som hun altid gjorde ved berøring, og spjættede benet væk fra sin mors hånd, og foldede det længere tilbage. Lone knugede fingrene sammen og trykkede sin hånd ned i det stofbløde sengelagen. En snøftende lyd fra Anna hev i stilheden, men ellers intet.

   Lone nikkede ganske umærkeligt og kiggede mod sin datter. ”Som sagt, så står der en gryde med kødsovs på komfuret, og du kan bare komme ud og tage noget, hvis du har lyst. Jeg sætter et låg på, så det kan holde sig varmt, men det er nok en god idé, at du ikke venter alt for længe.” Hun rejste sig op, skridtede hen til døren og tøvede med hånden på håndtaget. Kiggede sig atter tilbage. ”Jeg elsker dig, Anna.”

   Ingen respons.

   Den ulidelige tanke, Lone ikke brød sig om, sneg sig atter hæst ind i bevidstheden.

   En dårlig mor, Lone, det er, hvad du er. En dårlig mor. Elendig. Elendig. Elendig.

   Hun borttvang tanken, trykkede håndtaget ned og forsvandt ud fra værelset.

   Idet døren lukkedes, rejste en dråbe i fugtige vridninger nedover Annas højre kind, og skrånede sig ned mod sengestoffet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...