Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

218Likes
1143Kommentarer
113531Visninger
AA

24. 23

Talk Dirty af Jason Derulo var den sang, som i en gulvforplantende bas udspillede sig fra stereohøjtalerne bag Dennis Kraghs computer. Selvom det var en sang, han var absolut vild med – han kunne teksten uden ad, og dette skyldtes ikke blot det gentagelsesvise Talk dirty to me, som omkvædet bestod af – var han ikke ydermere koncentreret om den denne eftermiddag, og var i stedet fordybet i den heftige biljagt i GTA V på skærmen foran sig. Sangen var blot en del af baggrundsstøjen, han hørte den, men den var ubetydelig, var der blot for at fastholde koncentrationen på begivenhederne foran sig, og en mandestemme sagde noget på amerikansk, inden bilen skred til siden, mod højre, og ud i rabatten. Dette var noget, der lå uden for hans kontrol, for det var en del af spillets historie – dette var hvad han elskede mest ved GTA-serien, historien, som blev fortalt på sidelinjen, og at det ikke blot var et spil – og han måtte vente, indtil alle passagererne var steget ud af bilen, før han igen kunne gribe til computermusen og styre Trevors fremmarch. En svag knirken lød, da han lænede sig tilbage i den sortryggede kontorstol.

   Talk Dirty skiftede til Albatroz – endnu en af de sange, Dennis elskede, selvom han dog var af den mening, at Albatroz passede bedre til fester end til en fredag eftermiddag som denne, der blev bortspillet i et live action spil – og var det ikke en bevæbnet fjende længere fremme? Jo det var, pis også, og han greb sin shotgun imens de to andre løb i forvejen, og så …

   Emilies besøg kom ganske uanmeldt og overraskede Dennis, netop som han påbegyndte skydescenen. Hun havde ikke skrevet til ham – dette plejede hun ellers at gøre, inden hun kom forbi – og de havde heller ikke snakket om det tilbage på skolen, men det gjorde ham intet, for han kunne jo godt lide Emilie, så at det var hende, der uanmeldt kom forbi – og ikke Rasmus Bjørk, det fede svin – lysnede hans eftermiddag mere, end han havde troet muligt.

   Hun trådte ind på værelset, netop som han styrede Trevor sidelæns ud fra skjulet bag en metaltank, og sigtede frem med Shotgunnen. Han hørte den bløde knirken af de eftergivende gulvbrædder, troede først det var mor eller far, og sagde ”ikke nu, jeg skal lige gennemføre det her,” og så snakkede Emilie.

   ”Jeg kan da også bare tage hjem igen, hvis det er?”

   Dennis øjne svulmede og han spjættede omgående hovedet mod højre. Tre meter borte, foran sengen og med den nu på-klemt-stående dør bag sig, stod Emilie. De svagrøde kinder – en nuance normalt umærkelig, men som blødte frem bag hendes kindben hver gang hun smilte – blussede og vred tilbage, da hendes læber buede sig bredt ud til ansigtets sider i det karakteristiske Emilie-smil, Dennis aldrig syntes at kunne få nok af. Det brune hår, som han var vant til at se i en hestehale, var løsnet op og glattede sig langs ansigtssiderne og smeltede udover skulderpartiet. Hun havde det samme tøj på – lys sweater og sorte denimjeans – som hun havde haft, da han så hende i skolen, men der var alligevel noget anderledes over hende, Dennis ikke helt kunne sætte rigtige ord på, andet end at hun var lækker – men dette var hun altid uanset hvad, så hvad fanden – og han blev siddende der, i lange og måbende øjeblikke. Så rystede han hovedet tilbage til nuet.

   ”Hvad helvede? Emilie? Det, hvad … !” Skud bragede fra skærmen. Han kom i tanker om Trevor og hans to venner, skyndte at vride sig rundt og klaskede pegefingeren ned i mellemrumstasten. Spillet frøs. Hans opmærksomhed vred sig atter tilbage til veninden. ”Hvad, øh … hvad laver du her?”

   ”Ikke så meget. Vil bare gerne snakke lidt.” Emilie fik øje på den slukkede plasmalampe, der stod placeret på kommoden ved sin højre side, og kneb det ene øje mere sammen end det andet. Hun strakte pegefingeren ud og gled den nedover kanten af lampens glaskuppel. Et gennemsigtigt spor efterlod sig i fingerspidsens kølvand. Hun kiggede på det grånende støvlag, der havde smudset sig udover fingerhuden. ”Okay, den her lampe … hvor lang tid siden er det egentlig, du har brugt den? Den er blevet pænt ulækker.”

   Dennis kiggede imod den gennemsigtige kugle, som indkapslede den lodrette spole. Han trak på skulderen. ”Det kan jeg satme ikke huske. Lang tid siden, i hvert fald.”

   ”Ja, det kan jeg se.” Emilie viftede atter øjnene til plasmalampen, imens hun smuldrede tommel- og pegefinger sammen.

   ”Hvad er det, du gerne vil snakke om?”

   Emilie vendte sig rundt, vandrede tre skridt og satte sig på sengen, med ansigtet mod Dennis. Hænderne samlede hun i sit skød. ”Hvad tror du, jeg gerne vil snakke om?”

   Dennis svarede blot med et skuldertræk, ganske forvirret over den givne situation. ”Tjah, eh … I don’t know … !”

   ”Okay, lad mig give dig et hint.” Emilie skilte læberne, lod dem forblive skilte i en kortvarig tavshed, og så fortsatte hun. ”Hvad skete der i skolen i dag?”

   ”I skolen? Øh.” Dennis kiggede bort fra hende, så blikket skrånede imod den hvide gipsvæg, forbi plasmalampen, en kort tids tænkning, og så. ”Det ved jeg ikke? Vi fik en time tidligere fri?”

   Emilie skrånede hovedet, og hævede brynene, så de svage panderynker bølgede sig frem. ”Dennis, har du været frosset totalt ned, eller hvad?”

   Dennis frembragte et usikkert smil, og slog ud med armene i opgivelse. ”Jamen, for fanden … Jeg går sgu da ikke og husker på, hvad vi laver i skoletiden. Du må altså give mig nogle lidt klarere hints, for …”

   ”- Historietimen,” afbrød hun, stadig med brynene hævet op i panden. ”Hvad skete der i historietimen, Dennis?”

   ”Historietimen? Hvad sk … !” Og så klarede virkeligheden op for ham, og hans øjne svulmede atter. ”Nåh! Historietimen! Nu kan jeg huske det. Det var fucking fryderen!” En fjoget kluklatter, en latter, der hikkede, som kun Dennis ville kunne frembringe, lød fra ham. Emilie fandt det på ingen måde morsomt, sad blot der på sengen og skulede fremad, med ansigtet i en ulæselig mine og øjnene, som isnede til en dybere bestirren. Da Dennis så hendes blik, sank hans smil væk.

   ”Så du synes, det er noget at grine af?” sagde hun så, langt om længe, med en strammere stemme, han ikke brød sig om. Han vippede et par gange med hovedet.

   ”Det … det var da lidt sjovt?”

   ”Sjovt? Prøv og hør, Dennis, den arrogante møgfisse sad fandeme og ydmygede mig midt i klassen, foran alle mine venner. Ydmygede mig. Og det synes du er sjovt, eller hvad?”

   Dennis åbnede munden, for at sige noget, men vidste ikke hvad han skulle sige, og tav igen. Han løftede fingeren, tøvede igen, og så åbnede han munden. Der gik stadig tid, før han endelig sagde noget. ”Decideret ydmygede dig ved jeg nu ikke … !”

   Emilie nikkede og førte hænderne ned til sengekanten. ”Okay, det er i orden. Jeg snakker bare med Jasmin eller måske Nicklas i stedet.” Hun rejste sig op, og vendte sig om, mod døren.

   Det tog et par øjeblikke for Dennis, før han reagerede. ”Hov vent, hvor skal du hen?”

   Emilie knugede fingrene om håndtaget og trykkede ned, og så kiggede hun sig tilbage imod ham. ”Snakke med nogen andre, der rent faktisk tager mig lidt seriøst.”

   ”Nej, du må ikke gå!” Dennis løftede afværgende hånden, og hævede stemmen. ”Please, lad være med at gå. Jeg tager dig seriøst.”

   ”Gør du?” Emilie foregav at være overrasket, og Gud hvor han dog hadede den måde, hendes stemme blev så lys og så uskyldig. ”Jeg synes ellers du sagde lige før, at det da var meget sjovt, det der skete?”

   ”Det var bare noget jeg sagde. Det var dumt. Undskyld. Please, lad være med at gå, okay? Jeg vil gerne snakke. Virkelig. Det vil jeg!”

   Hør dig selv, Dennis. Hvor er du ynkelig. Alt sammen på grund af en fucking pige – en lækker pige, men stadig en PIGE –, fuck mand, hvor er du bare en pussy.

   Emilie blev længe stående, med hånden trykket nedover håndtaget, og hendes blågrønlige øjenskiver vurderende rettet mod Dennis. Så fjernede hun hånden fra døren. I dette givne sekund var det som om, at Dennis var blevet lettet af en rygtung byrde, han havde båret på i dagevis. ”Okay. Men så skal du også love mig, at tage det her seriøst, for det betyder faktisk ret meget.”

   Nej tænk, det havde jeg på ingen måde bemærket.

   Dennis nikkede. ”Selvfølgelig. På venneære!”

   Pulsen havde steget til en ivrig dunken mod brystbenet.

   Emilie fjernede sig bort fra døren, buede rundt om sengens fodende og satte sig tilbage på madrassen. Hænderne samlede hun på ny i sit skød, og så var hun tavs, længe. Musikken i højtalerne havde været stille siden spillet blev sat på pause, og denne gang var det blot det dæmpede, sjæleløse rapmusik fra spillet, der hvislede ud i værelsets tavshed.

   ”Jeg har brug for din hjælp.” Emilie kiggede imod ham.

   ”Min hjælp? Okay. Til hvad?”

   ”Jeg vil hævne mig på hende. Jeg ved godt, du synes det er barnligt af mig …”

   ”- Nej jeg gør ikke!” forsvarede Dennis, men Emilie fortsatte ufortrødent.

   ” … og det må du sådan set gerne. Jeg forlanger ikke, at du forstår mig. Men de ting, Anna sagde … til historietimen … det er noget, som sårede mig dybt. Og ved du hvad?” Emilies kæber blev strammere, så hendes tænder trådte frem. Stemmen blev mere dirrende. ”Der er fandeme ingen, og især ikke sådan en forkælet lille møgfisse som hende, der skal tro, at de på nogen som helst måde, kan slippe af sted med at gøre mig til grin på den måde! Den klamme kælling har brug for en lærestreg!”

   Kort tids tavshed.

   ”Og det er her, jeg kommer ind i billedet, går jeg ud fra?” sagde Dennis så.

   Emilie nikkede. ”Ja. Det er det. Hvis du altså vil hjælpe mig?”

   ”Hjælpe dig med hvad?”

   ”At knække den kælling!”

   Dennis drejede og vred tungen rundt i mundhulen, og viftede øjnene mod skærmen, der stadig var fastfrosset ved Trevors skud, og som nu viste et drejeligt, digitalt kort over området i øverste højre hjørne. Han tænkte længe, og så kiggede han tilbage mod Emilie, og nikkede. ”Okay. Hvad er planen?”

   Emilies læber smeltede atter ud i de svagrøde kinder, men der var noget uhyggeligt over smilet, som fik en fornemmelse af koldt til at smække nedover Dennis lænd og strække sig op gennem rygsøjlen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...