Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109406Visninger
AA

23. 22

Anna havde tilbragt den første time efter hun var kommet hjem – fra klokken tolv til klokken et – med at klikke rundt på internettet, og søge efter videnskabelige og filosofi-relaterede artikler omkring multiuniverser, parallel-dimensioner og De Ti Rumlige Dimensioner, kosmologiske forskere hypoteserede som værende en mulighed. Hun havde forstået, at den 0’te dimension var dimensionen for dimensionerne, og skulle udregnes ved at udlede dimensionen til en matematisk formel, nemlig den 0’te værdi, og herefter sammenregne alle de tal, der kunne være i værdien, og så vidt hun havde forstået sig frem til – selvom dette kunne være en forkert logik fra hendes side, trods det dog virkede ganske rigtigt – var den 0’te dimension et enkelt uendeligt lille punkt, mindre end en subatomar partikel, der igen var mindre end elementarpartiklerne, som var mindre end atomerne. Denne størrelse blev af fysikerne beskrevet som den mindste størrelse, det overhovedet var muligt at udregne. Navnet for et sådan punkt var en singularitet, et ord hun kendte betydningen af i forvejen, og denne singularitet indeholdte både alt og intet på samme gang, hvordan end dette var logisk muligt. Herefter var der Førstedimensionen, der var afhængig af 0’te dimension, og bestod af en streg, der i en tredimensionel verden blot ville strække sig i tilsyneladende uendelighed, forbundet til to punkter, én i hver ende, hvor begge punkter lå i den 0’te dimension.

   Førstedimensionen bestod, med andre ord, kun af længde, men havde hverken bredde eller dybde eller varighed. Anna funderede længe over, hvorvidt en førstedimension overhovedet kunne være muligt, for en verden uden hverken bredde eller dybde, men kun længde, der strakte sig og strakte sig i begge retninger uden nogensinde at standse, evigt og udødeligt, var en verden umulig at begribe for tredimensionelle væsener. Men hun forstod også, at blot fordi noget var ubegribeligt, var det ikke ensbetydende med, at det var umuligt.

   Efter Førstedimensionen var der Den Anden Dimension, beskrevet som en verden af fladhed, med bredde og længde og ingen dybde. Den Anden Dimension var, sammen med Den Tredje Dimension, den verden, Anna kendte bedst, fordi det var den verden, hvor de hypotetiske ”fladvæsner” – væsner der, som deres navn antydede, var fuldstændig flade – levede. Disse fladvæsner var kun i stand til at opfatte Den Første Dimension, og alt, hvad der foregik i Den Tredje Dimension, ville de kun være i stand til at se som endimensionelle streger, der strakte sig og trak sig sammen og krøllede sig rundt og svandt bort til intet. Anna elskede tanken om fladvæsner, fordi den gav idéen om et parallelt liv i en parallel verden, som befandt sig side-om-side med den tredje dimension, men som ikke kunne opfattes og uden nogen bevidsthed om hinandens fælles eksistens. Måske sad der, et eller andet sted i den todimensionelle fladverden, en Frøken Flad, og tænkte på det samme som hende, og som spekulerede om stregvæsner i den endimensionelle verden af streger, der strakte sig frem og tilbage. Det var heller ikke muligt for disse fladvæsner at have noget fordøjelsessystem, for så ville det pludselig involvere dybde, hvilket ville skære et væsen af todimensionel rumlighed over i to halvdele, og det var ikke engang sikkert, at disse fladvæsner overhovedet eksisterede, men blot var et koncept, en opdigtet virkelighed fremmanet for at hjælpe med at begribe de rumlige dimensioner. Det var interessant alligevel, og Anna kunne ikke lade være med at filosofere længe omkring særligt fladverdenen i Den Anden Dimension.

   Efter Den Anden Dimension var der Den Tredje Dimension, den verden, Anna havde nemmest ved at forestille sig og begribe, fordi det var den verden, hun levede og åndede og følte og tænkte i. Det, hun dog alligevel fandt interessant ved Den Tredje Dimension var, at den var afhængig af den todimensionelle fladhed og de endimensionelle længder for overhovedet at kunne eksistere. Det samme gjorde sig gældende for dimensionen over Den Tredje Dimension, fjerdedimensionen, som var afhængig af Den Tredje Dimension for at kunne eksistere. Den Fjerde Dimension kunne fortolkes som værende en drejelig slange med både længde, bredde og dybde, der vred og strakte sig i en lige kurs gennem rummet, og som tredimensionelle væsner ikke ville opfatte som værende en rumlig dimension, men snarere en varighed. Den Fjerde Dimension var rumtiden, eller blot tiden, som den blev opfattet fra et tredimensionelt perspektiv, bestående af længde, dybde og bredde og som strakte sig og vred sig i mulige og umulige tredimensionelle former. Rumtiden, eller Den Fjerde Dimension, blev afløst af den femte, som afløstes af den sjette, og for hver dimension, blev der lagt et lag på og en ny udregning.

   De parallelle universer eksisterede i den femte og den sjette dimension, imens den syvende dimension indeholdte universet for alle de mulige hændelser og begivenheder, der blev udløst siden verdens begyndelse. Selvom Anna elskede emnet, måtte hun holde pause i det, for hendes tanker begyndte at strække sig ud i umuligheden, og idéerne om paralleluniverser og spejlverdener og ormehuller og kosmiske konstanter blev alt for virkelige og alt for interessante. I stedet besluttede hun sig for at smide sin madpakke ud i skraldespanden – hun var alligevel ikke sulten – før Celine kom hjem, og tage et æble og en banan fra køleskabet, inden hun – langt om længe – greb Dræb Ikke En Sangfugl og påbegyndte sin læsning.

   I en time, indtil mor Lone Larsen kom hjem, sad Anna fordybet i en otteårig piges fortælling om den Amerikanske midtvest og den fordomsfulde verden, det daværende USA var, set gennem et barns øjne. Historien var skrevet i jeg-form, hvilket var noget, hun elskede, for jeg-form gjorde det så meget nemmere for hende at identificere sig med hovedpersonen og leve sig ind i fiktionens verden, hvor der ikke var nogen der snakkede om hende bag hendes ryg eller kaldte hende navne eller behandlede hende uretfærdig. Og selvom pigen Scouts fortælling om sit liv i Alabama-byen Maycomb i midt-trediverne i sandhed var fortalt som et barn ville gøre det – dog med fine velformulerede beskrivelser, og kreativt sprogbrug, der var vidunderligt voksent, men ikke uforståeligt, og Anna elskede det flydende ordspil, karaktererne levede igennem – og Anna flere gange havde lyst til at rette på Scout, fortælle hende, at det var ikke sådan, verden hang sammen, og du er da for dum at høre på, bliv dog noget klogere, lille pige, og hvad fanden er der dog galt med negere?, så elskede hun fortællingen og blev slugt bort til den gamle, slidte by med en karakter, hun både hadede og elskede og kunne identificere sig med på nogen punkter, og ikke på andre. Hun blev færdig med kapitel et, bladrede sig videre gennem kapitel to og åd sig tidsløst ind i kapitel tre og fire. Hun var næsten påbegyndt med kapitel fem, da Lone kom ind på hendes værelse, og rev hende bort fra læseoplevelsen, forstyrrede hende i noget ekstremt vigtigt, og hvorfor lige nu, af alle tidspunkter?

   Hun hørte kun halvt efter sin mors forespørgsel om at jeg tænkte på, om vi ikke skulle lave mad sammen?, tænkte kun på Harper Lees indtil videre grænseløst vidunderlige og velskrevne fortælling om pigen Scout og byen Maycomb og advokatfaderen Atticus Finch, og mindedes ikke, at have været så forelsket – ja, forelsket, intet andet ord kunne Anna bruge som beskrivelse for denne intense kildren, der sugede op gennem brystet – i en tekst, som hun var i denne. Hun havde elsket En Flænge i Himlen. Men denne tekst forgudede hun. Denne tekst forgudede hun over alle tekster – over Schindlers Liste, der trods dens tunge afsnit, havde været en fantastisk men dybt grusom fortælling, der ved flere lejligheder havde krøbet hendes hud til ilninger og presset våde dråber op i hendes øjne, over Harry Potter bøgerne, der ellers, indtil nu, havde været hendes favoritfortællinger – og hun ville ikke bort fra den verden, de sirlige sætninger, bogstaverne smeltede sig til, bragte hende ind i.

   Men hun blev bragt bort fra verdenen.

   Ikke fordi mor kom ind til hende for at sige, at hun var hjemme, og derefter spørge hende, om de skulle have en mor-datter-stund af den slags, de ikke havde haft i umindelige tider. Dette havde blot været en mindre forstyrrelse, en lille smudsplet i kanten af mælkeglasset, som hurtig kunne løses med en tommelfingertørring. Det var anden gang, mor trådte ind på værelset, at hun blev hevet ud fra verdenen, hun havde læst sig væk til indtil dette givne øjeblik.

   Hendes øjne var for travlt med at svømme henover sætningerne, og hendes tanker for travlt med at danne visuelle billeder, der udledtes af teksten, til, at hun opdagede døren åbne op til venstre for hende. Hun hørte end ikke den svage kropstunge knirken af Lone, der lænede sig imod dørkarmens træværk. Hun var end ikke klar over, at hendes mor stod der, mellem en og to meter til venstre for hende, lænende imod dørkarmen med den ene skulder og armene foldende alvorligt imod brystet.

   Det var først da mors stemme rømmede sig, i en dyb, skurrende lyd, at Annas krop strammede sig sammen og de boglige fantasibilleder dampede væk i hendes tanker. Det var først ved mors alt for alvorlige rømmen, at hun atter blev bevidst om den omkringliggende virkelighed. Hun drejede hovedet. Mor Lones blå øjne syntes større end sædvanligt, og mere stive, hun blinkede end ikke, og alvoren isnede sig dybt ned igennem det urokkelige blik. Anna sad blot og kiggede tilbage. Vidste ikke, hvad hun skulle foretage sig. Bogen forblev opslået på hendes skød ved kapitel fem.

   Tavsheden var kortvarig, men ildevarslende.

   Så blev den brudt af mor Lones stemme. ”Ved du, hvem jeg lige har snakket med i telefonen, Anna?” Måden hvorpå hun gjorde en svag, kastende hovedbevægelse til den ene side, fik kulden til at fingre sig ud i Annas undermave. Hendes evne til at fastholde blot den mindste rationelle tanke syntes at være svundet bort, og hovedet var blot blevet et tomt vakuum af intethed.

   ”Hvem?” spurgte hun åndeløst, selvom svaret var indlysende.

   ”Ja, hvem? Det vil jeg gerne have et svar på, Anna, for det ved du vidst udmærket godt!” Måden hun sagde hendes navn, det hæse tryk hun kraftigt lagde på navnet, indvarslede aldeles intet godt. Anna blinkede, to gange, lige efter hinanden, og skilte læberne, og i stedet for at svare gjorde hun det første og det eneste, der flugtede igennem hendes tanker. Hun kiggede væk fra mor, og i stedet ned på bogen, og begyndte at læse, i en forgæves tro om, at problemet forsvandt hvis man lod som om, det ikke fandtes.

   ”Jeg snakkede med din fysiklærer! Du mødte ikke op til timen, Anna, og kig op fra den bog, når jeg snakker til dig!” 

   Anna ville ikke kigge op, men hun var nødt til det, og som tårerne, for anden gang denne i forvejen røvsyge fredag, væskede op i hendes øjne, løftede hun hovedet og kiggede ligefrem for sig. annA nesraL i spejlet kiggede tilbage.

   ”Du mødte ikke op til timen! Med andre ord har du pjækket fra skole!”

   ”Jeg har ikke pjækket,” begyndte Anna, og hendes stemme blev trukket igennem af en svag, fugttung dirren, hun ikke kunne kontrollere.

   Lones bryn løftede sig i en sarkastisk forbløffelse. ”Nå? Så det var ikke pjæk? Hvis ikke det var pjæk, hvad pokker vil du så kalde det? Ulovligt fravær?”

   Anna lukkede øjnene og pressede læberne sammen, det kvaltes imod hendes svælg, men hold det tilbage, hold det tilbage, hold det tilbage!

   ”Ved du hvad, Anna, det her er en opførsel, jeg fandeme ikke tolerer! Du skal fandeme ikke pjække fra skole på noget som helst tidspunkt! Det her … pattebarnsstadie … det troede jeg sgu at du var kommet over for lang tid siden! Hvad fanden er der galt med dig? Hva’? Hvad fanden er det, der er galt med dig?”

   ”Du forstår det ikke,” sagde Anna, og tårerne kløede sig ud fra hendes øjne, umulige at tilbageholde. Hun fortsatte med at kigge væk fra mor. ”Jeg pjækkede ikke! Du forstår det ikke!”

   ”Anna,” begyndte Lone, men Anna blev ved med at kigge væk, og en tåre begyndte at spejle i en vridende dråbe af fugtblank nedover den venstre kindpose. ”Anna! Kig på mig, Anna!”

   Anna kiggede ikke. Lone blev stående i døren i få øjeblikke mere, og satte sig så i bevægelse. Hun knugede kraftigt om Annas venstre skulder, et jag skrånede gennem musklen, og hendes fingre strammede sig hårdere. ”Kig på mig, sagde jeg!” Anna gjorde en vridende bevægelse for at komme fri, men Lones knugende greb fastholdte hende. ”Anna, kig så på mig!” Anna vred sig igen, flere tårer dryppede, og hun drejede hovedet væk. ”Du skal ikke lyve for mig. Har du forstået – kig på mig … har du forstået det? Du skal fandeme ikke lyve for mig!”

   Det lykkedes Anna at komme fri af sin mors greb, og hun vred sig bort, mod den fjerneste ende af sengen, hvor hun klemte sig ned på maven og gemte ansigtet bort i sine hænder. Lone rettede sig op, og kiggede på hende, og viftede herefter blikket ned til Dræb Ikke En Sangfugl, der nu var landet – åbenstående - med fronten mod gulvet. Hun viftede atter blikket hen til Anna. ”Er det en af dine egne bøger, eller en, du lige har lånt på biblioteket?” Intet svar. Anna blev fortsat liggende udstrakt på maven, med hænderne skjulende henover sit ansigt og hovedet begravet ned mod puden. Lydløst og alt for stille. Lone kiggede atter ned mod bogen, og bøjede sig frem mod den. Hendes fingre knugede sig omkring dens kanter. Hun rettede sig op og betragtede forsiden, og det lille mærkat nederst på bagcoveret, der fortalte KULTURSTATION VANLØSE, og så nikkede hun og kiggede atter mod sin datter.

   ”Jeg vil gerne have, at du afleverer den her bog på biblioteket. Som straf får du ikke lov til at læse andre bøger end dem, du har fået for gennem skolen.”

   Stadig ingen reaktion.

   ”Anna, hører du efter hvad jeg siger til dig?”

   Annas skulderparti løftede sig en anelse, men hun skiftede ikke stilling, og hverken svarede eller kiggede, lå blot der, på maven med ansigtet skjult. Lone overvejede atter at gribe fat i hende, men vidste, at det var nytteløst – når Anna reagerede på denne måde, var hun aldrig til at kommunikere med, uanset hvad man gjorde – og i stedet strammede hun sine fingre om bogen. ”Jeg konfiskerer den her bog. Hvis du ikke leverer den tilbage senest i morgen, så gør jeg det.” Hun blev stående et par øjeblikke mere, ventede fortsat på en reaktion, men stadig intet, og så drejede hun sig rundt og vandrede tilbage til døren. Idet hun greb håndtaget og knugede fingrene sammen om det glatte metal, klar til at lukke i, vred hun hovedet tilbage over skulderen, mod Anna, som fortsat lå stille. ”Anna, det her kan ikke blive ved. Du er fandme nødt til at blive voksen nu. Jeg magter ikke det her mere. Du er femten år gammel. Femten. Ikke syv.”

   Hun fugtiggjorde læberne.

   ”Du har stuearrest resten af weekenden. Og hvis jeg hører mere fra skolen om, at du er blevet væk fra undervisningen, så konfiskerer jeg alle dine bøger, og inddrager dit lånerkort, indtil du har lært at opføre dig ordentligt.”

   Lone blev alligevel stående, selvom hun var klar til at lukke døren i, blev stående og betragtede Anna. En svag sitren syntes at vibrere igennem Annas krop. Lone rystede på hovedet, vendte sig om og klikkede døren i efter sig, inden hun svandt ud med køkkenet med Annas biblioteksbog i den ene hånd.

   Alle musklerne i Annas krop krampedes til en anspændt skælven, der forplantede sig ud i hendes hovedregion og fik det til at trykke ud gennem kraniehulen, og hendes øjne pressede sig kraftigt sammen, så hvidpletter svævede i en vridende sne henover mørket. Hun spændte, spændte, spændte, så hovedet varmt blussede sig til rødt, og fingrene krummede sig sammen. Hun blev ved med at ryste, da hun udstødte en vedblivende, svag lyd, skinger i tonen men alligevel fjern og dæmpet, og lyden blandede sig med klaskende kød, da hendes hænder i ukontrollerbare bevægelser bankede imod hendes panderegion, det klaskede, klaskede, og hendes mund åbnede sig mere op, og så et hik, endnu et hik, inden den svage hvislen, før dæmpet, gled over i et tydeligt, skærende vræl, der kradsede tørt igennem hendes halsregion. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...