Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111012Visninger
AA

22. 21

Mor Lone kom hjem fra arbejde klokken 3, en time tidligere end vanligt, fordi det var fredag.

   Hun parkerede sin lysmetalliske Honda Accord ved kanten af vejen, lige inden lågen til huset, og indkøbsposerne, der havde stået på bagsædet, knitrede da hun trak dem ud. Et hult brag fra dørene, der smækkedes, inden hun låste bilen og vandrede gennem lågen og de yderligere tretten skridt hen til verandaen. Det kvidrede friskt fra fuglene i de omkringstående birketræer – hun elskede at det lige præcis var den type træer, der flankerede grunden, for birketræer var så lyse og gav området et behageligt hvidligt udseende, særligt en dag som denne, der var tonet af fugtgrånede skyer i det høje – og hun åbnede døren og trådte ind i entréen.

   ”Så er jeg hjemme, piger.”

   Celine og Anna havde begge tidligt fri om fredagen – Anna klokken 1 og Celine klokken 2 – og plejede altid at være hjemme på dette tidspunkt, men som sædvanligt var det kun Celines værelsesdør, der lidt længere nede åbnede, og ikke Annas, som forblev lukket, hvilket Lone var vant til og ikke længere bed sig mærke over. Celine smilte og imødekom sin mor med et tæt knus.

   ”Hej skat. Har du haft en god dag i skole?”

   ”Ja. Den har været fantastisk!” svarede Celine, og hendes smil var bredt. ”Vores matematiklærer var syg, så i stedet for matematik blev den sidste time brugt på rummikub. Det var mega fedt.”

   ”Det lyder da dejligt.” Lone trak sig af skoene, og rakte den knitrende nettopose frem. ”Her, kan du ikke lige være sød at bære den ud i køkkenet for mig?”

   Celines smil blegnede en anelse ind, og Lone vidste, at den tøvende stilhed, der i kort tid udledtes fra hende, var et af de første tegn på opgør, som Celine udviste, og dette mindede hende om, at hun var ved at nå umedgørlighedsfasen – som regel startende i slutningen af 11-årsalderen og begyndelsen af de 12 – men dette ændrede intet. Celine var stadig en del af huset, og skulle stadig hjælpe til, uanset om hun ville eller ej.

   ”Mor …,” begyndte hun så, men Lones hånd knugede sig insisterende om posen.

   ”Celine, ud med posen. Det var ikke et forslag!”

   Celine sukkede modarbejdende, men greb alligevel posen og svandt bort med den, ned mod enden af entréen og rundede til højre om væggen ud til køkkenet. Mor Lone hang sin jakke op, greb sin håndtaske og vandrede ned til den lukkede dør på venstre hånd, lige inden toilettet, hvor hun bankede på med den ene kno. Hun åbnede døren før hun fik noget svar fra den anden side, og stak hovedet ind, og herefter et smil. Anna sad på sengen, med ryggen lænende op ad væggen, og Dræb Ikke En Sangfugl var åbnet i hendes skød. ”Hej Anna.”

   Anna løftede hovedet, og kiggede på sin mor, med ansigtet stenet i det hule udtryk, Lone aldrig havde brudt sig om, og som Anna altid udviste, når man forstyrrede hende, men hun fortsatte alligevel. ”Så er jeg hjemme.”

   ”Okay.” Det var alt, hvad Anna svarede. De grønne øjne viftede sig atter tilbage til bogen. Lone blev stående i døren, tavs, langvarigt tænkende over, hvad hun skulle sige, og på hvilken måde, hun skulle håndtere sin datters kolde humør – teenagere, sådan er de jo, det ved du Lone, og det er bare en fase –, og så foldede hun læberne ud i endnu et smil.  

   ”Jeg, øh, jeg har købt ingredienserne til din livret, og jeg tænkte, om ikke vi to skulle lave mad sammen i dag? Bare dig og mig?”

   Anna drejede hovedet, denne gang gad hun end ikke løfte det, og skulede til Lone med et blik, Lone ikke helt kunne tolke, men som hun alligevel, måske kun intuitivt, vidste ikke lå i det positive spektrum. Hun skulede blot, men sagde ikke noget, og viftede efter endnu en langvarighed sit blik tilbage i bogen. Lone nikkede, men bevarede sit smil. ”Du kan også bare tænke over det. Det er helt fint.”

   Intet svar.

   Lone trak sig tilbage og lukkede døren efter sig, og blev stående foran Annas værelse med en underlig kløen i mavesækken, hun ikke helt kunne forstå betydningen af. Hun Er Bare En Teenager tanken prøvede ihærdigt at overbevise hende om at slappe af, gentog sig selv igen og igen og igen, Anna var bare en teenager og havde et svingende følelsesliv, eller også var det bare fordi hun var ved at komme ind i endnu en af de månedlige menstruationer, eller noget lignende, ingen grund til at blive ked af det eller bekymret, hun var en pige i puberteten, sådan bliver unge mennesker i den tidsperiode, men alligevel var der den ubehageligt snigende fornemmelse, som gjorde luften omkring hende tungere og koldere. En snigende fornemmelse af, at Anna slet ikke kunne lide hende, og at Lone måske var en dårlig mor – måske havde hun svigtet hende – men nej, nej det var hun ikke, hun var ikke en dårlig mor, det var hun IKKE, hun gjorde alt hvad hun kunne gøre for sin børn, passede på dem når de var syge og tjente penge for deres skyld. Hun var ikke en dårlig mor. Anna var bare en teenager forstyrret af de svingende hormoner, intet andet, og det var en fase, hun nok skulle komme igennem. Ingen grund til bekymring.

   Lone drejede efter kort tids tavshed mod højre, og vandrede videre op til køkkenet. Hun blev mødt af Celine i modgående retning på halvvejen, og smilte til hende, og Celine smilte tilbage. For enden af entréen drejede hun til højre, og trådte ud på det glatbrune trægulv, som udstrakte sig helt ned mod den vægudfyldende panoramarude for enden. Skyerne udenfor var blevet mørkere, og endnu et regnvejr varslede sin snarlige ankomst. Hun trådte ind i det firkantede køkkenaflukke, så at Celine havde stillet posen ved siden af vasken, og begyndte at pakke ud. Dåser med flåede tomater – seks styks – skulle op i køkkenskabene, og kartonerne – fem – med letmælk skulle i køleskabet, og så var der salat og pakker med pasta og …

   Hendes iPhone ringede i den xylofoniske melodi i håndtasken, som hun havde placeret for enden af køkkenbordet, netop som hun havde åbnet køleskabet og grebet fat i salatskuffen for bunden, og hun vred hovedet mod venstre. Telefonen ringede igen. Hun stillede salathovedet fra sig, skridtede de to meter hen til håndtasken – endnu en xylofonisk melodi – og gravede telefonen frem. Opkalderen var et telefonnummer uden navn, et nummer hun syntes virkede bekendt, og hun besvarede opkaldet.

   ”Ja, hallo?”

   En kort tids tavshed fulgte. Lones blå øjne vandrede ud i den fjerne luft, og en ganske svag, næsten umærkelig, kløft rynkede sig lodret frem mellem hendes øjenbryn og i forlængelse af næsetoppen.

   ”Har hun ikke?”

   Tavshed.

   Så nikkede hun. ”Okay … nej det er klart …. Det troede jeg også, at hun var …. Ja selvfølgelig …. Ja, jeg tager en snak med hende.” Hun smilte kortvarigt. ”Ja, mange tak, og i lige måde … ja … hej.”

   Hun slukkede telefonen og sænkede den ned til bordet. Så lukkede hun øjnene og blev strammere om mundpartiet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...