Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

214Likes
1144Kommentarer
110609Visninger
AA

21. 20

Anna gik hjem, sked på den lange afstand – næsten fem kilometer – og vandrede med hurtige skridt. Tårerne brændte i hendes øjne det meste af vejen hjem, og svælget blev ved med at dunke i en øm, ubehagelig og alt for stram kradsen, og det hele var uretfærdigt, så skide forbandet uretfærdigt, fuck Emilie og fuck Thomas, fuck dem alle sammen, det var hendes kladdehæfte, hendes, og Thomas kunne på ingen måde tillade sig at tage det. Det kunne han ikke. Det kunne han ikke.

   Huset var tomt og låst af, da Anna kom hjem, fordi mor var på arbejde, men det gjorde intet. Anna kendte koden til kombinationslåsen i den sorte boks til højre for døren – mors fødselsdag og så to ulige og et lige tal – samt alarmkoden. Efter hun havde fået jakke og sko af, fortsatte hun videre ind på værelset, hvor hun lukkede døren af for resten af det tomme hus og derefter blot satte sig på sengekanten og betragtede spejlpladen overfor hende, der altid beklædte skabsdøren. Hendes øjne var stadig røde, og vred sig tørt, men ingen tårer, og så flyttede hun blikket ned til tasken ved sine fødder. En kort tids pause hvor hun intet foretog sig. Blot stilhed. Et ur tikkede igennem stilheden inde fra stuen, og selvom døren var lukket, brød lyden alligevel igennem det tynde træ. Hun lukkede øjnene, og tog en dyb indånding, imens hun blot lod fornemmelsen af tom stilhed smelte indover sin krop og fingre sig ud gennem musklerne. Stilheden, den vante og ufarlige stilhed, fyldte hende med tryghed, ligesom alt er som det altid har været, og dette var blot, hvad hun foretog sig i det næste langvarige tidsrum. Hengav sig til stilheden. Tænkte ikke på andet end den vedblivende tik, tik, tik, tik der gennembrød luften, ganske svagt og langt borte, og det overraskede hende, hvor dejlig lyden af et ur overhovedet var. Og med lyden af det tikkende ur, fremdukkede der endnu en tanke, der forundrede og fornøjede hende.

   Tiden.

   Tiden, som bare gik og gik, uden at stoppe. Tiden, der blot levede sin gang, og gjorde unge mennesker gamle og gamle ting nye. Tiden, der havde levet igennem milliarder af år, altid målrettet fremad, men uden noget formål. Tiden var der bare, tiden var der, ligesom døden og livet, den var der, men hvad var formålet? Det var tiden, der fik sekundviseren til at klikke rykvist fremad på urskiven, et tik for hvert sekund. Det var tiden, der fik solen til at stråle op over morgenhorisonten og forsvinde bag aftenhorisonten. Det var tiden, der gjorde folk ældre, gjorde børn til teenagere, teenagere til voksne og voksne til gamle. Tiden havde altid været der, og det ville den muligvis blive ved med, og tiden var som en guddom. Tiden den skabte og tiden den fratog, tiden var elsket og den var hadet, og tiden var det eneste, mennesker ikke kunne pille ved, hverken i går eller i dag eller ude i fremtiden. Måske var tiden Gud. Måske var det tiden, der var den alvidende og almægtige og som kunne befinde sig alle steder på én gang. Måske var det ikke universet eller naturen eller livets forunderlige cyklus, men selve tiden, der var skaberen af Alting og som var Alting. Annas forestilling om en Gud havde altid været, at der var noget mere – det måtte der være, universet var alt for ubegribeligt til at det på nogen måde ville være muligt at begribe det – men at dette mere, denne Gud eller hvad det nu skulle kaldes, ikke var det, som folk gik og troede, at det var. Det var ikke en han eller en hende, måske ikke engang en den eller en det, men noget. Et sted derude. Gud var en noget, der altid havde været der, som havde magten til at tage og give, og som stadig ville være der, den dag universet ikke eksisterede længere. Gud ville være noget, der ikke var afhængig af naturens harmoniske balance, og derfor kunne Gud hverken være livet, som var afhængig af døden, eller døden, som var afhængig af livet, men noget, som var større end disse to mest fundamentale naturbalancer. Gud kunne ikke være glæde, for glæde var afhængig af sjælelig smerte, og det kunne heller ikke være smerten, for smerten var afhængig af glæden. Gud kunne ej heller være kærligheden, for kærligheden var afhængig af hadet, og heller ikke hadet, som var afhængig af kærligheden. Intet af alt dette kunne eksistere uden sine modsætninger. En naturbalance, der altid både fascinerede og beundrede Anna, fordi balancen virkede så perfekt, så fejlfri, så … gennemtænkt.

   En naturbalance, der ikke kunne eksistere, hvis tiden ikke var der.

   Tiden. Det eneste, Anna kunne komme i tanker om, som tiden ville være afhængig af, var et punkt af ikke-tid. Men hun tvivlede på, at der overhovedet fandtes sådan et punkt, for selvom man rent teoretisk frøs tiden stille, ville tiden stadigvæk være der. Hvis man var den eneste, der kunne bevæge sig rundt i et tidsfrossent rum, hvor alle andre end en selv var fastfrosset i hvilken handling, de end var i gang med at foretage sig – billederne brød tydeligt frem i Annas tanker – ville man stadigvæk blive påvirket af tiden. Bevægede man sig rundt i et tidsfrossent rum, ville ens hjerte stadigvæk banke de omtrentlig firs slag – Anna kunne ikke huske det præcise tal, da det efterhånden var lang tid siden, hun havde læst om det – i minuttet, som det altid bankede, og ens celler ville stadigvæk leve og dø og formere sig med den hastighed i minuttet, de altid havde. Hvis man frøs tiden fast i én dag, og man var den eneste, der kunne bevæge sig frit rundt, imens alle andre var frosset fast i fireogtyve timer, ville man, når den næste dag indtræf og tiden ikke længere var fastfrosset, være en dag ældre end alle de andre, og ville dø en dag før tid. Tiden ville stadigvæk være der, og den ville ikke kunne manipuleres med, den var der og den var almægtig, fuldstændig ligesom en guddom. Hvis der fandtes en Gud, var det ikke utænkeligt, at Guden var det mest åbenlyse og det mest beviselige, fordi den var i alt og vidste alt og var større end alt. Fordi Den var det, alle mennesker og alle dyr, alt, både levende og ikke levende materialer, blev påvirket af.

   Tiden.

   Anna åbnede øjnene, kiggede på sin egen refleksion (i den parallelle spejlverden betragtede pigen annA nesraL sin egen refleksion på skabsdørens spejlplade, og spekulerede vitterligt om, hvorvidt kopien af hende selv var hende selv, der kiggede tilbage, et fænomen af lysstråler, som blev reflekteret, eller om det var hendes dobbeltgænger – måske med det samme navn som hende, bare omvendt, Anna Larsen i stedet for annA nesraL – der kiggede sig selv i spejlet og givetvis spekulerede på det samme), inden hun viftede blikket til højre, mod skrivebordet i den fjerne ende, hvor den sammenklappede bærbare stod på den plads, den altid plejede og altid skulle stå på, og en idé greb hende og hun rejste sig op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...