Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

215Likes
1144Kommentarer
110829Visninger
AA

3. 2

 

2•

 

 

Rutinerne bestemte, at Anna skulle op klokken halv syv hverdagsmorgener – ikke kvart i syv eller kvart over seks, men klokken halv syv præcis, for det var en rutine, og rutinerne var vigtige – og skulle bruge et kvarter på at finde sit tøj. Derefter skulle de næste ti minutter sammenlagt bruges på badeværelset, hvor hun hver tredje dag skulle i bad, og så ordne sit hår og tilrette sine øjenbryn, og så en smule foundation, ikke meget, blot en anelse, der skulle pensles ud i ansigtet. Bare hun lignede de andre. Det vigtigste var bare at hun lignede de andre piger, at hun gik i ét med dem og ikke skilte sig ud. Sorte Stretch-bukser med hvide sokker og en grå hættetrøje skulle være dagens beklædning, og sorte vans af mærket converse, selvom det var koldt udenfor, men fuck kulden.

   Hun havde kørt denne kedeligt normale stil – smalle jeans eller strethbukser, converse-vans og tynde, langærmede hættetrøjer, men ingen cardigans, Gud forbyde cardigans, dette kunne hun simpelthen ikke få sig selv til at gå med – siden sommerferien. Det var ikke en stil, hun følte sig hjemme i, men det var lige meget, for denne tøjstil gjorde hende blot en anelse mindre synlig. Når hun mødte i skole i de obligatoriske smalle bukser, nogen gange mørkeblå, andre gange sorte, og de flade sko og de sorte skindjakker og med det ryglange mørkeblonde hår som oftest sat i en hestehale hvilende nedover nakkepartiet, var hun mere som de andre. En illusion, måske, men en lykkelig illusion. Når folk så hende, ville de ikke tænke taber-Anna. De ville bare tænke, at hun var en pige, som alle de andre piger. Hun ville ikke være taber-Anna, men kopi-Anna. Der ville ikke, i hvert fald ikke umiddelbart, være noget, der bare tilnærmelsesvis skreg SÆRLING SÆRLING SÆRLING. Illusionen om normalitet, illusionen om at være som de andre, bare lidt mindre mærkelig, var det eneste, der betød noget.

   Bare at høre til, høre lidt mere til, blive lidt mere anerkendt.

   Bare lidt mere. Bare en lille smule.

   Bare imens hun var alle andre steder end derhjemme.

   Og det var af samme grund, at rutinerne særligt i de sidste par måneder, var blevet mere og mere vigtige for hende. Rutinerne fik hende til at slappe af. Rutinerne, hun så kærligt omfavnede, var afslappende, fordi hun ikke behøvede at arbejde på sin facade. Når hun levede i rutinerne, levede i alt er som det plejer at være, uden forandringer, kunne hun slappe af. Først der, kunne hun være sig selv.

   Af samme grund var denne tirsdag morgen muligvis en af de værste morgener, Anna længe havde haft. Den var slem, fordi hendes plads, den plads hun altid plejede at sidde på, var blevet overtaget af lillesøster Celine på 11. Stolen for bordenden, der vendte imod det brede panoramavindue, som igen grænsede af til haven, stolen, hun altid plejede at sidde på, var blevet overtaget af Celine, af alle fucking mennesker, og Anna kunne ikke holde irritationen, der brændte i mavesækken, tilbage. Hun vandrede ned langs bordet og stoppede en meter fra sin søster.

   ”Celine, der plejer jeg at sidde, og det ved du godt, så vil du ikke være sød at flytte dig?”

   Celine kiggede op fra sin dybe tallerken, og standsede med at rode skeen rundt i de mørkegule cornflakes oversvømmet af mælkehav. Annas bryn var hævede. Hendes grønne øjne stirrede, mere intenst end vanligt. Celine rystede på hovedet.

   ”Nej jeg vil ej. Jeg sad her altså først.”

   Anna løftede stemmen, strammere og lysere end før. ”Celine, der plejer jeg at sidde!” gentog hun. ”Det er min plads, ikke din! Det ved du udmærket godt! Så flyt dig!”

   ”Her i huset er plejer død,” vedblev Celine stædigt, som hendes tynde læber puffede ansigtet i et alt for flabet smil, der gjorde irritationen i Annas mave til en hidsig ild. ”Nu er det min plads, for jeg sad her først!”  

   ”Så flyt dig for helvede, din lorteunge!”

   ”Det kan du selv være, taber-Anna.” 

   Det spjættede i Annas krop, da Celine brugte dette ord imod hende, ordet som de andre brugte, og hendes mave svandt bort til intet. Celine kiggede atter ned i tallerknen. Anna blev stående. Ilden åd sig opad, spredte sig ud i hendes arme, og hun gled sine øjne ned til mælkekartonen på bordet ved siden af sig. Kiggede atter på sin lillesøster. Celines ske klinkede imod porcelænssiderne af den dybe tallerken, og måden hun bøjede hovedet var perfekt. Anna greb fat i mælkekartonen. ”Kaldte du mig en taber, Celine?” Hendes stemme blev atter lys. ”Hva’? Kaldte du mig lige en taber?

   Hun skubbede flippen op, så mælkekartonen åbnede sig, og Celine løftede hovedet. Anna trådte frem og slyngede mælken udover sin lillesøster. Celine slog ud med armene og spærrede munden op, i vitterlig forbavselse, skreg ikke engang, da den hvide væske gennemblødte hende, og Anna greb fat i hendes hår og krummede fingrene sammen. ”Du skal ikke kalde mig en taber, din lorteunge, du skal ikke?” Med disse ord bankede hun den nu tomme mælkekarton ind i sin søsters pande, bankede, og bankede noget mere, hurtigt efter hinanden, så kartonen krøllede sig sammen, og Celine skreg op. Anna væltede hende ned fra stolen. ”DU SKAL IKKE KALDE MIG EN TABER!” Celine vrælede, og strakte hånden opad, skreg efter mor, endnu højere end før, da Anna greb fat i den dybe tallerken. ”DIN FUCKING LILLE LORTEUNGE!”  Hun slyngede indholdet ud, så mælk og cornflakes plaskede udover gulvbrædderne og Celines ben. Celine skreg ikke længere. Nu græd hun.

   Og først da trådte mor Lone ind i køkkenet fra dagligstuen, og da hun så optrinnet, svulmede hendes øjne. Hun kastede sig fremad. Anna stod hævet over sin grædende lillesøster, med fingrene strammende sig om kanten af den dybe tallerken, hun lod hvile ved hoften, og det hvæsede grusomt gennem hendes sammenbidte tænder. Lone skreg op, idet hun nåede hen til sine to døtre.

   ”HVAD FANDEN FOREGÅR DER?”

   Normalt gjorde Lone Larsen det til en pligt ikke at snakke grimt foran sin familie, og da slet ikke overfor sine børn, da hun altid havde været af den opfattelse, at bandeord – uanset hvilken type – var moralsk forkasteligt. Dette skyldtes muligvis den religiøse opvækst, hun oprindeligt kom fra. Ganske vist troede hun ikke længere på den kristne gud – bevares, det var helt okay at have en tro, så længe man holdte troen for sig selv – men hun troede stadig på de kristne principper og værdier, der unægtelig fulgte i kølvandet på en sådan opvækst. Men lige præcis i en givne stund som denne, og stunder der lignede, blæste hun disse moralske principper en hulens lang meter.

   ”Anna skubbede mig og hældte mælk udover mig!” græd Celine, imens hun krøb sammen på gulvet, lige inden hjørnet mellem væggen og panoramavinduet.

   ”Du tog min plads, møgunge!” protesterede Anna, uden at fjerne blikket fra sin søster. Lone greb hende, og knugede stramt om hendes skuldre.

   ”Hvad i helvede tænker du dog på, Anna? Hvad? Det der er under ingen omstændigheder i orden!” Lone ruskede hende. ”Forstår du det? Du skal fandeme ikke stå og hælde mælk udover din søster og opføre dig så ondskabsfuldt!” Hun ruskede hende igen. ”Nu giver du slip på den tallerken og går ind på dit værelse! Og det er nu!”

   Anna vred sig løs fra sin mors greb, bankede tallerknen ned i bordet, så hårdt, at Lone et kort øjeblik frygtede at den ville flække, selvom dette dog ikke skete. Hun vendte sig omkring og trampede bort, forbi køkkenaflukket og gennem døren til værelserne. Lone vendte sig imod Celine, der havde kæmpet sig i siddende stilling, med ryggen mod hjørneknækket. Hendes kinder var svulmet i gråd. Lone gik i knæ og lagde blidt hånden mod hendes kind.

   ”Hvad skete der, Celine?”

   ”Anna smed mig ned af stolen uden grund! Bare fordi jeg havde sat mig der. Hun sagde at … hun sagde at det var hendes plads og jeg skulle flytte mig.”

   Lone var ikke helt overbevist om, at Annas lillesøster fortalte sandheden. Dette var langtfra første gang, at hun havde grebet ind overfor deres heftige skænderier. Anna reagerede sjældent på denne måde uden først at være blevet provokeret til det. ”Og hvad sagde du så?”

   ”Jeg sagde bare at det ikke kun var hendes plads.”

   Lone løftede brynene. ”Og det er sandheden? Du sagde ikke andet end det?”

   Celine rystede på hovedet. ”Nej. Det gjorde jeg ikke.”

   ”Okay,” sagde Lone, med et enkelt nik. ”Jeg tager en snak med hende. Imens synes jeg du skal gå ind og få noget nyt tøj på.” Hun smilte, klappede hende moderligt på kinden, og rejste sig op. Celine fulgte hende med øjnene som hun gik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...