Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107659Visninger
AA

20. 19

For at komme ned til udgangen skulle hun forbi kantinen. Allerede da hun havde drejet til venstre, og næsten var ved kantineåbningen, og havde udsyn direkte til den brede glasdør ved udgangen langt, langt nede, hikkede gråden sig op og ud gennem hendes mundparti, og tårerne kildrede sig stribevist nedover begge kinder. De kildrede og kildrede, men det var ingen befrielse, og jo mere hun hikkede, jo tungere blev mellemgulvet – man skulle næsten tro der var en sten derinde eller en tung stålvægt – og jo strammere syntes luftvejene at trække sig sammen. Der stod en madvogn længere fremme, lænende imod midtersøjlen mellem korridoren og kantinen, og hun skridtede målrettet hen til den. Vognen havde intet gjort, var blot ganske uskyldig, men Anna var ligeglad, og fire skridt fra den, trak hun tasken ned fra skulderen. Et halvkvalt skrig vred sig ud fra hendes hals, og hun slyngede tasken gennem luften og indover madvognen. En metallisk klirren, og vognen skurrede rundt, knirkede imens den drejede, og spærrede korridoren da den atter fandt sig til hvile.

   Anna slyngede tasken igen, men denne gang var det midtersøjlen, og ikke madvognen, der var hendes mål. Som spyt slimede sig ud fra hendes læber og smeltede nedover hagen, blandede sig med de varme dråber af salttårer, slyngede hun tasken ind i vægsøjlen, igen og igen og igen, hun hvæsede, og FLUMP slyngede tasken, FLUMP, FLUMP, og så slyngede hun tasken fra sig og lod den dumpe ned på gulvet. Hun kastede sig frem i et hæsskingert vræl, primitivt og dirrende fra det absolut bagerste af hendes lungeregion, og (KLASK) smækkede knoerne indover søjlen, smækkede (KLASK), smækkede (KLASK), smækkede, og en dyb indånding, inden endnu et vræl, hendes hænder klaskede hårdere og hurtigere, så huden riftede i en varm sviden, hun klaskede og klaskede og klaskede indtil blodet sprintede frem i plettende dråber.

   Hendes knæ gav efter.

   Hun sank ned på knæhaserne for foden af søjlen. Neglene krattede sig mod murstenene, og hun vrælede, hev luft ind, vrælede, hev luft ind, og vrælede igen, så det trykkede og dunkede i de indre kranievægge. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...