Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111212Visninger
AA

19. 18

Det havde altid irriteret Emilie, at lærerne aldrig gjorde noget ved Annas irriterende mangel på initiativ i undervisningen. Bevares, der var gange hvor de greb ind, og hvor Anna kom med de latterlige undskyldninger, som hun altid kom med hver gang hun fuckede op i tingene, eller hver gang hun kom og forstyrrede i samtaler der ikke vedrørte hende og som hun ikke var en del af, eller alle de gange, hvor Anna rent faktisk deltog i  undervisningen, men var så arrogant at hun skulle komme med alle de rigtige svar og hele tiden afbryde uden at række hånden op. Der var også de gange hvor hun bare var stille og sad for sig selv, eller de gange, hvor hun slet ikke kom – det var de gange, der irriterede Emilie absolut mest, for hvem fanden tror den klamme lille møgunge egentlig hun er? Tror hun bare at hun kan tillade sig at holde sig væk fra undervisningen, imens alle os andre skal tvinge os igennem den? Tror den lille kælling virkelig bare, at hun er bedre end alle os andre? Den fucking klamme møgsæk – fordi hun sad i en eller anden klam sofagruppe med sine klamme lortebøger eller havde låst sig ude på toilettet som den klamme tøs, hun var. Der var mange grunde til, at Emilie hadede hende, og i Emilies øjne var alle grundene retfærdiggjorte. Annas attitude var så ulidelig arrogant, og alene det at hun på nogen måde kunne tro, at hun var god nok til at være en del af hendes vennekreds, fik blodet til at brænde hedt. Og at der var timer, som Anna – og dette havde Anna selv sagt flere gange – ikke gad deltage i, fordi hun så dem meningsløse og hjernedøde, gjorde absolut intet af det bedre.

   Anna skulle bare tage sig sammen. Det var alt, hvad Emilie ville ønske, at kællingen tog sig lidt fucking sammen, i stedet for at blive så skide utilfreds over ikke at få sin egen vilje. Hun huskede særligt episoden – dette stod stadig klart og tydeligt for hende, selvom det efterhånden var ved at være to år siden – i 7. Klasse, efter en gymnastiktime, hvor Anna ikke ville i bad, fordi hun ikke havde lyst til at gå i bad med andre. Emilie havde stået tre rækker derfra, og havde sammen med sine veninder overværet det hele, og flere gange havde hun og de tre andre piger rystet på hovedet i fnysende opgivelse. Det var ikke fordi Anna havde været bange for andre mennesker – dette ville Emilie kunne forstå, ja endog sætte sig ind i, for som en usikker pige på tretten, såvel som fjorten, havde hun selv haft flere episoder hvor hun frygtede, hvad andre syntes om hende, og om hendes krop overhovedet var god nok, og som også gjorde det en del mere ubehageligt at gå i bad med de andre piger – eller fordi hun havde nogen som helst sår eller skrammer eller noget andet på kroppen. Annas grund – den mest fucked up åndssvage grund, Emilie nogensinde havde hørt en pige komme med – var fordi hun havde været i bad dagen inden. Normalt gik hun ikke i bad om mandagen og onsdagen – dagene før gymnastiktimerne – men onsdagen havde været en undtagelse, og fordi hun kun plejede at gå i bad tre gange om ugen, var det ikke nødvendigt at gå i bad nu. De havde kun spillet hockey jo, og så meget havde hun heller ikke løbet, og hvis det endelig var, kunne hun gå i bad derhjemme. Læreren havde presset på, og dette gjorde Anna mere ophidset. Emilie huskede, hvordan Anna havde kigget stift op på lærer Merethe, og hendes stemme, der blev lysere og strammere, imens den dirrede hårdt og arrigt. ”Du kan ikke tvinge mig! Hvis jeg ikke vil i bad, så vil jeg ikke i bad! Det er et frit land.”

   Et Frit Land var en virkelig åndssvag undskyldning, og Annas begrundelse var så typisk for en tøs, der var alt for vant til at få sin egen vilje hjemmefra, og hvorfor fanden opdragede hendes forældre hende dog ikke lidt bedre? Det, der havde pisset Emilie særligt af, og havde fået hende til at vende sig til sine veninder og gøre nar ad hende, og snakke dårligt om hende, var at læreren opgav diskussionen og gav Anna sin vilje. Det var ikke fair. Det var kraftedeme fandeme ikke fair! Kunne Merethe dog for helvede ikke se, at Anna var for vant til at få sin vilje? Hvad fanden tænkte hun på? Anna er bare en fucking dum tabertøs, er hun, fuck hvor er hun latterlig, så får hun bare sin vilje og slipper for at gå i bad, hvem fanden tror hun at hun er.

   Og så begyndte Anna fandeme at kopiere Emilie og hendes vennekreds. I de sidste seks måneder havde Anna fandeme efterlignet dem, havde hun, i både tøjstil og hårstil og det var så tydeligt. Hvem fanden troede hun at hun var? Hvordan troede kællingen, at hun på nogen mulig måde kunne så meget som tillade sig at efterligne Emilie og hendes venner? Hvor var det dog falsk af hende, opmærksomhedskrævende møgunge, hun var ikke bare forkælet og uopdragen, men også en attention-luder.

   Edderkoppen i omklædningsrummet, som Anna helt sikkert havde sendt imod hende med vilje, kogte Emilies had varmere.

   Og historietimen denne fredag eskalerede Emilies afsky. Anna sad blot der, ved vinduet tre borde væk, fulgte ikke med i timen, og Emilie kunne ikke vride sit blik fra hende. Hendes kæber var blevet strammere, og øjnene spilede sig mere ud, end de vanligt gjorde, og hun sad blot og stirrede på Anna, som enten skriblede noget ned i kladdehæftet eller kiggede ud mod regnen, der fugtede sig nedover vinduet. Uanset hvad hun foretog sig, var det ganske tydeligt for Emilie, at Anna ikke fulgte med, og hun var sikker på, at det var fordi Anna følte at denne time lå under hendes værdighed, som den lille arrogante tøs hun nu engang var, taber-Anna, og Emilie besluttede sig til sidst for, at Anna ikke skulle slippe af sted med hvad end det var, hun havde gang i. Dette her ville være Emilies hævn. Dette ville utvivlsomt lægge en dæmper på den vrede biden i knoglerne, der havde svulmet sig og vokset op i hendes indre indtil dette punkt. En gestus af retfærdighed, en lille ”så-kan-du-fandeme-lære-det-din-selvoptagede-kælling” til Anna.

   Hun vendte sig imod Thomas og rakte hånden op. En sød fornemmelse af hævn kildrede sig ud i hendes mundvige, men hun holdt smilet inde. ”Jeg har et spørgsmål!”

   Thomas drejede sig rundt og løftede brynene. ”Ja, Emilie?”

   Emilie sænkede armen. ”Det er bare fordi … ja, du synes garanteret det her er et mega dumt spørgsmål, men det her er en time, vi alle skal deltage i, ikke også?”

   En samling af svage fnisen spredte sig ud i klassen, men Emilie ignorerede det. Thomas rynkede kortvarigt brynene til en svag pandekløft, forundret over det meget selvbesvarende spørgsmål. ”Ja, det var et ret dumt spørgsmål Emilie. Selvfølgelig skal I alle deltage i timen.”

   ”Okay, det var også det jeg tænkte, men det ser bare ud som om, der er en herinde, der ikke rigtig har fattet det. Og jeg synes helt ærligt, at det er pænt irriterende at der er nogen herinde, der opfører sig pisse skødesløst, når vi er andre, der rent faktisk gerne vil deltage i undervisningen.”

   Thomas kiggede imod Anna, og så hendes kladdehæfte og hendes kuglepen, og han vidste, hvad Emilie hentydede til – det var Anna, der ikke fulgte med, og som, ifølge Emilie, forstyrrede undervisningen med sin komplette ligegyldighed, ligesom det altid plejede at være – og et stønnende suk udgød sig fra hans læber. Anna sad blot stille, og stirrede fremad, tydeligt opmærksom på begivenhederne, men uden at gøre noget andet end at kigge, og Thomas begyndte at vandre ned mod hende. ”Anna, hvis du vil være herinde, skal du deltage i timen. Jeg vil gerne have, at du giver mig dit kladdehæfte!”

   Men Anna reagerede blot ved at knuge fingrene sammen om kuglepennen. Den fugtige kildren, hun kun var alt forvænt med, væskede sig op i hendes øjne, og hendes blik viftede sig til højre, mod Emilie. Thomas strakte armen frem, da han få øjeblikke senere nåede derned. ”Jeg siger det ikke igen. Giv mig dit hæfte eller forlad klassen!”

   Anna kiggede op til ham. Hun ville lyve, ville fortælle ham men jeg følger jo med, jeg bruger mit kladdehæfte til at tage noter, men hun kunne ikke lyve. Selvom hun ville, så kunne hun ikke, og lige nu ville hun lyve. Hun ville lyve, og så ville hun græde bagefter. I stedet smækkede hun hånden ned til hæftet, og drejede hovedet væk. Thomas hævede stemmen. ”Kladdehæftet! Eller forlad klassen. Jeg gider sgu ikke til at stå her og diskutere med dig!”

   Anna lukkede øjnene.

   ”Giv mig dit kladdehæfte!”

   1… 2… 3…

   Thomas mistede tålmodigheden og greb fat i hæftet, inden han med voldsom styrke flåede den bort fra Annas hænder. Hun vred hovedet rundt. Thomas drejede sig omkring og vandrede tilbage mod podiet, med kladdehæftet i sine hænder, og den fugtige kildren i Annas øjne strammede sig ulideligt. Det her var ikke retfærdigt. Det her var på ingen måde retfærdigt, og især ikke at Emilie sagde noget til det, for hvis der var noget, Emilie alt for ofte gjorde, var det ikke at følge med i undervisningen, så hun var ikke en skid bedre selv, var hun, og Thomas tog hendes hæfte, han tog fandeme hendes hæfte, det kunne han ikke tillade sig, hun forstyrrede jo ingen, det kunne han fandeme ikke TILLADE SIG.

   ”Hvorfor gjorde du det? Jeg forstyrrede ikke nogen,” sagde hun. Thomas standsede bag podiet, lige inden tavlen, og smed kladdehæftet i en skuffe. ”Jeg forstyrrede altså ikke nogen.”

   ”Jeg vil gerne bede dig om at forlade klassen, Anna.” Thomas løftede hovedet fra podiet, da sætningen ganske nøgternt forlod hans læber, og hans blik hvilede alt for roligt på Anna.

   Det var Emilies skyld. Normalt var Anna stille, og hadede konflikter – bortset fra derhjemme, selvfølgelig, men det var også noget andet – og prøvede at gøre sig umage med at opføre sig bare lidt som de andre. I starten havde det været ganske svært for hende, og hun blev alt for nemt båret væk af sine følelser, men efterhånden var det blevet nemmere at holde det inde og udløse det når hun kom hjem, men denne særlige fredag formiddag eksploderede uretfærdigheden igennem hendes krop, og den brændte så ulideligt, og hun vidste, at tærsklen var blevet nået. Det her var for uretfærdigt. Han tog hendes hæfte. Han havde ingen ret, absolut ingen ret til at tage hendes hæfte. Hvem forstyrrede hun? Nemlig. Ingen. Hun forstyrrede ingen, og den eneste grund til, at Emilie sagde det, var for at gøre hende til grin, hun var sikker, det var den eneste grund. Hun vendte hovedet mod Emilie, og det blev strammere i hendes svælg, og i få sekunder gennemspillede hun hvad hun ville sige, før hendes stemme hidsigt savede gennem luften.

   ”Så det er mig, der forstyrrer undervisningen? Er det det?”

   ”Anna, ti stille og forlad klassen!” Thomas stemme blev hårdere, men Anna var ligeglad. Som tårerne smeltede sig ud i hendes øjenkroge, brændende, hev hun i en lysskinger tone efter vejret, og fortsatte mellem sine sammenbidte tænder.

   ”Ved du hvad, Emilie? Ved du hvad? Måske forstyrrer jeg undervisningen, men i modsætning til dig, begynder jeg i det mindste ikke at flæbe som en lille otteårig tøs, bare fordi en edderkop kravler på mig!”

   Emilies øjne svulmede, og for Anna virkede det næsten som om de ville bule sig ud af hovedet, selvom dette ikke hændte, og hendes mund gabte sig til en vidåben O-form, inden hun drejede hovedet væk fra Anna og i stedet stirrede vantro fremad. En drengestemme brød igennem luften fra et af klassens fjerne baghjørne. ”Uuuuuh, b-u-u-u-r-n!” Selvom stemmen var hæst dæmpet, var den alligevel alt for tydelig, og Emilies mund pressede sig til en streg i ansigtets underregion, og de sammenstregede læber fulgtes af en opblussende nuance, som rødmede sig ud i kinderne. Hun slog blikket ned.

   ”Jeg vil gerne bede dig om at forlade klassen! Jeg siger det ikke igen!” Thomas øjne hvilede fortsat på Anna.

   Hun rejste sig op, uden protester, greb sin taske i processen og svang den over skulderen. Det kløede i øjnenes underkanter, da hun passerede forbi Emilie og mod udgangen, og en grusom forkrybning omsluttede sig koldt hendes nakkehud, fornemmelsen af blikke der stirrede, men fuck dem, fuck dem alle sammen, og hun svandt ud gennem døren, og bragede den i efter sig. Tilbage i klassen strammede Emilie øjnene sammen. Kinderne var dybrøde. Ved hendes højre side sad Jasmin og kiggede, med brynene knækkende opad i en bue af sympati, vel vidende at det var klogest ikke at snakke med sin veninde, når hun var i et humør som dette. Oppe ved podiet genoptog Thomas timen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...