Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

214Likes
1144Kommentarer
110654Visninger
AA

18. 17

Oktoberregnen dunkede koldt og skævt nedover ydersiden af vinduet, og skiftede Annas opmærksomhed væk fra fredagens historietime.

   Temaet, som havde kørt i løbet af oktober måned, havde omhandlet svenskerkrigene. Sidste historietime, som klassen havde haft om onsdagen, omhandlede Den Store Nordiske Krig, udkæmpet i 1700-tallet, og dette var et tema, som var delt i to halvdele, hvor anden halvdel af krigen blev belyst i slut-oktober – deriblandt denne fredag – og start-november. Det var et tema, der fangede en overvejende stor del af klassen – især blandt drengene, måske fordi det var krig, og krig var sejt – men dette var, som i så mange andre tilfælde, et punkt, Anna afveg fra. Danmarkshistorie eller samfundsfag eller hvad ellers havde aldrig grebet blot et lille glimt af hendes interesse, og det var ikke unormalt, at hun kunne finde på blot at sidde for sig selv med sin skitseblok og bladre og skrive eller læse på telefonen. Da hun var yngre, var hun det forstyrrende element, som oftest tilkendegjorde sin utilfredshed med stramme protester, men efterhånden aflæste hun klassekammeraterne – hun regnede i hvert fald med, at hun havde aflæst dem rigtigt – såvel som lærerne, at hendes adfærd var upassende og irriterende, og at det var det, mange af de andre piger stod i deres sociale rundkredse ude på gangene eller i sofagrupperne og snakkede om, med deres stemmer dæmpede til den ulidelige hvisken, som altid fik den kolde fornemmelse til at snappe sig igennem Annas mavevæv, og hun stoppede med det. Efterhånden havde hun lært, at hun bare skulle lade som om, og hvis hun virkelig ikke havde lyst, kunne hun gemme sig fra timen eller melde sig syg – at pjække med en falsk sygemelding havde hun kun gjort få gange, for hun var ikke dum, og hun vidste godt, at hvis hun gjorde det for ofte, ville mor Lone finde ud af det, for de ulidelige skoleledere ville ringe hjem, ville de, og så var der reprimander og skideballer på programmet – eller lukke sig ude på toilettet med en god bog (dette havde hun gjort med En Flænge i Himlen og Schindlers Liste tidligere på efteråret, for at slippe bort fra de helvedes tysktimer) eller gode poesier eller sine evindelige filosoferende tankestreger og matematiske spekulationer. Lærerne havde før opdaget, at hun ikke fulgte med, men Anna fik blødt dem op med undskyldninger – dette var hun i det mindste god til, syntes hun selv, at undskylde, selvom hun inderst inde var ligeglad – og ladt som om hun fulgte med i resten af timen, og brugte sin skitseblok til at tage noter, selvom det ikke var det, hun gjorde.

   Denne historietime var ingen undtagelse. Ti minutter efter timens start, imens historielærer Thomas forklarede om Norge-Danmarks sejlende fremmarch mod de svenske både, vandrede Annas opmærksomhed bort fra resten af klassen, og i stedet mod vinduerne. Regndråberne slørede sig nedover glasset i lange, vridende strømme, og forvrængede fugtigt udsynet til de to basketballmål på den firkantede asfaltplads lige inden samlingen af rødgraner længere fremme. Regndråberne trillede og rejste nedover den gennemsigtige facade, vred sig og spejlede imens, og de mørke skyer sortnede himlen såvel som det øvrige udsyn. Det gullige skær fra de firkantede lysstoflamper over hende, gav ruden en svag, spejlende effekt, og igen flugtede tanken, hun var blevet ramt af foran Kulturstationen Vanløse, og som hun havde nednoteret på sin telefon, dybt og skærende igennem hendes sind – en parallelverden af refleksioner – og sammen med tanken kom der billeder og forestillinger.

   Sorte Huller.

   Klassen havde haft om Sorte Huller i fysiktimen, ikke komplekse detaljer, blot det basiske, men bare idéen bag dette mystiske naturfænomen, havde grebet Anna, og havde fået hende til at brygge videre. Princippet i et Sort Hul var en tæt sammenklumpet masse, tungere end noget som helst andet, der eksisterede derude – i hvert fald i det kendte univers – med en tyngdekraft så voldsom, at absolut intet – ikke engang lys eller elektromagnetisme – var heldig nok til at undslippe dens slugende gab. Sorte Huller trak alt til sig, ligesom en hvirvelstrøm i et badekar, og selvom mange af de kloge mennesker derude fremsagde hypoteser og teorier – alt, hvad der bliver ædt af et sort hul, bliver en del af det sorte hul var en af de mere accepterede tanker, videnskaben gjorde sig – var der ingen, der rent faktisk vidste noget. Hvad man vidste var blot, at Sorte Huller blev skabt af eksploderede kæmpestjerner, og udsendte massiv radioaktivitet, og at Sorte Huller var de eneste naturfænomener i det kendte univers, der syntes at være hævet over naturlovene og brød dem alle. Men hvad var der bag dem? Hvad der skabte et Sort Hul, var ligegyldigt for Anna, for det store spørgsmål, hele filosofien bag dette hjernevridende naturfænomen, var, om der var noget bag det. Hvis et Sort Hul brød naturlovene – hvilket videnskaben sagde, at det gjorde – kunne fænomenet gemme på mange flere hemmeligheder, end noget menneske var i stand til at forestille sig.

   Anna greb sin kuglepen og flaprede kladdehæftet åbent, imens suget fra gårsdagen atter strakte sig ud i hendes knogler, og den kolde trommen på ruden fra regndråberne, brusede sig sammen med lyden af lærer Thomas’ talende stemme.

   Da hun var kommet hjem fra biblioteket, med Dræb Ikke En Sangfugl under armen – det var den sidste, der var tilbage på hylderne, og hun havde en måned til at læse den i, før den atter skulle afleveres, men dette var ikke et problem, for hun var en hurtiglæser –, kastede hun sig over sin computer og gik på opdagelse i den astrofysiske verdens filosofiske undergrund. Videnskabelige teorier om multiverser, og evig udstrækning, og flere dimensioner og paradoksale dilemmaer. Idéen om, at dette univers, som jorden og mælkevejen var en del af, det, som kunne observeres og som blev skabt engang for længe, længe siden af det store og bragende Big Bang, blot var et lille glimt af noget, der rakte endnu længere, end almindelige dødelige, i den begrænsede forståelse, som vi alle dødelige besidder, overhovedet kunne begribe. Bag det, som kunne udregnes og observeres og måles og testes, bag den absolut fjerneste observerbare horisont, bag det lys, videnskaben tolkede som værende selveste Big Bang, 13 milliarder år ude i fortiden, var der muligvis endnu mere, end først antaget. Idéer om et multiunivers – flere forskellige universer, der eksisterede hver for sig, men alligevel var forbundet som en cirklende kæde – var ikke accepterede videnskabelige idéer, fordi de hverken kunne testes, bekræftes eller afkræftes, men idéerne eksisterede stadig, og de trivedes i frugtbar mangfoldighed på både internettet og i den store, vide verden. Det samme gjorde sig gældende for teorien om flere sameksisterende parallel-verdener – som blot var én af de ni forskellige grene af multiunivers-hypotesen – og særligt hypotesen om, at der eksisterede flere end de kendte visuelle dimensioner. At der, udover en flad anden-dimension med længde og bredde, og en tredje-dimension, der var ligesom anden-dimensionen, blot med højde med i beregningen, samt fjerde-dimensionen, der var ligesom tredje-dimensionen, blot med mere dybde, fandtes en femte, sjette og måske endda syvende dimension. Dimensioner, der var usynlige for det menneskelige øje, men som eksisterede i fællesskab med det, man kunne se, lugte og smage, der eksisterede parallelt med alt det synlige og begribelige, parallelt men alligevel skjult.

   Det hele kunne koges sammen til ét princip, og én idé, der satte gang i den filosofiske tankestrøm fra Annas hjerne. Parallelverdener og parallelle universer eksisterede måske et sted derude, og det samme gjorde parallelle dimensioner. Alt dette var blot et måske, selvfølgelig, men det var måske’et i det hele – måske var der mere, måske var der meget, meget mere – der var så utrolig vidunderligt. De parallelle dimensioner, der måske eksisterede i isolerede universer, og måske var der parallelle universer i de parallelle universer.

   Og måske var det parallelle univers af refleksioner et af de universer, man ville komme til, hvis man blev suget ind i et sort hul og blev slynget om bag universet. Imens tankerne filmede sig frem bag Annas nethinde, og smeltede sig ud i hjernebarken, skitsede hun ordene PARALLELLE VERDENER I DE PARALLELLE VERDENER, og afsluttede det med et udråbstegn. Herefter stregede hun det under. Hun løftede hovedet, kiggede ikke fremad mod tavlen som de andre gjorde, men i stedet ud mod vinduet, på regnen der stribede og trommede, og skyerne der i et gråsort mørke tætnede sig sammen i det høje. Hun sad der og stirrede, bortsunket i tankerne, sad sådan i lang tid, og vred herefter blikket tilbage til skitseblokken.

   Parallelle verdener i de parallelle verdener.

   Den ene af disse parallelle verdener var ligesom denne verden, bare anderledes. Måske ville det være en verden, hvor venstrehåndede var højrehåndede, og højrehåndede var venstrehåndede, og blod ville være vand og vand ville være blod. Eller måske fungerede universet ligesom en fraktal. En geometrisk figur der, uanset hvor meget man zoomede ind eller ud, altid havde de samme former og kanter. Ligesom snefnug eller grannåle eller flodudløb. At universet aldrig stoppede, men bare fortsatte i en uendelighed, at den spredte sig og strakte sig i et netværk af strenge – ligesom nervebaner i hjernen eller de zigzaggende former i lynstråler – som var forbundet med hinanden, og det var disse Sorte Huller, der gav adgang imellem universerne. Sorte Huller og spejlende flader. Bagsiden af skeer viste spejlbilleder, der vendte på hovedet, og måske var der et af de muligvis endeløse parallelle universer derude, hvor alt var spejlvendt. Hvordan det fungerede, hvordan spejle ville kunne give et glimt ind i en parallel verden, havde Anna ikke fantasien til at forestille sig, men hun var ikke interesseret i et endegyldigt svar, men blot måske’et, for måske’et var kernen i enhver filosofi. Det var ligesom med den teoretiske femte og sjette og måske syvende dimension. Det var universer der befandt sig i universerne, parallelle men afskåret fra hinanden, muligvis uden nogen anelse om hinandens eksistenser. Og hvad nu hvis der var levende væsener i den femte eller den sjette eller den syvende dimension, hvordan ville disse væsener se ud, og ville det være nogen, vi som mennesker ville kunne se? Og ville disse væsener kunne se os, eller ville de synsmæssige dimensioner være alt for forskellige?

   Anna begyndte at skrible, og jo flere spørgsmål og måske’er, hun nednoterede, jo mere kildrede suget i hendes indre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...