Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109421Visninger
AA

17. 16

Biblioteket i Vanløse lå på Jernbane Allé, ved siden af togstationen og i sydvendt retning. Den hvide bygning med glasfacadernes officielle navn var ikke Vanløse Bibliotek, men Kulturstationen Vanløse, et navn, der på sin vis gav mening for Anna – bøger og film og hvad man ellers kunne låne på dette lokalbibliotek var jo en del af den moderne kultur og noget, som også bidragede til kulturen – men som hun også, på sin vis, fandt ufattelig meningsløs. Kulturstation. Det lød som et museum for kulturelle kunstudstillinger eller måske en udstilling med danske malerier op igennem tiden, og ikke et sted, hvor man lånte bøger og rejste væk til de skønlitterære fantasiverdener, hvor man kunne flygte bort fra en virkelighed, man ikke havde lyst til at være i. Stod det til Anna – hvilket det selvfølgelig ikke gjorde, men man havde jo lov til at drømme og fantasere – hed biblioteket bare ”Biblioteket Vanløse.” Det var dejlig enkelt og kunne på ingen måde misforstås.

   Hun steg af bussen på Jernbane Allé – stoppestedet lå alligevel på ruten til Flintholm – og vandrede ned forbi samlingen af trafiklys og fodgængerfeltet, der krydsede over Vanløse Allé, og under den skrånende jernbanebro. Kulturstationen tårnede hvidt i fire etager ved siden af Føtex mod venstre, og glasvinduerne genspejlede den tætte eftermiddagsaktivitet på Jernbane Allé. Anna rundede omkring cykelhelvedet foran indgangen til Vanløse Station. Hun kaldte stedet for ”cykelhelvedet”, fordi dette lille stykke mellem Jernbane Allé, jernbanen og kulturstationen, aldrig var bart, og altid fyldt op med række efter række af cykler (metalgrå, metalsorte, gule, hvide, grønne), klumpet så tæt sammen at det dannede et uigennemtrængeligt hav af cykler. Det var et helvede i Annas øjne, fordi at cyklerne var så tætparkeret, at det utvivlsomt ville tage flere minutter at vride blot én cykel ud fra sin plads og tvinge forbi cykeltætheden og ud til vejen. Var man stresset, eller havde en dårlig dag eller bare en medfødt svag tålmodighed, ville et sted som dette muligvis være det sidste, som man ønskede at komme til. Helvedet af cykler. Cykelhelvedet.

   Inden Anna trådte gennem indgangen til biblioteket, stoppede hun op og betragtede sin refleksion i de genspejlende glasruder. Tanken, der rejste igennem hendes sind, havde blot været flygtig, som en forkølelse, ramt hende uden varsel og uden hun forstod, hvorfra og hvordan, ramt hende, da hun glimtede sig selv i øjenkrogen, og havde fået hende til at standse op to meter fra indgangen og som en alt for selvkærlig person, blot beglo sin egen spejlkopi. Tanken omhandlede parallelverdener. Dette var blot en af de talløse hvad nu hvis tanker omkring eksistensen og den omkringliggende verden, der havde slået hende i løbet af hendes liv, og som var blevet stadigt hyppigere med hendes alder. Hvad nu hvis spejlverdener i virkeligheden var et parallelt univers, og personen, der lignede hende selv, bare spejlvendt, og som kiggede tilbage på hende, ikke blot var et fænomen, som opstod af lysbølger, der blev kastet tilbage, men rent faktisk var en spejlperson i en spejlverden? Hvad nu hvis spejle og refleksioner – ja muligvis endda skygger – var et glimt til et andet parallelt univers, der måske eksisterede bag en af de utallige mange sorte huller i galaksekerner på nær og fjern, og at personerne, som eksisterede i disse spejlvendte verdener, var ligeså intetanende om hendes eksistens, som folk var om deres? Hvad nu hvis disse spejlpersoner i spejluniverset, der måske befandt sig på den anden side af et eller andet massivt, sort hul, blot troede, at denne verden – den verden, Anna var en del af – var en spejlverden, og det var deres verden – dem, der levede i spejle og refleksioner – som var en ikke-spejlverden.

   Før hun kunne standse tankerne, begyndte de allerede at udvide sig og fylde hovedet op, strække sig igennem noget, hun var næsten sikker på blot havde været et tomt intet et eller andet dybt sted i hendes hjerneregion. Hvad nu hvis denne spejlverden, af refleksioner og skygger, i dette spejlunivers bag et eller måske flere sorte huller et sted ude i det sorte intet af vakuum, som rummet bestod af, var en spejlverden på alle punkter? Måske hed den pige, som Anna så blive reflekteret, annA, med efternavnet nesraL, hendes eget navn, bare omvendt, og måske var hun en pige som hende selv, men bare omvendt, og venstrehåndet i stedet for højrehåndet. Og måske var denne annA nesraL en pige med venner, i stedet for en pige uden, og måske havde hun en lillebror i stedet for en lillesøster. Sådan spekulerede hun, i langvarige sekunder, foran indgangen til biblioteket, stadig med skoletasken tyngende på ryggen, og så greb hun sin telefon. Chancen for, at det i virkeligheden var en anden verden, hun betragtede, var ufattelig lille, næsten umulig, men den var der. Selvfølgelig var den det. Spejlbilledet, som befandt sig i spejlverdenen, tænkte muligvis akkurat på det samme som hende, og havde grebet sin telefon, ligesom hende, for at skrive denne helt igennem GENIALE (du er skør Anna, skør, skør, skør) idé ned.

    Eller også – hvilket var mere sandsynligt men ikke ligeså interessant – gjorde personen i spejlet nøjagtigt det samme som hende, fordi personen var den samme som hende, og dette netop blot var et fænomen, som opstod af lysbølger, der blev tilbagekastet, og intet andet. Alligevel skrev hun det ned. Spejlverdener og parallelt univers. Inden hun åbnede døren for at gå ind og låne Dræb Ikke En Sangfugl – hvis de stadigvæk havde den på hylderne, hvis der ikke var kommet en eller anden i forkøbet og havde lånt den før hende – var hun klar over, at denne ene tanke, der uden nogen øjensynlig grund havde slået hende, var en tanke, som ville udvikle sig til en interesse. Det elektriske knoglesug, der trak sig igennem hendes krop, var en fornemmelse, hun kendte alt, alt for godt.

   Spejlverdener og paralleluniverser. Spejlverdener og paralleluniverser og sorte huller og annA nesraL i stedet for Anna Larsen.

   Så svandt hun bort gennem indgangen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...