Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107566Visninger
AA

16. 15

Otte piger befandt sig alle sammen – præcis som Anna havde forudset – i skolekorridorens venstre periferi, lige ved siden af væggen, og dannede en næsten perfekt, stående rundkreds, med stemmer vredet til dæmpede toner, som ikke helt var hvisken, men ej heller normal tale. Tungheden blev stram i Annas ben, så hendes skridt føltes sværere, idet hun passerede ned forbi dem. Hun vidste, hvad pigerne stod og snakkede om, og hun så flere gange én eller to øjne vifte sig i hendes retning, og derefter tilbage til cirklen, hvor de hviskede videre. Pigerne stod der, i cirklen, og iblandt dem var Emilie, det burde hun have sagt sig selv, Emilie, som stod med ryggen til Anna, men alligevel var alt for genkendelig på den sorte skindjakke og det brune hår og de mørkeblå jeans, og Anna greb instinktivt om sin taskerem med venstre hånd, og strammede grebet, så stoffet gnavede sig dunkende ind i den følsomme hud på fingrenes bagsider. Hun kiggede fremad, bort fra pigerne og ned mod den brede glasdør ved hovedindgangen langt nede for enden, og satte farten op, imens hendes svælg vred sig til den kvælende fornemmelse, hun kendte alt for godt, fornemmelsen af gråd, som ikke helt ville komme ud, men som alligevel var der, ulideligt og gnavende i kroppens indre, gråden, der som en parasitisk virus drænede, drænede, drænede, og de dæmpede stemmer bagfra blev højere. Anna blev bange. Det blev hun altid i disse situationer, og den bidende fornemmelse i maven af kold paranoia, gjorde det absolut ikke bedre. Præcis hvad hun var bange for, var hun ikke klar over, men de hadede hende, og det kunne hun bare fornemme – måske ikke se det, det kunne hun aldrig, at se hvad andre mennesker følte, var noget, hun aldrig havde været god til – og de femten sekunder, det tog fra potteplanten, hvor pigerne dannede den ulidelige rygte-cirkel, som Anna kaldte det, og ned til udgangen, var de længste femten sekunder, Anna havde haft i lang tid, sekunder, der blot strakte sig og strakte sig i en tilsyneladende evighed, uden nogen sinde at antyde, hvornår de endte.

   Da hun nåede glasdøren, forstod hun, at den underlige tåge, der havde sløret sig omkring hendes synsfelt, og som var umulig at bortblinke, var tårer.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...