Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

214Likes
1144Kommentarer
110626Visninger
AA

15. 14

Den tykke, sorte edderkop dukkede helt tilfældigt op i pigernes omklædningsrum efter torsdagens gymnastiktime. Edderkoppen dukkede op ved siden af Anna, kravlende ganske langsomt op langs bænkens skilning, og standsede halvvejs oppe, hvorefter den bare blev siddende, et ottebenet, fireøjet monster med glatsort hud plettet af små pelsstubbe. Men trods denne edderkops ganske tilfældige opdukken, skulle denne edderkop vise sig at vende op og ned på alt i Annas liv.

   Våde pigekroppe vandrede snakkende fra omklædningsrummet – 55 piger fyldte lokalet op, alle sammen fra skolens to niende-klasser – og spredte sig nedover bænkene. Emilie, Jasmin og en tredje veninde, Marika, samlede sig alle tre ved bænken til venstre for Anna, og lagde end ikke mærke til hverken hende eller den sorte edderkop, som Anna i beundrende fascination havde fået øje på og nu blot sad og bestirrede, med hovedet skrånet en anelse.

   ”Hende der Michelle, hun drikker fandeme for meget,” sagde Emilie, idet hun satte sig ned, med håndklædte om sig. Jasmin, som stod oprejst til venstre for hende, drejede hovedet og løftede brynene. To hårnåle strittede frem mellem hendes sammenpressede læber, og hænderne trak i håret med ensartede bevægelser, klar til at forme det i en hestehale.

   ”Michelle?” spurgte hun, sammenbidt fordi hendes læber stadig var presset om de to hårnåle.

   Emilie bøjede sig fremover, og aftørrede fødder og skinneben. Hendes hoved var løftet mod Jasmin, og pandefurene fremtrådte som en svag karikatur i toppen af hendes ansigt. Det våde hår, som var blevet endnu mørkere af fugten, slaskede sig nedover begge kinder i svage krusninger. ”Ja. Du ved, Nicklas fest i lørdags. Kan du ikke huske hende? Hende der som hele tiden snakkede og ikke kunne holde sin kæft, da hun først havde fået noget at drikke. Hun var mega belastende.”

   Jasmin fjernede hårnålene og klipsede dem om til baghovedet, imens hun formede håret i den strittende knold. Hendes øjne havde viftet sig væk fra Emilie, og ud i den ligefremme luft. ”Nåh ja. Ja, hun drikker virkelig alt for meget. Det har du sgu ret i.”

   Emilie rettede sig op, og drejede sig imod sin taske. Trusserne havde hun allerede iført sig. ”Jamen helt seriøst. Til hver eneste fest drikker hun sig selv til en blackout. Hun burde ærlig talt vente, indtil hun kan finde ud af at drikke lidt mere med måde, for det er sgu ærlig talt bare for klamt.”

   Pigernes samtale om denne Michelle, som Anna ikke kendte og aldrig havde mødt, gled blot om som en del af den brusende baggrundsstøj, og det eneste, Annas fokus var rettet på, var edderkoppen, der blot befandt sig der, på stolpen ved siden af hende. Hendes hoved skrånede lidt mere. Edderkoppen blev stående. Hun vidste præcis hvilken type det var – en husedderkop, med dens latinske navn tegenaria atrica - og selvom den så drabelig ud, med dens alt for lange og alt for tynde ben, og dens tykke, næsten dunkende, bagkrop i de sorte og grønlige nuancer, og kæberne, der bulede ud fra ansigtet i små hugtænder, så var den ganske fredelig. Husedderkopper var måske blandt nogle af de fredeligste edderkopper i landet, trods deres drabelige størrelse og ubehagelige udseende, og hvis de endelig bed fra sig – hvilket kunne ske, hvis man klemte dem for hårdt – var det eneste, man ville føle, et lille nap. Det kildrede mere end det gjorde ondt. Husedderkoppen lavede måske nok spindelvæv diverse umulige steder – som edderkopper jo altid gør – men det var et godt nyttedyr at have, for den fjernede ubehagelige plageånder som myg og fluer og hvad der ellers fandtes af insekter, der kunne irritere en i sit eget hjem.

   Anna kendte mange, som var bange for dyret, og hun forstod aldrig hvorfor. Hun vidste, at det var underligt, men hun syntes de var søde. Der var noget sælsomt uskyldigt over dem, trods deres drabelige udseende. Edderkopper var hverken gode eller onde – hunnerne åd hannerne efter ungerne kom til verden, hvilket var forfærdende barbarisk – men bare dyr, en del af naturens perfekte symbiose, der blot gjorde det, de var skabt til. Uden edderkopper, ville der være alt for mange myg og fluer og andre nederdrægtige plageånder. Edderkopperne var vigtige. Og så var de fascinerende.

   Hun dannede hænderne i en skål, og løftede dem op til edderkoppen. Det sorte monstrum bevægede sig igen, dens lange ben trippede spjættende og førte den op, op, op, og så standsede den. Anna førte sin hånd op til den, med øjnene forstørret i koncentration, og så ventede hun. Edderkoppen søgte nedad denne gang. Den spjættede rundt, men i stedet for at kravle nedover stolpen og ned til gulvet, for at forsvinde ind i den mørke, uigennemtrængelige sprække, den var kommet fra, var det Annas hånd, den dumpede ned i. Det kildrede, ganske svagt, da dens tynde, drabelige ben trippede henover hendes håndflader, og edderkoppen kortvarigt satte sig til hvile på skilningen mellem de to hænder. De fire ben på venstre side strakte sig nedover hendes højre hånd, og de fire ben på edderkoppens højre side, var strakt nedover Annas venstre hånd. Dens hoved pegede imod hende. Anna drejede sig rundt, ganske forsigtigt, så hun vendte imod flisevæggen overfor, og i lange øjeblikke, var det edderkoppen i hendes håndflader, der fyldte hendes tanker. Edderkoppen spjættede fremad, kildrede sig op til hendes venstre håndled. Den stoppede igen. Forbenene strakte sig udad.

   I disse få øjeblikke, var det som om, at hende og edderkoppen delte en intim hemmelighed, kun de to kendte til. Edderkoppen, som sad der, på hendes venstre håndled, med sine aflange ben tyndt spredt ud til alle sider, vidste noget, ingen af de andre vidste, og den var klar over, måske kun på instinkt, at her, i Annas hænder, var den i sikkerhed. Den var i sikkerhed, fordi den var i hånden på nogen, der rent faktisk forstod dens natur. Her hvilede den trygt og godt, uden at være i fare for at få smækket en avis eller en sko nedover sin krop, og blive mast sammen med gulvbrædderne, så den ikke kunne komme hjem og made sine unger, der ventede i de nyligt spundne silkenet bag væggens mørke sprækker. Den gjorde jo bare hvad den var nødt til at gøre. Den havde aldrig gjort nogen af de andre piger noget som helst, så hvorfor skulle den dog straffes? Den levede her, og havde levet her de sidste mange måneder, og den var nødt til at passe på sine unger, indtil de en dag blev store nok til at slå den ihjel, og sprede sig ud for alle vinder. Dette var dens pligt. Det havde måske været et dårligt tidspunkt at snige sig ud i lyset – selvom den hadede lyset og langt hellere foretrak de mørke skygger – men den var sulten og det var dens unger også, og måske var der en saftig flue, eller en saftig bille, bare en saftig et-eller-andet, som den kunne bedøve med sin nervegift, spinde ind i silke og slæbe med tilbage til skjulet. Men den skulle måske have ventet, indtil der ikke længere var et sådan djævelsk postyr, og den kunne ligeså godt vente her, på denne arm, som den kunne vente andre steder. Her virkede den da i hvert fald til at være i sikkerhed.

   Det var Jasmin, som sagde noget, og hendes brune øjne kiggede imod Anna, da hun sagde det, og hendes lyse stemme var så gennemtrængende og hånlig, at Anna ikke kunne undgå at høre det.

   ”Oh my God, prøv lige at se Anna!

   Emilie, som netop havde iført sig sin T-shirt, drejede tilfældigt blikket mod højre, så også hun så det. Anna, som sad fuldstændig stille, og kiggede fascineret – alt for fascineret – på den sorte, langbenede klump i sine hænder. Emilie var klar over at det var en edderkop, og hun hadede edderkopper, men i dette givne øjeblik, var hun ligeglad. Det, der fornøjede hende, var det sælsomme syn. Det, der fornøjede hende, var at se Anna sidde der og stirre på et dyr på den fokuserede, drømmende måde, man altid kommer forbi hos folk, der får øje på noget, de aldrig har set før. Emilie fniste gennem næsen, og vendte hovedet tilbage mod Jasmin. ”I det mindste er der da nogen der kan lide hende,” sagde hun, og så lo hun dæmpet, og Jasmin såvel som Marika lo med.

   Anna hørte dem, og musklerne blev strammere. Hun ville have ignoreret det, hun ville men hun kunne ikke, og pludselig fortrød hun, at hun overhovedet havde taget den edderkop op i sine hænder. Det var mærkeligt, det burde hun have sagt sig selv, det var mærkeligt og åndssvagt og kun noget, mærkelige og skøre mennesker gjorde, og pigernes svage kluklatter gjorde hendes øjne varme og fugtige. Edderkoppen spjættede frem, flere skridt, og Anna rystede armen. Edderkoppen gled af, landede på bænken og svandt hurtigt bort. Selvom den bare var et dyr, og den nok hele tiden havde været ligeglad med, hvad der egentlig foregik omkring den – det eneste, der gik igennem dens hoved, var sikkert at finde føde, bringe det med hjem og made sig selv og sine unger (hvis den havde nogen), og ikke ret meget andet end det – kunne Anna alligevel ikke lade være med at føle en kold forvridning, der skar sig igennem hendes brystkasse, som om ribbenene var blevet til knivsskarpe glasstumper. Edderkoppens hurtige flugt bort fra hende, fik hende til at føle sig ubetydelig – hun var ikke engang god nok til en skide edderkop – og pigernes dæmpede samtale til venstre, der uden tvivl omhandlede hende, gjorde intet af det bedre. Øjnene blev stramme, og det føltes som om, at de var ved at glide ud, afstøde sig fra resten af hendes krop, og svælget blev tungt. Hun vendte sig bort, nægtede at græde, nægtede, nægtede, nægtede, og greb i stedet sin T-shirt.

   Men edderkoppens betydning skulle vise sig at blive større, end Anna havde troet muligt. Den kravlede ikke ned på gulvet for herefter at flugte langbenet hen mod væggen, til en eller anden sprække, kun den vidste, hvor var, og den trippede heller ikke ned på bænkens underside, for at hvile sig der et stykke tid. Den fortsatte, mod den næste bænkerække, mod Emilie og Jasmin og Marika, i en flugt uden formål og uden planlægning. Emilie, der virkelig, virkelig, virkelig hadede edderkopper, gled de hvide strømper nedover sine fødder – de var stadig fugtige, og dette gjorde stoffet strammere og mindre glidbart, så hun måtte trække hårdere og lægge flere kræfter i, end hun ellers ville have gjort – først den venstre, og så den højre, og hun vred sig om, mod venstre, mod sin sportstaske, hvor hun greb fat i de mørkeblå denimjeans. Samtidig med at hun greb dem, kiggede hun op til Jasmin, der var i gang med at spænde sin Bh fast, og næsten var færdig med at binde sløjfen sammen på rygpartiet, midtvejs imellem de to skulderblade.

   ”Har du lyst til at følges med mig hjem i dag, Jas?” spurgte Emilie, netop som edderkoppen nåede hendes højre lår. Hendes fingre knugede sig om bukserne. Jasmin vendte sig om imod hende.

   Edderkoppens lange forben mødte Emilies følsomme og blotlagte lårhud, og kildrede, og dette strammede kuldegysningerne sammen henover resten af Emilies krop. Emilie reagerede, forvirret og undrende til at starte med, og vred hovedet ned mod låret, og den kildrende fornemmelse flyttede sig rundt, som om noget kravlede, og hun så den. Den tykke, svulmende bagkrop, så stor, at den vibrerede i bevægelserne, og den slankere forkrop, med de udbulende hugtænder og de alt, alt for lange for- og bagben, som strakte sig tyndere og tyndere og tyndere, pegende i hver deres retning, og de resterende seks andre ben, tre på hver side, der trippede henover hendes blege hud. Hun så husedderkoppen, større end de fleste andre edderkopper, hun havde set, og hun så at det var hende, uhyret kravlede på, men der gik yderligere sekunder – måske to, måske tre – før hun reagerede. Hun sad stille, ganske kortvarigt, imens edderkoppen trippede op til toppen af hendes lår, og så skreg hun i et lysskingert vræl, der tiltrak sig alle de andres opmærksomhed i resten af lokalet. Hun skreg, og skreg noget mere, som hun panisk kastede sig op fra bænken og klaskede sine hænder mod låret, ”FÅ DEN VÆK FÅ DEN VÆK FÅ DEN VÆK FÅ DEN VÆÆÆÆÆK!”, klaskede og klaskede og klaskede indtil hun nåede væggen. Edderkoppen faldt på gulvet og flugtede hastigt bort under bænkerækken.

   Skrigene blev til halvkvalte klynk, og Anna kunne ikke holde fniset over optrinnet, og især ikke det komiske ved Emilies barnlige panik, tilbage, og det eksploderede ud fra hende i en snorkende lyd, der var kun alt for tydelig, og hun var nødt til at trykke hånden op for munden. Emilie, der havde klemt sig op mod væggen, vendte øjnene imod hende, og hendes vejrtrækning var lange, skingre indåndinger.

   ”Du skal fandeme ikke grine!” udbrød hun, men hendes udbrud var mindre virkningsfuldt, fordi stemmen var så fugttung af gråd, og klynket dirrede i hendes strube, og hun viftede blikket tilbage til sine veninder. ”Er den væk? Please sig at den er væk!”

   Jasmin og Marika havde rejst sig op, og kiggede omkring bænken, løftede tøj og sko og tasker, men ingen edderkop, og Jasmin nikkede. ”Ja. Det ser sådan ud.”

   ”Er I sikre?” Emilies øjne var blanke af tårer, og hendes håndflader pressede sig hårdt imod væggen. ”Er I helt sikre?”

   Marika gik på knæ og kiggede under bænken en ekstra gang, og så nikkede hun. ”Ja. Hundrede procent.”

   De øvrige piger vendte tilbage til deres tøj og deres samtaler, og Emilie flimrede øjnene i og hev vejret ind, imens hun kæmpede for at modstå tårerne. Hun samlede hænderne foran munden og blev stående. Jasmin rejste sig op og gik trøstende hen til hende, og lagde en arm henover hendes skulder. ”Er du okay, Emi?”

   Emilie, som stadig havde presset hænderne foran munden og lukket øjnene, nikkede. Anna skulede nervøst imod dem. Hun ville få skylden for dette. Hvis hun kendte Emilie ret (og det ville hun mene, at hun gjorde, da hun havde gået i klasse med hende i årevis), ville Emilie skyde skylden på hende, og hun ville være overbevist om, at hun havde ret. Det ville være Annas skyld, det ville alt sammen være Annas skyld, fordi hun ikke kunne gøre noget rigtigt, og dette ville blot være endnu en ting, pigerne ville stå i rundkreds og snakke om på gangene eller ude i rygeskuret, hvor som helst både inde og uden for skolen. Det komiske i situationen var borte. Anna havde lyst til at krybe sig sammen, i et mørkt hjørne skjult fra de omkringværende, krybe sig sammen og græde, højt og længe og uden nogen hørte hende.

   Emilie åbnede øjnene, og snøftede ind, og så fjernede hun hænderne fra munden. Hun fulgte med Jasmin tilbage til bænken, om end tøvende og stadig usikker, for hvad nu hvis edderkoppen stadigvæk var der, og Marika og Jasmin bare ikke havde set ordentligt efter, og hvad nu hvis den igen ville komme kravlende med sin sorte og fede krop og sine alt for lange ben, og hugtænderne. Hun satte sig ganske forsigtigt, og lænede sig bagover, og kiggede ned mod gulvet, men så stadig intet, og Marika sagde, ”Den er altså væk nu, Emilie, jeg har selv tjekket efter!” og Emilie rettede sig op. Hjertet bankede ulideligt. Hun drejede hovedet til højre, mod Anna, som havde krøbet sig en anelse mere sammen, og vendt sig bort fra hende.

   ”Du har det rigtig sjovt, hva’?”

   Anna stivnede.

   Emilie fortsatte, og hendes stemme var skarp. ”Ja, Anna, det er dig jeg snakker til!”

   Anna vendte sig rundt, og knugede fingrene på venstre hånd om sin strømpe. Emilies øjne stirrede alt for fokuseret på hende. Mundvigene var tydeligere end de plejede. ”Hvem fanden tror du egentlig, du er?”

   ”Undskyld, det var ikke med vilje,” begyndte Anna, med en svag stemme, og tårerne trykkede hårdt og dunkende imod øjnenes bagsider.

   ”Spar mig for dine åndssvage undskyldninger, når det ikke passer!” fortsatte Emilie, og hendes stemme dirrede. En kort pause. Anna havde ondt i maven. ”Du er så fucking latterlig, Anna!” Hun fulgte det op med en bespottende hovedrysten, inden hun vendte opmærksomheden bort, tilbage til sine veninder. Anna løftede strømpen op til munden, og det væskede sig på ny frem i hendes øjne, en ulidelig fugtig brænden, og denne gang kunne hun ikke gøre modstand.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...