Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108329Visninger
AA

131. 130

Anna fik ikke nogen udtalte forandringer i personligheden, og udviklede heller ingen psykotiske tilstande, men alligevel kunne det øvrige af familien, og nogle af familiens tætteste venner, mærke en markant forskel i hendes adfærd efter ulykken. Hun var ikke blevet dum, på ingen måde, hun var stadigvæk Anna Larsen fra Vanløse, Anna på femten, men som nu var fyldt 16, men den første store forskel, man lagde mærke til var, at hun syntes at have mistet sin koncentrationsevne, ikke bare på de ting, der ikke interesserede hende, men ligeså meget de ting, der ellers normalt plejede at fange hendes interesse. Hun kunne sagtens læse, sagtens forstå bogstavernes betydning, for det var ikke hendes sprogcenter, der havde taget skade, men det var pandelappen, der var problemet, de ulidelige læsioner, der ødelagde hendes opmærksomhed og hendes koncentration, hun kunne sagtens læse, så længe hun altså kun læste i fem minutter ad gangen. Efter fem minutter, mistede hun grebet om, hvad der foregik, og hendes tanker vandrede, hun kunne ikke fastholde fokus, og flere gange havde hun været tvunget til at kyle en bog fra sig, oftest med frustrationstårer, der brændte i hendes øjne, for hun elskede at læse, hun elskede, elskede, elskede det, men det kunne hun ikke længere, fordi hendes forpulede lorteskader i hendes forpulede lortehjerne ikke tillod hende det. At se film var heller ikke længere nogen mulighed, for her gik der heller ikke mere end fem minutter, før hendes alt for ustyrlige tanker vandrede væk, tankerne, de levede deres eget liv, hun havde ikke længere den kontrol over dem, hun havde haft før – eller i hvert fald den kontrol hun nogenlunde havde haft –, tankerne levede deres eget liv, og hun kunne ikke styre dem, og de havde taget kontrollen over hendes koncentrationsevne, og gjorde ved den, som det passede dem, uden at hun kunne gøre andet end græde i både frustration og fortvivlelse.

   Det andet, særligt Celine og mor Lone lagde mærke til, var problemer med hukommelsen. Korttidshukommelsen havde særligt lidt skade, og det gav sig til udtryk ved, at hun ofte glemte navne på nye personer, eller farede vild og mistede koordineringssansen, hvis de var et nyt sted, de ikke plejede, fordi hendes hjerne ikke var i stand til at lagre de nye indtryk særligt længe ad gangen. Problemerne med korttidshukommelsen medførte, at Anna var nødt til at indrette sit liv efter skemaer og noter og sedler i langt højere grad, end hvad hun nogensinde havde været tvunget til før, og det var en ydmygelse, en forpulet ydmygelse, var det, og hun ville ønske, at lastbilen havde slået hende ihjel, så hun ikke skulle lide på denne måde, så hun ikke skulle lide men i stedet kunne hvile i fred, uden smerter eller fortvivlelse eller frustrationer, den lastbil skulle fandeme bare have dræbt hende, så hun slap for alt dette, men det havde den ikke gjort, og det var der intet, hun kunne gøre ved. 

   Søvnbesvær var også et problem. Hun havde ikke problemer med at falde i søvn, hun havde derimod problemer med at forblive i søvnen, fordi hun fik mareridt, men disse mareridt, havde de fået at vide af psykiatere og læger, var højest sandsynligt ikke et resultat af den traumatiske hjerneskade, men snarere resultatet af psykologiske traumer, som hun havde fået af de oplevelser, der ledte op til, at hun blev ramt af lastbilen. Også trods Anna selv havde svært ved at genkalde disse oplevelser, der blot lå i hendes bevidsthed som en tilslørede suppe af udefinerbare begivenheder – eller det var det i starten, men som månederne skred frem og hendes rehabilitering så småt nærmede sig sin afslutning, blev disse slørede tankebilleder gradvist tydeligere, og hun begyndte at huske mere og mere, hvad for nogle ting, hun var (alle hader dig) blevet udsat for – så var det disse ting, der kom frem i drømme og i mareridt, og hvis ikke at de natlige opvågninger var resultatet af onde mareridt, så var det nok resultatet af de dunkende, skrigende kraniesmerter, der tit ramte hende, og som lægerne frygtede kunne være et kronisk problem der, ligesom de permanente lammelser fra hoften og ned, ville følge hende resten af livet.

   Det, at hun ikke længere kunne gå, var noget, som hun ville vende sig til. Det kunne hun affinde sig med, det kunne hun godt acceptere, nogenlunde, hvis så bare folk ville lade være med hele tiden at kigge på hende, bare fordi hun sad i kørestol, alle kiggede på hende, kiggede på hende på den der måde, som de også kiggede på folk, der var retarderede og spastisk lammede, men det var på en måde som om, at det værste ikke var blikkene, der konstant rettede sig imod hende, men snarere den måde, alle mennesker hele tiden syntes at formulerer deres sætninger lidt for godt, som om de ikke snakkede til en 16-årig pige, men derimod til et lille barn, der ikke fattede en forpulet skid, og uanset hvad hun eller hendes mor – eller endda Celine – sagde, så blev folk ved med det, og hun var så forbandet træt af det. Hun sad i kørestol fordi hendes rygsøjle var blevet smadret og hun ikke længere kunne mærke sine ben, okay, det var derfor, hun sad i kørestol, fordi hun ikke kunne mærke sine ben, ikke fordi, at hun var (syg i dit fucking hoved) dum.

   Som om alle disse ting ikke var nok, syntes lægerne åbenbart også, at hun, da rehabiliteringen var overstået, skulle undersøges for andre ting, der ikke havde noget med hendes hjerneskade at gøre, men derimod noget at gøre med hende, den adfærd, hun havde haft før skaden, og som hun stadig havde, fordi den jo ikke var normal, og det var ikke kun på grund af de panikanfald, der i sin tid havde fået hende til at skære i sig selv eller som havde angrebet hende på psykolog-Kristians kontor og som stadig ramte hende i flere måneder efter, at lastbilen havde ramt hende, selvom disse angstanfald selvfølgelig også skulle undersøges nærmere.

   At lægerne ville undersøge, om der virkelig var noget galt med hende, bekræftede blot tankestemmen. Hun var syg i hovedet, og det, der skete efter rehabiliteringen, var beviset på det. En diagnostisk udredning. Man mistænkte noget, der blev kaldt for udviklingsforstyrrelser, særligt noget indenfor autisme-spektret, muligvis atypisk autisme eller den nært beslægtede Aspergers Syndrom, som man nu ikke længere måtte kalde for Aspergers, men i stedet blot en form for autismeforstyrrelse, men Anna var ligeglad med, hvad det var, de kaldte denne diagnostiske udredning, hvilken sygdom – selvom lægerne gjorde det klart for i hvert fald mor Lone, at autisme ikke er en sygdom – det var, de ville pådutte hende, hun var ligeglad, for det beviste jo bare, at hun var en syg kælling der var syg i sit forpulede hoved. Ikke nok med at hun sad i kørestol, så folk ikke kunne lade være med at kigge på hende, og at hendes forpulede lortehjerne ikke længere gav hende lov til at læse, var hun kraftedeme også syg i hovedet.

   Alle disse ting var dog, kun for en kort stund, glemt, da familien Larsen denne behagelige Himmelfarts-fredag i maj måned havde besluttet sig for, at tage en tur til Frederiksberg Have, for at nyde det herliggrønne forårssyn af nyligt udsprungne træer og majduften af muldet forårsjord og særligt nyde årets første rigtige is fra Frederiksberg Haves iskiosk.

   Lone skubbede Annas kørestol, og hjulene skurrede henover stiens asfaltbelægning, som de bevægede sig ind gennem den naturlige tunnel af majestætiske bøgetræer, og Celine gik foran dem, og tog enkelte gange billeder med den iPhone 6, som hun havde fået i 12-års gave af sin mor tre måneder tidligere. Posen med toastbrød, købt i Netto og medbragt som gave til de fugle, som de utvivlsomt ville komme forbi, knitrede på Annas skød. Det var en lun dag, så hun havde trukket sin skindjakke af, den hvilede nu over kørestolens ryglæn, og hun sad i stedet iklædt en hvid sweatshirt, der havde ordet YOLO skrevet som et hashtag henover brystpartiet, og selvom det var tilfældigt, at hun havde iført sig denne trøje, ledte det ord, som YOLO stod i forkortelse af – egentlig et pænt åndssvagt ord, uanset hvor populært det så var, og Anna fattede stadigvæk ikke helt, hvorfor hun overhovedet havde købt den sweatshirt til at begynde med – hendes tanker hen på fortiden, på lastbilen, der ramte hende, og på den blødt skurrende kørestol, hun nu sad i som et resultat.

   You only live once.

   Du lever kun én gang.

   Men hun havde fået en chance til, og levede jo egentlig for anden gang, så nu kunne hun jo sådan set bekræfte, at dette alt for latterlige og alt for populære slogan ikke var andet end det rene pis.

   Syg i hovedet.

   Tankestemmen, der stadigvæk ikke lod hende være, hviskede frem i sindet, snoede sig op fra underbevidsthedens dybhav, og hun strammede læberne og blinkede og førte automatisk sin højre hånd ned til den plastikknitrende toast-indpakning. Hendes fingre knugede sig. Det skurrede fortsat fra hjulene mod det grusede underlag.

   De nåede ud i en lysning, hvor stien gled sammen med en anden sti, fra venstre, og lige inden sammenslutningen af de to stier, stod der en bænk, og på bænken sad der to mennesker, det lignede et kærestepar, og da mor Lone skubbede Annas kørestol forbi dem, kiggede de to mennesker, unge – muligvis i start-tyverne – efter dem, og Anna vidste, at det hverken var hendes mor eller hendes lillesøster, de kiggede imod, men at det var hende, og grebet, der i forvejen knugede om toastposen, strammede sig hårdere, så det fremgav endnu en knitren. Fortvivlelsen kom klemmende.

   Celine drejede af fra stien som den første, og vandrede i stedet henover det grønne, bløde græs, hen mod vandkanalen, og hun pegede fremad med telefonen. ”Prøv lige at se. Der er mega mange ænder her.”

   Anna viftede øjnene mod højre. Der var mange ænder, men det var ikke ænderne, der rappende vraltede henover græsset, som fangede Annas opmærksomhed, men i stedet var det svanen, den skyhvide svane med dens lange og S-formede hals, som drev henover kanalens vandoverflade, og den havde små unger svømmende i sit følgeskab. Kørestolens hjul drejede fra det grusede underlag og i stedet indover græsset, det gav et svagt bump, der forplantede sig op i Annas krop, det knitrede fra posen med toast, og Annas øjne forlod ikke den hvide svane. De forlod ikke svanen, og hun kom til at tænke på den H.C. Andersen historie, hun havde læst engang – det var H.C. Andersens kunsteventyr, der oprindeligt havde fået hende til at blive forelsket i skønlitteraturens fantasifulde verden, der til forveksling lignede den virkelige verden, men ikke var det –, den historie, alle kendte, historien om Den Grimme Ælling, den lille grimme svaneunge, der rigtig nok var grim i historiens begyndelse, men som voksede op til at blive en majestætisk svane, der skinnede af hvidhed. Mindet om den grimme ælling der blev til en smuk svane, fik hende atter til at tænke på, at hun ikke længere kunne sætte sig ned med en bog og fordybe sig i en anden verden, fordi hendes forpulede hjerne efter fem minutter syntes, at hun skulle bombarderes med tanker om alt mulig andet, så bogstaverne gled sammen til en meningsløs suppe. Hun kunne ikke læse mere, hun kunne jo ikke læse, og måske havde YOLO-sloganet, der klistrede sig henover hendes trøjes brystparti, ret, måske levede man virkelig kun én gang, og hvis man fik et liv til, en chance til, blegnede det i forhold til det liv, man havde, fordi man ikke kunne de samme ting i det nye liv, som man kunne i det gamle. I det gamle kunne hun gå, og der kunne hun sove, og der kunne hun læse, og i det nye liv kunne hun ingen af tingene, i det nye liv var hun hjælpeløs og der var hun også syg i hovedet, fordi lægerne mente, at hun havde en diagnose, mente, at hun havde autisme, og mente, at hun var syg i hovedet, og de vidste jo, hvad de talte om, de var jo læger, de måtte jo vide det, i det nye liv kunne hun intet, hun levede jo kun én gang, og det var en tid, der var forsvundet. Tårerne væskede sig frem i hendes øjne.

   Du lever kun én gang Anna kun én gang kun én fucking gang.

   Lone standsede kørestolen en meter fra vandkanten, og hun fjernede hænderne fra håndtagene i toppen af ryglænet. Smilet foldede sig frem i hendes ansigt. ”Prøv lige at se. Er her ikke bare pragtfuldt?”

   To ænder lettede fra græsset, vingerne flaprede (vi er alle fugle) gennem luften, de lettede fra græsset (frie som fugle) og strøg ned til vandet, en andrik og en andehun, de strøg ned i vandet, så deres halestump vrikkede velbehageligt, idet de gled henover den spejlende vandflade.

   Vi er alle fugle.

   Det var det, damen havde sagt på bænken.

   Vi er alle fugle, fordi fugle er frie.

   Vi er alle fugle. Og hvis hun havde vinger, så ville hun slå dem ud, lige nu, slå dem ud og flyve væk, og efterlade den forpulede kørestol sammen med den ligeså forpulede verden. Hvis hun havde vinger, så ville hun flyve langt bort, til et parallelt univers bag et sort hul ude i det evigt udstrækkende univers, hvor hun ikke var syg i hovedet og hvor hun både kunne gå og læse og sove, og denne verden ville være en verden, hun aldrig ville vende tilbage til.

   Hvis hun havde vinger, ville hun flyve, for så var hun en fugl, og fugle er frie. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...