Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109427Visninger
AA

14. 13

Fuglen, som denne tirsdag kom til hende – og denne gang var det helt uden hendes indblanding – var en skovdue. Anna vidste at det var en skovdue, fordi den havde den hvide aftegning, der cirklede sig omkring halspartiet, og som efterlignede en ring. Denne halsring af hvide fjer bevirkede også, at skovduen gik under et andet navn, ringdue, og selvom ringdue sådan set var fuglens rigtige faglige navn, kaldte man den i daglig tale for skovdue, og dette gjorde Anna også. Anna kendte mange af detaljerne omkring duen, for hun havde læst om duer, ligesom hun havde læst om ænder, ligesom hun havde læst om alle mulige andre dyr, både fugle og ikke-fugle og hvad der ellers fandtes af dyr ude i verdensnaturen. Hendes interesse for dyr kunne hun spore til 7-årsalderen, og disse første dyr var heste.

   Hun lånte billedbøger om heste med hjem fra skolens bibliotek flere gange om ugen, og brugte time efter time efter time på at fordybe sig i emnet. Mor Lone kom flere gange ind på hendes værelse, både efter skoletid og i weekender, og så hende sidde der, på sengen, med hovedet bøjet og øjne svulmet af begejstret interesse, imens hun opslugt bladrede og bladrede, fra billeder af kongehvide araberheste, til islænderheste med langhårede og gyldenbrune manker, til – åh Gud åh Gud åh GUD – ponyer, små kastanjebrune ponyer der bare var så søøøøøde, og billedbøgerne blev gradvist udskiftet med fagbøger, jo mere hun udviklede sine læserevner. Hendes interesse og fascination for heste – hestemanker og hestesadler og hesteridning, alt hvad der havde noget med heste at gøre, inklusive hestefilm og hestefiktion – blev først et problem, da den udviklede sig til den samme form for besættelse, der havde fået Anna til at isolere sig fra de andre i børnehaven for at bygge og lege med legoklodser. Hendes samtaler drejede sig altid om heste. Om morgenen, når familien sad samlet – stadig imens Hr. Larsen boede iblandt dem –, var det heste, som var alle samtalers omdrejningspunkt. Mor Lone eller far Jakob nænnede ikke at afbryde deres datter i hendes uendeligt lange talestrøm – ”mor, vidste du godt, at heste har været brugt som husdyr i flere tusind år?” proklamerede en 8-årig Anna spontant og overstadigt under aftensmaden, året efter forældrenes skilsmisse, og mor Lone spændte ansigtet i et anstrengt smil, for dette interesserede hende ikke og hvor var hun dog umådeligt træt af at høre om heste, og hun svarede ”nej, Anna, det vidste jeg ikke. Flere tusind år, siger du?” – og nikkede blot og udviste falsk interesse, som Anna alligevel ikke kunne opfange, og svarede flere steder med ”nåh,” eller ”okay,” eller ”det siger du ikke? Interessant, men spis nu din mad også.” I skolen var hendes interesse så udtalt, at hun havde svært ved at relatere til de andre piger. Selv de piger, som rent faktisk interesserede sig for heste, interesserede sig også for andet end det, og selvom de i starten snakkede med Anna, inviterede hende med i deres gruppe, blev de hurtig trætte af, at det eneste hun snakkede om, var sig selv og sine interesser (”Vi gider ikke høre mere på dine heste, Anna! Det er så keeeedeligt!”), og at hun ikke så ud til at være blot det mindste interesseret i sine klassekammeraters liv. Det var ikke unormalt, at gruppen på tre piger, som Anna i starten havde delt sin hesteinteresse med, kiggede på hinanden med forpinte ansigter, når Anna kom hen til dem med en ny tegning af en hest og et alt for bredt smil, og ofte rejste sig og skyndte sig væk, og lod Anna stå tilbage, med tegningen hvilende langs hoften og et smil, der svandt bort til intet.

   I sommerferien 2007 købte Anna hestefigurer, som hun samlede på – og senere smed ud, fordi hendes interesse skiftede – og det var tredive figurer for hver race. Tredive arabere – hverken mere eller mindre, det skulle være tredive –, tredive islændere, tredive gårdheste og tredive shetlandsponyer, hvide og mellembrune og sorte, som skulle stå på den nederste reolhylde. På den hvide væg bag sin seng hang hun en kæmpe plakat af hesten fra tegnefilmen Spirit, hendes yndlingsfilm på daværende tidspunkt, og en film, hun havde set så ofte, at den var slidt i stykker inden årets udgang, og avisudklip fra hesteblade blev hængt op på hendes opslagstavle og udfyldte den en meter store, kvadratiske vægplade.

   Hendes hestebesættelse medvirkede, at hun, under en skoleudflugt til en gård i 4. klasse, sneg sig uset bort fra resten af gruppen – landbrugsværktøjer og svinestier og hvad pokker ellers, som der blev fortalt om, ragede hende en papkasse og fangede på ingen måde hendes interesse – og i stedet fandt vej til hestestalden ved gårdens sydende. Lågen var ikke låst, så hun kunne med lethed knirke den åben – hun kiggede flere gange bag sig, håbede at hun ikke blev opdaget, at hun kunne nå at se hestene og hilse på dem, men der kom ingen, til alt held – og hun vandrede ind i stalden. Suget i hendes mave, idet hun vandrede nedover ladens høbestrøede betongulv, trak dybt igennem knoglerne, og det var en ubeskrivelig fantastisk følelse. Heste prustede gennem luften, en fantastisk lyd, en lyd hun elskede, og hun nåede til de talrige rækker af båse. Hun drejede til venstre, med et drømmende smil på læberne, som voksede sig bredere og bredere, og strakte højre arm ud, inden hun lod hånden klirre imod hestebåsenes tremmer. De første heste gnaskede i deres høstakke, med bagdelen vendt ud mod betongangen, så end ikke ud til at lade sig mærke af Annas tilstedeværelse – maden var vigtigere end alt andet – men ved den tredje bås, standsede Anna op. Hun standsede op, fordi hesten på den anden side virkede så alene, så isoleret fra de andre, virkede ikke syg, men ked af det. Den stod blot i hjørnet, med hovedet bøjet og rettet mod væggen. Anna knugede sine begge hænder om tremmerne, og prustede med munden. Hesten reagerede, og dens sorte hale svirpede luften. Den drejede sig rundt, hovene klik-klak-klik-klak mod betonen, og den vendte sig imod Anna. En lys, langtrukken vrinsken fulgte. Annas smil voksede større, så hendes barnetykke kinder pustede sig stadig tykkere, og hun vred sin arm ind i båsen. Hesten standsede foran hende, og bøjede dens hoved ned i øjenhøjde med hende. Hun klappede dens hårde, men varme, mule, og mærkede de børsteagtige hår, så bløde men samtidigt stive, og hun begyndte at snakke til den.

   ”Er du helt alene? Det skal du ikke være ked af. Du er ikke den eneste. Det skal nok gå. Jeg er din ven. Jeg er din ven, søde hest.” Hesten trådte frem, indtil dens mule berørte tremmerne, og den pustede. Dens store, brune øjne afspejlede tremmerne omkring den, og de virkede underligt blanke – gad vide, om heste kunne græde? tænkte Anna, og morede sig derefter kortvarigt over det mentale billede af en hest, der var gået i knæ og ligesom på tegnefilm hulkede med sine forben dækkende over hovedet – og hun klappede sin hånd højere op. ”Du er træt af at være fanget, er du ikke? Du vil gerne udenfor. Det forstår jeg godt. Der er også meget mere spændende.”

   Nogen greb hårdt og arrigt fat om hendes spinkle, højre skulder i et kraftigt jerngreb, der fik Anna til at spærre øjnene op og måbe i forskrækkelse, kort inden hun blev hevet bort fra hesten, der vrinskede som i protest i samme givne øjeblik.

   ”Hvad satan tror du egentlig du laver herinde, unge dame? Der er adgang forbudt for uvedkommende!” Gårdmanden med det gråsprængte overskæg ruskede arrigt i Anna, som ikke anede hvad hun skulle sig eller gøre, inden han trak hende med. ”Det her er fandeme ikke i orden!”

   ”Jeg ville bare se på hestene,” klynkede Anna hjælpeløst, men gårdmanden strammede grebet og hun forvred sit ansigt og blev tavs. Gårdmanden trak hende udenfor og hen til huset, hvor hendes naturfagslager arrigt ventede. Overdragelsen skete fredeligt, uden at Anna protesterede, men lærerne var på ingen måde glad for det. Alle skulle blive sammen, fik hun at vide, og at foretage noget sådant, som hun havde gjort, var uansvarligt og tankeløst og en masse andre ting, som Anna lukkede af for. Hun ville bare se til hestene. Hun ville bare se heste, det var den eneste grund til, at hun havde gjort det, hun ville jo bare se hestene, men det var der ingen, som forstod. De andre i klassen rystede blot på hovedet og lavede øjne, og flere gjorde nar ad det bag hendes ryg, med dæmpede stemmer trukket til en hvisken – ”Sådan en taber, hvor er hun dum, taber-Anna, taber-Anna, taber-Anna” – men Anna var ligeglad.

   Hendes hestebesættelse skiftede om, og blev til mange andre dyr. I 5. klasse var det insekter. I 6. klasse var det katte og hunde, nøjagtigt med det samme mønster, som ved hestebesættelsen og insektbesættelsen.

   Fuglene kom i 8. klasse.

   Ringduen havde sat sig på bænkens armlæn, og kurrede på den måde, duer kurrede – den dybe ku-kurrrr, ku-kurrrr – og vred dens hoved spjættende rundt i forskellige retninger. Anna fokuserede på den, ganske intenst, og strakte sin pegefinger ud. Løftede hånden, langsomt, centimeter for centimeter, imod fuglen. Hun indhulede sine kinder og spidsede læberne, og udfløjtede skovduernes velkendte kald – hoo-hoooo-hoo-hooo-hoo – to gange. Duen spjættede sit hoved, skrånede det, rettede det op, men kom ikke nærmere. Anna fløjtede igen, efterlignede det kald, hun – ligesom ændernes rappen – havde øvet sig på i månedsvis, og lænede sin udstrakte pegefinger længere frem. Hun standsede ved bænkens armlæn. Ventede. Hun fløjtede for tredje gang (hoo-hoooo-hoo-hooo-hoo!) og duen lettede tøvende over til hendes finger. Hun løftede den op, og holdte den tæt til sit ansigt, og så smilte hun. Duen vendte sig rundt, så dens bagdel pegede mod Annas ansigt, og flaksede herefter bort. Anna fulgte dens flugt, skråt mod venstre og ned til inderøen, hvor den forsvandt i træerne. Så krummede hun sin pegefinger sammen, og sænkede hånden ned til skødet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...