Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109436Visninger
AA

130. 129

Anna kunne stadigvæk ikke genkende det hvide loft, eller den tunge lugt af ærtesød hospitalssprit, da hun vågnede efter sin dybe, men drømmeløse, søvn fredag formiddag klokken ti. Da hun var vågnet op af sin koma første gang, havde hun haft det på samme måde, for det sidste, hun kunne huske, var noget med, at hun havde siddet og spist morgenmad, eller også at hun var blevet sur på Celine, og herefter lå hun i en hospitalsseng, med hovedsmerter i kraniet, der både dunkede og skingrede, og tilslørede menneskesilhuetter omkring sig, og lyset, det skarpe lys, der bestrålede hende, vred og flåede i de alt for følsomme øjenæbler. Hun anede ikke hvad der var sket. Det gjorde hun stadigvæk ikke.

   Hun skilte læberne, fornemmede en ømtålelig dunken, der spjættede igennem kæbebenet, og hendes mund var skrumpet ind, som en tør svamp, der havde ligget alt for længe i solen, og hun prøvede at røre på sig, men hun kunne ikke, og der gik atter lidt tid, før det gik op for hende, hvorfor hun ikke kunne. Hendes krop var stiv. En hospitalskrave omsluttede tæt hendes hals- og nakkeparti, og holdt hende fastlåst i denne ubevægelige og stive udstrukkede stilling. En maveknugen af klaustrofobi kom over hende. Hun var dog for træt til at græde eller tage sig af det, og igen kom den underlige fornemmelse af, at hun svævede over evigdybe vande, og at hendes krop ikke var lavet af nogen fast substans, men var lavet af luft, lidt som om, at hun var et spøgelse, og hendes ben, hun kunne ikke mærke dem, hun kunne overhovedet ikke mærke sine ben. Følelsen af at svæve fjernede dog denne pludselige kendsgerning, på samme måde, som at den fjernede klaustrofobiens hårde knugen i mavesækken og fjernede de dunkende, skrigende kraniesmerter, den fjernede det hele, og så hørte hun noget knirke, ovre fra venstre, og hun viftede sine øjne i retning af lydkilden, det slørede til ude i kanterne af synsfeltet, og en skygge, hun fornemmede en skygge, der trak sig over hende. Hendes bryn rynkede sig ganske svagt.

   ”Anna?”

   Den forsigtige stemme var, trods forsigtigheden, der lysnede den, genkendelig. Anna blinkede, for hendes øjne begyndte at føles så pludseligt tørre, og den slappe fornemmelse af at svæve voksede sig kraftigere. Hun smaskede, langsomt, sløvet, og et hoved dukkede op, med blond hår, der slaskede nedover ansigtets kanter, et hoved, hun, ligesom stemmen, genkendte, men hun måtte blinke igen. ”Mor?” Hendes stemme var alt for hæs og alt for svag. Hun så sin mor løfte hånden, op til munden, og hånden, den skælvede, gjorde den ikke? ”Mor, hvad … hvad … laver du … her?” Stemmen var nu ikke længere kun hæs og svag, men også tung, langsom, og Anna havde det som om, at hele verden var drejet om i slowmotion. Hun blinkede igen, kraftigere denne gang, den slørede tåge, der før kun havde kranset sig omkring synsfeltets kanter, voksede indad, blev større og større og gjorde klarsynet mindre og mindre, og det første kraftige blink afløstes af det næste, og så det tredje, og mors hånd, der fortsat var presset mod munden, skælvede og dirrede endnu voldsommere. Anna havde en underlig trang til at smile. ”Er du her … for at se mig … svæve?”

   Gad vide hvorfor det loft egentlig var hvidt og hvorfor det egentlig lugtede så sødt.

   Mor Lone rystede på hovedet, og hendes venstre arm, den, der ikke klemte mod munden, men som stadig skælvede ligeså meget, gled nedad, indtil den nåede Annas slappe, venstre hånd, og hun knugede. Anna fornemmede den svage varme, men følte sig for slap, følte sig for svævende, svævende over de evigdybe vande, til, at hun kunne knuge tilbage. Hun betragtede fortsat det hvide loft, der begyndte at tvære sig ud til en grumset tåge. Lige inden hun drev bort til søvnens frygtløse verden, hørte hun sin mor snakke til hende.

   Nej, min pige, nej, jeg er her fordi jeg passer på dig og fordi jeg elsker dig.

   Sikke da egentlig noget besynderligt noget at sige.

   Så faldt hun i søvn.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...