Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111216Visninger
AA

129. 128

Mor Lone blev ringet op af hospitalet klokken halv seks samme onsdag eftermiddag, og hun blev ringet op, fordi lægerne ville fortælle hende, at hendes datter, langt om længe, var vågnet op af sin koma. Da Lone fik nyheden at vide, var det svært for hende at begribe, at det ikke var en drøm, lidt på samme måde, som da hun fik at vide, at Anna var blevet ramt af en lastbil, ja, hun troede næsten, at hun ville vågne, men det var ikke en drøm, det var virkeligt, det var alt sammen virkeligt, Anna, hendes elskede Anna, hendes elskede datter, var måske nok blevet ramt af en lastbil og måske nok blevet voldsomt og brutalt kvæstet, men hun var i live og hun var vågnet op af sin koma, og Lone skulle se hende, hun skulle se hende nu, se til sin datter og snakke med hende og måske også græde, hun skulle se hende, så derfor kørte hun af sted straks som opkaldet var afsluttet.

   Da hun nåede rigshospitalet, og parkerede bilen, denne gang ved båsene tæt på Indgang 3, og ikke ved hovedindgangen, fordi dette var mere praktisk og hurtigere og lå lige ved siden af traumecentret, hvor Anna stadigvæk lå, og da hun trådte ind i indgangen, var Anna stadigvæk ude af sin koma, men hun kunne endnu ikke besøges. Hun kunne endnu ikke besøges, fordi hun var faldet i søvn igen, og lægerne skulle stadigvæk have skannet hendes hjerne igennem en ekstra gang, bare for at sikre sig, at der ikke, udover hjerneødem, var blevet dannet blodansamlinger i hjernevævet, hvilket kunne gå hen og blive livstruende, men hendes datter var bare faldet i søvn denne gang, ikke gået i endnu en koma, hun var kun faldet i søvn, og at hun var faldet i søvn var selvfølgelig også forståeligt nok, for et traume som det, hun var kommet ud for, var et hårdt slag for kroppen, og det krævede en masse naturlig hvile.

   Lone sad i caféen, der befandt sig i umiddelbar nærhed af traumecentret, da overlægen, der havde stået for behandlingen af hendes datters skader, kom hen til hende, og bad hende følge med, indtil en afsides korridor.

   ”Din datter overlever.” Det var, hvad han sagde. Lone stod overfor ham, lænet med ryggen imod væggen. Overlægen fugtiggjorde læberne, og fortsatte, med sin rolige, beherskede stemme. ”Vi har undersøgt hende, og hun har ingen indre blødninger, hverken i hjernen eller i andre vitale organer, så hendes overlevelseschancer er ret definitive. Jeg vil sige … halvfems procent.”

   Lones øjne svulmede, og hun klappede begge sine hænder op for munden, og fornemmede det spænde sig ud i øjnenes underkanter, da hun fik nyheden at vide. Hun blev stående sådan. Lægen fortsatte. ”Men … Selvom din datter kommer til at overleve, er jeg desværre bange for, at hun nok aldrig kommer over den ulykke. Ser du, hendes rygsøjle … vi … har forsøgt at få lappet den sammen, men hun har så mange brud på rygsøjlens midterhvirvler, at det var en umulig opgave. Skaden var … desværre uhelbredelig, og din datter er blevet lam fra livet og ned, og kommer med stor sandsynlighed aldrig til at gå igen.”

   Lone svarede ham ikke, blev blot stående med hænderne klemt for munden, imens hun kiggede på ham, og tårer, denne gang ikke af smerte eller af fortvivlelse, men af forløsning, af ægte forløsning, tårer, der fremkom, fordi hun alligevel ikke ville miste sin datter, men ville beholde hende, at hendes datter ikke døde, men overlevede, lunede i hendes øjne.

   ”Og så er der også en anden ting.” Lægen blinkede, og var tavs, som prøvede han at finde ud af, hvordan han skulle formulere sin sætning på den helt rette måde. ”Selvom hun overlever, så har hendes hjerne højest sandsynlig også taget skade. Heldigvis ligger læsionerne ikke dybt inde i hjernebarken, eller i hjernestammen, som ville kunne få betydning for hendes mentale udvikling, men til gengæld ligger læsionerne i … andre ligeså vigtige steder. Her snakker jeg primært i pandelappen. Hun har pådraget sig nogle permanente skader i pandelappen og omkring tindingerne, og vi frygter, at det, med tiden, vil kunne … forandre din datters personlighed. Så hvis hendes adfærd begynder at ændre sig, muligvis grænsende til det psykotiske, eller hvis hun rent faktisk ender med at udvikle psykoser eller noget lignende, så bliver du nødt til på forhånd at være forberedt på det. Så din datter kommer til at overleve, ja, men hun kommer nok aldrig over det, hun er blevet udsat for, og hun bliver højest sandsynligt efterladt med symptomer på en traumatisk hjerneskade af den eller anden art.”

   Lone gled hænderne bort fra munden, hendes øjne blev varmere, det kildrede mere udtalt, og det strammede og knugede i svælget. ”Men … hun kommer til at overleve.” Det var sagt mere som en konstatering snarere end et spørgsmål, og lægen nikkede i bekræftelse.

   ”Hun kommer til at overleve, ja.”

   Lone klemte atter begge hænder ned for munden, og hendes blik viftede sig væk fra lægen og i stedet ligefrem, imod en evighed, som kun hun var i stand til at se. Da tårerne faldt, var det tårer af befrielse, der gjorde huden på hendes krop stram, og fik varmen til at væske ud i mavesækken.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...