Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

214Likes
1144Kommentarer
110592Visninger
AA

128. 127

Spejlet på badeværelset var det første, Emilie stillede sig hen til, da hun var kommet hjem i familiens lejlighed på Ålekistevej, efter at hun havde stillet tasken fra sig i entréen og hængt skindjakken op på vægknagen, og hun låste den lysebrune dør efter sig. Det var et lille spejl, der sad klistret til væggens hvidglaserede klinker, men Emilie havde været på badeværelset så ofte, at hun havde vendt sig til spejlets ydmyge størrelse. Hun skød hagen en anelse frem, som hun betragtede ikke sit ansigt, men sin hals, og højre hånd gled hun atter opad, gennem luften, til struben, og hun kunne se røde mærker, der stregede sig henover den blege hud, røde mærker efter negle, og (er du klar over, hvor skidt min datter havde det?) de var stadig udfyldt af den mærkværdige, dunkende sviden. Hendes kæber blev stramme.

   Hun var nødt til at skifte trøje, til en af de langhalsede sweatshirts, der kunne dække de røde mærker (hvad nu hvis Anna er en pige, ligesom Maria, der bare har det rigtig, rigtig skidt?) på hendes hals, så hun ikke blev mindet om det, og igen glimtede Marias sygligt blege, svedglinsende ansigt, da hun lå dér, i hospitalssengen, for Emilies indre blik, Maria, hendes bedste veninde, der havde hængt sig selv, fordi hun var blevet skubbet udover kanten af kællingerne fra Roskilde, Maria (Du har ødelagt min datter ødelagt hende din lede mær ødelagt min datter jeg myrder dig ødelagt min datter jeg prøvede at hjælpe hende ødelagt min DATTER), hun tænkte på Maria, og sårene dunkede mere mærkbart i den tørre sviden, hun tænkte på Maria, og herefter tænkte hun på Anna, da hun stod i brusebadet, med det lange, dybrøde sår, der strakte sig nedover hendes blege underarmshud, det sår, Emilie havde været sikker på var noget, kællingen havde påført sig fordi hun ikke kunne klare, når tingene ikke gik efter hendes vilje. Hun havde påført sig såret for opmærksomhed, påført sig såret som en hån mod Maria, selvom det måske ikke havde været for opmærksomhed, selvom det måske, præcis som Dennis havde nævnt, var noget, hun havde påført sig selv, fordi hun netop havde det skidt, havde det ligesom Maria (du har ødelagt min datter du har fandme edme ødelagt hende du har ødelagt min DATTER) og hvis dette var tilfældet, hvis dette virkelig var tilfældet, så var Emilie jo ligesom dem, hun hadede, hvis Anna ikke var en snobbet pige, der var for vant til at få sin vilje, en pige, der sikkert ikke havde den samme tankegang som overklassetøserne, der mobbede Maria i graven, som Emilie ellers havde været så overbevist om, at hun lige præcis var, så havde Dennis jo ret. Så var hun jo som dem, hun ikke ville være som. Så var hun jo præcis som dem, der sendte hendes veninde i graven, dem hun hadede, hun var jo som dem, og så var Anna jo uskyldig, så havde Anna det måske bare skidt, måske var hun slet ikke dårligt opdraget men havde det bare skidt, hun var måske slet ikke forkælet, men ønskede bare at passe ind (der er ikke nogen, der kan lide forkælede piger, Anna), fordi hun var så ensom og så alene. Selvom hun var mærkelig, gjorde mærkelige ting, sagde mærkelige ting, så var hun måske uskyldig, præcis som Dennis sagde, selvom Emilie ikke ville høre efter, uskyldig, og fortjente slet ikke at blive hadet, hun var uskyldig, Anna var uskyldig, hvad havde hun gjort, hvad havde hun dog gjort, og samvittigheden angreb hende, angreb hende som en tankestemme, der lød som Marias, en stemme, hun ellers næsten havde glemt, den kom over hende, klart, tydeligt, som om det ikke var mere end en dag siden, hun havde snakket med sin nu afdøde veninde.

   Du er ond, Emilie, du er ond, du fortjener samme skæbne som Anna, du fortjener at blive smadret, du er ond, se lige hvad det er du har gjort, du er ond, du er ond, du er OND.

   Hun klemte hænderne for ørerne, selvom det ikke ville hjælpe, for stemmen kom ikke udefra, den kom indefra, stemmen der fortalte hende, at hun var ond, Marias stemme, hun var ond, hun var sgu fandeme ond, Dennis havde ret, hun havde gjort noget meget forkert, noget meget ondt, hun havde gjort noget, hun aldrig skulle have gjort, noget, som kun blev gjort af onde og modbydelige mennesker, der fortjente at brænde op i helvedets ædende flammer, og det isnende tæppe trak sig mørkt og tungt omkring hende, hun strammede kæberne stadig hårdere og vred øjnene sammen, fjernede ikke hænderne fra ørerne (Er du klar over, hvor skidt min datter havde det?), selvom det ikke lukkede Marias fordømmende spøgelsesstemme ude, der rungede i konstante og forfærdelige tankeekkoer, og hun begyndte at hive efter vejret, imens hun bakkede tilbage mod væggen. Annas mor skulle have slået hende ihjel der, under cykelskurets halvtag, og Emilie vidste, at det var præcis, hvad hun havde fortjent. Hun skulle bare være blevet kvalt, være blevet slået ihjel, så behøvede hun ikke at høre på Marias stemme, Maria, som hun havde elsket, Maria, der var så uerstattelig og som hun stadig savnede, Maria, der blev mobbet af modbydelige kællinger, hvad tror du, Maria ville sige til dig, hvis hun opdagede, hvad du har gjort, din lede kælling, din lede mær, hvad tror du ikke, Maria ville sige, du er ond, du er ond og modbydelig, du er et uhyre, en heks, du skal brænde og fortæres af flammer, du er ond, du er ond, du er ond!

   ”Nej, nej, nej, nej,” klynkede Emilie, det var alt, hvad hun kunne sige, og hendes ryg klemte sig mod vægfliserne, og hænderne trykkede sig strammere omkring ørerne, i det stadig frugtesløse forsøg på at fjerne skammen og de fordømmende stemmer, og modbydelige hænder, dæmoniske af natur, usynlige men virkelige, greb hendes arme og hendes flanker, begyndte at nappe hende i huden, og vejrtrækningen skingrede, den hev stadig kraftigt, men nu skingrede den også, og det skælvede igennem hendes arme. Hun gled ned på numsen, krøb sig sammen, hev og udstødte flere nej’er, gentagelsesvist, stemmen kvalte sig sammen, ond, hun var ond, hun fortjente at blive fortæret og opløst i helvedets flammer, hvis der virkelig fandtes et helvede, så var det der, hun fortjente at være, for det, hun havde gjort, var modbydeligt, og hun var et uhyre, hun var ikke et menneske, hun var et fucking uhyre, værre og mere ond, end dem, der endte med at drive Maria til selvmord, ikke et rigtig menneske, men bare et uhyre, hvad havde hun gjort, hvad fanden havde hun gjort, hun var et uhyre, et uhyre, et uhyre, og hendes hænder gled fra ørerne og op til håret, hvor hun krummede fingrene sammen. De dæmoniske fingre af sort og usynlig ondskab nappede hårdere, nappede og stak hende, arme fra helvedets uudgrundelige dyb befamlede sig over hendes krop, ond, hun var ond, og onde mennesker havde ikke fortjent andet end helvedets flammer, ond, hun var ond, og hendes kvalte hiv efter luft blev til skærende vræl.

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...