Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111066Visninger
AA

127. 126

Emilie tog ikke hjem til Jasmin efter episoden, men besluttede sig i stedet at tage hjem til sig selv. Hun ringede sin veninde op, efter at have stået med ryggen mod skurets trævæg og sine hænder klemt om den dunkende, sammenkvalte strube i hen ved fem minutter – gråden havde været kortvarig, var blevet udløst af chokket, og den værste rædsel syntes at blive skyllet væk fra hende gennem de første tårer – og fortalte hende, hvad hun havde besluttet sig for, fordi hun ikke lige havde det så godt, men det var vel okay, for de kunne bare aftale noget en af de andre dage. Ja ja. Hun var helt okay. Det var hun altså. Også selvom hendes stemme var hæs, men hun havde bare fået noget galt i halsen, det var okay, du behøver ikke tænke på det, Jasmin, jeg klarer mig, jeg har bare lige brug for at være lidt alene, og så tog hun hjem. Hun tog bussen fra Slotsherrensvej. Hele vejen hjem mod bopælen på Ålekistevej, glimtede Lones raserifortrukne ansigt sig for hendes nethinde, og flere gange førte hun sine hænder op til halsen, op til det sted, hvor Lones greb havde strammet sig hårdt og kvælende.

   Hvad nu hvis du er fuldstændig ligesom dem, der fik Maria til at begå selvmord, lød Dennis’ stemme i hendes hoved, den kom pludseligt og uden nogen øjensynlig kilde, og Emilie strammede sine kæber, så hagen skubbede frem, fastholdte sit blik på den virkelighed, der flimrede forbi på den anden side ad busruden, og hendes hænder gled op gennem luften, op til struben, for femte eller måske sjette gang, for at mærke det sted, Lones negle havde kradset ind i huden, da hun forsøgte at kvæle hende, det brændte svagt, pulsende, og hun så kortvarigt Maria, ikke Lone, men Maria. Maria lå dér, i hospitalssengen, indlagt efter sit første rigtige selvmordsforsøg – der hvor hun forsøgte overdosis på en blanding af sovepiller og panodiler, der blev skyllet ned med brændevin, i håbet om, at brændevinens alkohol ville forstærke den giftige og dræbende metabolisme –, i den kortærmede dragt, alle patienter skamfuldt skulle bære, for at minde dem om hvor det var, de befandt sig, og dragten tillod Emilie, 13 år gammel på dette tidspunkt, at se droppet med den modvirkende antigift, der var boret dybt i den blå vene på Marias venstre albueled. Sved, en effekt af den overdosis, hun havde indtaget, glimtede sig fugtigt over panden og kinderne, der var alt for blege og alt for sygelige, og sveden sammenfiltrede Marias lange, sortfarvede hår i klistrede bølger. Emilie havde vredet sine læber sammen, hendes øjne var røde, og Maria vred langsomt sit blege, svedglinsende ansigt rundt, så hun kiggede på sin bedsteveninde, hun om et halvt år ville forlade ved at hænge sig selv i en gren i Damhusparken, og hun skilte læberne, snakkede med en hæs, tør stemme. ”Undskyld, Emi. Undskyld.”

   Emilie blinkede, blinkede for at fjerne det ulidelige minde, og (”Din lede mær!” sagde Lone, inden hun, med fortrukket ansigt, knugede sine dirrende hænder hårdere omkring struben, det sortnede i pletter for Emilies øjne og panikken greb hende) hendes hånd gled atter op gennem luften (Hvad nu hvis du er ligesom dem, der fik Maria til at hænge sig selv), op til struben, hvor mærkerne efter Lones kradsende negle fortsat sved i pulsende spjæt, (Er du klar over, hvor skidt min datter havde det? Er du det?) og hun så atter Maria, der lå i hospitalssengen, ansigtet klistret af glimtende sveddråber og hendes tørre, spinkle stemme, da hun kraftesløst udstødte de hjertefølte undskyldninger (måske er Anna en pige, der bare har det rigtig, rigtig skidt) og et klamt, isnende tæppe lukkede sig usynligt omkring hendes krop, selvom hun prøvede ikke at tænke på det.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...