Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108037Visninger
AA

126. 125

Den hule skælven var alt, hvad Lone mærkede, da hun satte kursen tilbage mod Vanløse-hjemmet på Grønbakken, og mavesækken gnavede. Vejene strakte sig ud foran hende, surrealistisk og drømmende, og det var svært for hende at fastholde grebet omkring rattet, fordi hendes hænder skælvede så meget, og de ville ikke holde op med at skælve, de skælvede, de skælvede, selv når hun strammede, skælvede de, og hun havde tårer i øjnene, uden var helt klar over hvorfor, og hun mærkede stadigvæk Emilies bløde, varme halskød omkring sit greb, idet hun havde strammet og klemt hænderne om hendes strube, og hun vidste, at hvis hun ikke gav slip, men havde fortsat, så ville Emilie være blevet kvalt, hun ville være blevet kvalt, og Lone ville stå tilbage som en morder.

   Lones kæber forblev stramme og sammenbidte hele vejen tilbage, og da hun steg ud ad bilen foran huset, bevægede hun sig på automatik, afkoblet fra tankerne, bevægede sig som en maskine, fuldstændig som hun havde gjort, da hun var ankommet til rigshospitalet om mandagen, for at se til sin datter, da hun lige var blevet ramt af lastbilen, hun bevægede sig, afkoblet fra sin sjælelige væren, var til stede i virkeligheden, uden at være rigtig til stede, ind i huset og gennem entréen, rundede omkring køkkenet, forbi halvvæggen på højre hånd og spisebordet på venstre, med panoramavinduet der bestirrede baghaven længst nede, hun vandrede over det klarbrune trægulv, svang ind i døråbningen til stuen. Det var ikke soveværelset, hun gik hen til, men i stedet var det den mørkebrune sofagruppe skråt mod venstre, overfor fjernsynet, og hun satte sig, læderet knirkede stift under hendes vægt, og så lænede hun sig frem og klemte sin hånd for munden. Stirrede mod den sortlagte fladskærm, der stod på fjernsynshylden foran den modsatte væg. Stirrede stift, stirrede længe, og så klemte hendes fingerspidser ind mod kinden, trykkede hårdt, og øjnene lukkede i. Det brændte i svælget. Lyse fortvivlelsesklynk hikkede sig dernæst bort fra hende i en svaglig dæmpet hulken.

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...