Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107607Visninger
AA

125. 124

Emilie havde denne novemberonsdag planlagt at tage hjem til Jasmin og hygge og lave lektier og muligvis også overnatte, og Jasmin boede tæt ved Jyllingevej Station, omtrent en kilometer borte, så det ville ikke tage lang tid, højest en halv time, medmindre Jasmin selvfølgelig tilbød Emilie at cykle med bagpå cyklen, hvilket hun nogen gange gjorde. De nåede fortovet, manglede femten meter mere, før de ville være ved udgangen, skridtede yderligere seks skridt frem, til halvtaget, hvor Jasmin greb cyklen. Hun nåede at få den trukket ud til stien, gentagelsesvise kliklyde fremlød fra egerne, da Lone kom gående, med armene foldet foran brystet, og det var de to piger, hun kom gående imod, og øjnene virkede underligt udspilede og ansigtet mærkværdigt stift.

   ”Undskyld?” Lones stemme var, trods det stive ansigt, rolig. Emilies pande rynkede sig, for hun havde registreret, at det var hende, Lones øjne havde rettet sig imod. Lone standsede fem skridt borte. ”Det er dig, der er Emilie, ikke? Emilie Johansen?” Stemmen lød fortsat rolig, men der var alligevel en eller anden dirrende undertone, Emilie ikke helt kunne aflæse. En fin, lodret pandestreg trykkede sig frem over næsebenet, da hendes bryn rynkede sig en anelse tættere. Jasmin stod ved siden af hende, med blikket viftende sig skiftevis mellem sin veninde og Lone, der stod få meter fra dem.

   ”Ja, det er rigtigt.”

   ”Jeg er Lone, Anna Larsens mor.” Lone trådte et skridt nærmere. Emilie havde stadig brynene trykket sammen til den lodrette pandefure. Hendes underlæbe spilede en kort gang op ad hendes overlæbe. Hun var stille lidt. Et par elever passerede forbi.  

   ”Hvad, øh … hvad … hvad drejer det her sig om?”

   ”Det er du vist udmærket godt klar over!”

   Emilie blev stiv i ansigtet, brynene var stadigvæk trykket sammen, men det var som om, at hendes mimik frøs fast. Munden stregede sig lige og vandret.

   Jasmin tog over. ”Undskyld, men … vi er faktisk på vej hjem til mig, og … !”

   Lone afbrød. ”Det må I hellere udskyde, for jeg skal lige have mig en alvorlig snak med din veninde.” Hendes øjne fjernede sig ikke fra Emilie, de kunne ikke fjerne sig, for Emilie var hende, der havde ødelagt hendes datter, og synet af hende fik hadet til at svulme og stramme og svulme noget mere.

   ”Jamen … ,” begyndte Jasmin, men Emilie afbrød hende, og hendes stemme var mere dæmpet og langt mindre selvsikker.

   ”Jasmin, bare gå, så indhenter jeg dig, okay? Bare gå.”

   Jasmin blev demonstrativt stående ved siden af hende, de brune øjne gled mellem Emilie og mor Lone og så Emilie, men så adlød hun sin veninde, og begyndte at vandre af sted, trak fortsat cyklen efter sig, det tikkede, tikkede længe, tikkede indtil hun var forsvundet om hjørnet for enden af stien, og ned ad vejen, og først da de tikkende lyde fra cykelkæden var svundet hen, hævede Lone stemmen, ikke meget, men nok til, at Emilies udstregede læber blev smalle og tynde. ”Ved hende din veninde det godt?”

   Emilie blinkede, blinkede igen, og hendes bryn gled bort fra hinanden, så den lodrette pandefure svandt ind. Hun sank en klump, og Lone kunne se, at hun sank, fordi det bølgede indad omkring sammenslutningen mellem halsen og underkæben. Lysten til at kaste sig frem og kværke hende kildrede og dunkede i fingerspidserne, og vreden krampede sig til i svælget.

   ”Ved … Ved hvad?” spurgte Emilie, langt om længe, og hun blinkede imens.

   ”Hvilken sygt forskruet tøs du er.”

   Emilies algegrønne øjne blev hule, blanke, og læberne pressedes så tæt sammen, at de forsvandt, så munden forvandledes til en næsten usynlig streg. Hendes mundvige strammede sig til. Hun sank igen, mere end én gang, og sagde intet, stirrede kun, og Lone trådte et skridt nærmere. ”Du skal ikke bare stå der og glo sådan på mig, du skal ikke? Jeg ved så udmærket godt, hvad fanden det er, du har gjort!” Emilies hage begyndte at dirre, og øjnene, stadigvæk blanke, algegrønne hulninger, voksede. Munden var fortsat svundet hen mellem de sammentyndede læber, og mundvigene fremkom som to nedadbuende streger på hver side ad mundpartiet. Lone skar tænder, og hun hvæsede, og spytdråber spjættede frem i takt til hendes hvæs.

   ”Jeg ved fandeme godt, hvad det er, du har gjort imod min datter!

   Emilies øjne voksede sig større og blankere, hendes hage dirrede stadig tydeligere, og Lone mærkede det svide i hornhinderne. ”Du har fandme edme ødelagt hende!” Læberne krængede sig længere bagud, og Emilies vejrtrækning blev hurtigere, hun sank igen, så det indhulede sig mellem halsen og underkæben, og Lone trådte nærmere, var kun en meter fra hende, og hun fortsatte. ”Er du klar over, hvor dårligt min datter havde det? Er du overhovedet det? Har du overhovedet nogen idé om, hvor meget dine syge handlinger har fucket min datters liv op? Er du klar over det? Er du overhovedet klar over det, hvad? Er du det?” Lone slyngede sin hånd frem, og hamrede den ind i Emilies venstre skulderparti. Emilie skilte læberne, en skingert dirrende indånding, og så endnu en, en tredje, en fjerde, og hun bakkede et skridt tilbage. Spyttet slimede bort fra Lones læber, da hun fortsatte. ”Du har ikke den fjerneste idé om, præcis hvor skidt min datter havde det! Jeg har kæmpet for hende, jeg har fucking kæmpet for hende, kæmpet for at hjælpe hende, og så har du ødelagt hende! Så har du fandeme bare ødelagt hende!”

   Emilie blev stående, med munden gabt vidåben, og nu var det ikke kun hendes hage eller hendes kæbeparti, der skælvede, nu var det selve hende, hele kroppen, hendes hænder og hendes ben, og hendes vejrtrækning hev kraftigere, så skuldrene løftedes og sænkedes og løftedes, og det fugtblanke slør af tårer, der havde vædet sig indover hendes øjne, glimtede i det sene dagslys. Lone forvred resten af sit ansigt, imens hun trådte et skridt nærmere, så hun strakte sig over den nu forskræmte pige foran sig, og så hvæsede hun fra det dybeste af struben. ”Du har ødelagt hende!”

   Hun stod der, foran den forskræmte Emilie, stod der et kort øjeblik, hvor hun blot kiggede, men ikke foretog sig noget, og så slyngede hun sin hånd gennem luften, slyngede den af al sin kraft, og smækkede den indover venstre side ad Emilies ansigt. Et højlydt smæld af kød, der klaskede sammen, og Emilie slyngede automatisk sit hoved mod højre, peb ganske spinkelt en kort gang, og vaklede et skridt bagud og mod venstre. Lones vejrtrækning hvæsede sammenkvalt, og hun trådte et tilsvarende skridt imod hende, og svang atter hånden, endnu et smæld, Emilies ansigt fortrak sig og hun strammede sine øjne sammen. Hun vaklede tilbage. Hendes ryg ramte mod stolpen, der understøttede halvtaget. Kvalte, skingre lyde udstødtes sammen med den hivende vejrtrækning, og hendes øjne forblev sammenstreget, en tåre svulmede frem fra øjenkrogen, og hun løftede venstre hånd og klemte den mod det sted, Lones håndslag havde ramt.

   Lones stemme skælvede, da hun fortsatte, og hun trådte endnu et skridt nærmere. ”Hvis du … nogensinde … kommer i nærheden af min datter igen, hvis du bare så meget som kontakter hende, så myrder jeg dig. Forstår du, hvad det er jeg siger til dig? Så myrder jeg dig fandeme!”

   Emilies øjne forblev sammenklemte, og hun skar tænder, fortsatte med at lade hovedet være vendt bort fra Lone, mod højre, mod cykelskurets væg. Lone stod foran hende i få sekunder, under ti, og så slyngede hun begge sine hænder frem, og langede dem omkring Emilies hals. Det gav et spjæt i Emilie, hendes øjne sprang op og hun fjernede omgående hånden fra kæben og vred ansigtet fremad, imod Lone, og Lone strammede sit greb. Hun tvang Emilie bort fra jernstolpen, og i stedet ind mod cykelrækkerne, Emilies mund var åben, hun hev efter vejret, hendes indåndinger var så skingre og så kvalte, hun hev, hev, hev, og løftede automatisk højre hånd, som hun knugede om Lones håndled. Det dirrede i Lones hænder, og hun kvalte dem hårdere og tættere om Emilies hals, kvalte, imens hun fortsat tvang Emilie bagud, indtil Emilies ryg ramte mod skurets væg. Tårerne vibrerede stadigvæk i Emilies øjenkroge, men forlod hende ikke, og al farve fordampede fra hendes kinder og gav i stedet hendes ansigt en spøgelsesbleg nuance, Lone klemte, klemte hårdere, klemte fastere, og hendes stemme skælvede sammenbidt og grådkvalt. ”Din lede mær!

   Emilie kunne ikke længere få luft, og hun begyndte at ralle, en grusom, vridende og skinger lyd, hun rallede, og strammede sit eget greb, strammede, i et febrilsk, desperat forsøg på at komme fri, og Lone klemte hårdere, hårdere, hårdere, og så flåede hun hænderne til sig og bakkede tilbage. Emilie snappede skingert efter vejret, blev ved med at snappe, og gled begge sine hænder op til struben, hun kunne ikke få luft, hun kunne overhovedet ikke få luft, og ansigtet var gået fra en hvidlig spøgelsesbleg til nærmest gråt, hun snappede, og den svulmende tåre forlod langt om længe øjenkrogen og vred sig ned ad kinden, men hun blev blot stående og hev lysskingert og hæst efter vejret. Lones mundparti svulmede, hendes fingre krummede sig sammen og hun vendte rundt og vandrede tilbage mod bilen. Bag hende svulmede Emilies ansigt op, idet hun begyndte at græde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...