Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107625Visninger
AA

124. 123

Onsdag formiddag tog Lone tilbage på rigshospitalet, for at se til Anna, og stadig intet nyt om hendes tilstand, andet end at hun virkede til at reagere på smertefuld stimuli, så komaen var måske ikke så dyb, som de regnede med, men man havde fundet ødem i hjernevævet, så hendes tilstand var stadigvæk kritisk, og derfor turde lægerne endnu ikke, på stående fod, at udtale sig om, hvordan fremtidsprognoserne ville blive.

   Lone havde ej heller denne nat fået meget søvn, allerhøjest to timer, men denne gang skyldtes det ikke de grusomme tankebilleder af hendes kvæstede datter, men i stedet skyldtes det hendes besættelse om at få prentet Emilies udseende så godt ind på nethinden, at hun ikke behøvede at kigge på billedet, for at genkende hende, når hun så hende. Det var ikke blot billedet, hun havde gemt på sin iPad, hun brugte minutter, næsten timer, på at betragte, men også alle Emilies øvrige profilbilleder, nye såvel som gamle, for hun skulle lære hendes udseende at kende udenad, og den eneste måde hvorpå hun ville være i stand til dette, var ved at blive ved med at betragte billederne af hende, indtil de satte sig uhelbredeligt fast i sindet.

   Celine kom forbi hospitalet sammen med far klokken 10. Grundet omstændighederne havde Celine fået lov til at få fri fra skole, også selvom hun stadigvæk havde svært ved at begribe, hvad det helt nøjagtigt var, der foregik, og at hendes storesøster, ganske rigtigt, var blevet ramt af en lastbil og var indlagt intensivt på rigets traumecenter. Far blev opdateret om situationen af Lone, og for første gang i ualmindelige tider kunne ham og Lone rent faktisk snakke sammen, uden at begynde at råbe og skrige og udstøde deres evindelige fordømmelser og beskyldninger, de snakkede sammen, roligt og venskabeligt, far trøstede mor så godt han nu kunne, tilbød sin hjælp, hvis der var brug for det, og bad om fortsat at blive holdt opdateret om situationen, hvilket Lone lovede ham at hun nok skulle gøre. Herefter tog han af sted, han var chef i Bilka, og derfor havde han et arbejde, som han var nødt til at passe, trods denne grusomme livssituation, og mor og Celine tilbragte tiden i hinandens selskab, og tog på Burger King for at spise frokost kvart i et. Selvom Lone ville være der for Celine, give hende den fornødne trøst, som en mor altid burde give sine børn, var hun ikke helt i stand til det, for hendes tanker forblev et andet sted, forblev på Emilie, på de ting, hun ville gøre under konfrontationen.

   Hun afleverede Celine hjemme, hvor Celine gav sig til at vente på Saras forældre, så hun kunne overnatte hos hende, og derefter kørte hun videre nordpå, mod Brønshøj-Husum og Frederiksrød Skolen og Emilie Johansen. Hun ankom kvart i tre, og standsede 10 meter fra indgangen. Til højre for hende strakte fortovet sig, og bag fortovet lå asfaltkvadraten, der udgjorde parkeringspladsen. I retning skråt til højre så hun skolens indgangsparti, og trods buskadset, der grænsede mellem parkeringspladsen og skolestien, kunne hun stadigvæk se de elever, der kom vandrende, for det var et lavt buskads, under en meter, og overfor buskadset så hun halvtaget med rækken af cykelstativer. 14:50. Klokken var 14:50, ti minutter mere, allerhøjest et kvarter, skolestien var tom nu, øde for mennesker, men om ti minutter til et kvarter ville det ikke længere være øde, for så var skoledagen afsluttet og elever ville komme gående, og Emilie Johansen ville komme gående blandt disse elever. Ti-femten minutter mere. Ti-femten minutter, og så ville retfærdigheden ske fyldest. Det sugede klamt og koldt i undermaven, dunkede i mavesækken og hendes hænder klistrede sig stramt og svedende mod rattet, det dirrede gennem armene og hun fjernede på intet tidspunkt blikket fra skolestien, hun ventede, ventede, ventede.

   Skoleklokken ringede klokken 15. De første elever vandrede ud klokken 15:04. Lones blik havde fastlimet sig på døren, klar til at reagere, så snart hun så hende, så snart hun så den lille forpulede mær, hun var klar til at reagere, musklerne spændte sig strammere, og klokken 15:06 gik døren op og hun så en pige, hun var næsten sikker på var Emilie. Hun kom gående dér, i den lædersorte skindjakke, åbentstående og hvis kanter flagrede ned omkring det øverste af flankerne, og det brune hår anrettet i den fortykkede, opløftede hestehale, der fejede nedover nakken og pendulsvang i takt til hendes gang, og de lyseblå skinny-jeans, men særligt ansigtet, den bløde kvadratform, ansigtet, det samme ansigt som på profilbilledet, Emilie Johansens ansigt, hun kom gående, og hun kom gående sammen med en veninde, men dette var Lone forpulet hamrende ligeglad med, for det her var Emilie, pigen, der kom gående ud af glasdøren seks minutter over tre denne onsdag eftermiddag var Emilie, mæren, der havde ødelagt hendes datter, og Lone rykkede i dørhåndtaget, hårdere end hun burde, og hendes mundparti svulmede. Hjertet trommede arrigt, og pulsen spjættede dybt op i halsen, hun skulle have fat i hende, hun skulle for helvede bare have fat i hende, og hun smækkede døren i efter sig, det hule brag, og gled sig i bevægelse.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...