Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1145Kommentarer
108320Visninger
AA

123. 122

Lone standsede bilen foran huset, som hun altid gjorde, men hun blev siddende bag rattet, og stirrede ud i den natsorte tæthed foran sig, ude på den anden side ad vindspejlet, der kun blev belyst af den spøgelsesblege glød fra gadelygternes lysstofrør. Hun bemærkede, at hendes puls var steget, og hendes sammenknugede hænder klistrede sig fugtlunt til toppen af rattet.

   Emilie Johansen.

   Pigen hed Emilie Johansen.

   Pigen, der stod bag alt dette, hed Emilie Johansen og hun hadede Anna.

   I lang tid sad hun blot der, med hænderne knuget om rattet og blikket rettet fremefter.

   De tæskede hende

   Alvorligt kvæstet

   Tæskede

   Emilie Johansen

   De tæskede hende.

   Så klikkede hun selen op, trak i håndbremsen og steg ud af bilen. En hul lyd, da hun smækkede sidedøren i efter sig. Tankestemmerne blev ved med at snakke og mumle og skingre i sindet, idet hun bevægede sig ned ad forhaven, ned til døren. En metallisk skurren, da hun stak nøglen i låsen, og hun drejede, låsen klikkede op og hun trak i håndtaget. Hun tændte lyset i entréen, strækkende sig i en aflang firkant mod køkkenet, der var ligeså opslugt af det ædende mørke som Grønbakken, hun længe havde siddet bag rattet og bestirret.

   Emilie Johansen

   De tæskede hende og det er min skyld

   Emilie Johansen

   Emilie det er alt sammen Emilie

   De tæskede hende

   Emilie.

   Hun hang sin jakke på plads, gled sig af skoene og vandrede målrettet fremad, forbi de to tomme værelser, der tilhørte hendes døtre, rundede ud i køkkenet, hvor hun smækkede sin hånd ind på væggen, og det gule skær fra lampeophænget i det Ikeaske design over spisebordet jog mørket bort, ud i periferien og væk, og så vandrede hun videre, gennem køkken og spisestue, ind i stuen og mod sit  soveværelse. Det første hun gjorde, da hun trådte ind i værelset, opvarmet af radiatoren og behageligt lunt, var at styre hen til iPadden, der hvilede på sengehylden over hovedgærdet skråt overfor indgangen. Den hvilede der, ventede på hende, og det var som om den vidste, hvad den skulle bruges til, men fordi den var død, kunne den ikke stoppe hende fra den handling, hun skulle til at foretage sig (Emilie Johansen hader Anna), og Lone nåede hylden og langede fat i tabletten. Hun satte sig på sengekanten (de tæskede hende), og tændte for skærmen, så den ikoniske kliklyd ekkoede ud i værelset (Emilie det er alt sammen Emilie), ikonerne smeltede frem og hun bladrede pegefingeren over skærmen, så den første række af ikoner, dem, der udgjorde iPaddens hjemmeskærm, gled bort i venstre periferi, afløst af den næste række af ligeså fint opstillede ikoner. Facebook-appen befandt sig øverst, i en mappe, hvor hun samlede diverse forskellige hjælpeapps, og hun klikkede ind på mappen, fire apps voksede frem, og hun gik ind på Facebook, der befandt sig som den første i rækken.

   Emilie Johansen. Hun skulle finde Emilie Johansen, og hun var ligeglad med, om det ville tage hende hele aftenen, endda hele natten, for hun skulle finde hende, hun skulle finde den, der havde været med til at ødelægge hendes datter, hendes elskede datter, den, der havde ødelagt hende ikke blot fysisk, men også sjæleligt. Hun tastede navnet ind i søgefeltet, blev herefter omdirigeret fra startsiden og til personregisteret, og række efter række af piger og kvinder, alle sammen med navnet Emilie Johansen, dukkede op. En følelsesdød fornemmelse stikkede ud i hendes fingre, og hun lagde mærke til, at hendes tænder var bidt sammen. Lyset fra iPadden spejlede sig i hendes gråblå iriser. Det tog hende en halv time, før hun fandt den Emilie Johansen, som hun ledte efter, og Lone vidste, at denne Emilie var den rigtige Emilie, den forpulede lille mær, der havde ødelagt hendes datter. Hun kunne se det på de informationer, Emilie havde opgivet til facebook om sig selv. Denne Emilie Johansen var fra Vanløse, og hun var født den 12. Januar 1999, femten, kællingen var femten, på alder med Anna, hun var femten, og en hed arrigskab strammede i hendes hals, og denne Emilie Johansen var ikke kun 15 år gammel og fra Vanløse, men hun gik også på samme skole som Anna. Frederiksrød Skolen i Brønshøj-Husum. Lone var tæt på at skrive til hende, for at fortælle hende, hvilken led mær hun var, fortælle hende, hvad det var hun havde gjort, og at hun ville komme til at fortryde det, hun havde gjort imod hendes barn, imod Lones dyrebare pige (du er en dejlig datter og jeg elsker dig), og det begyndte at skælve i hendes arme, hult og dødt, men hun skrev ikke til hende. Hun skrev ikke til hende, fordi kællingen skulle konfronteres i det virkelige liv, ikke på facebook, hun ville se den lille lede mær i øjnene, når hun konfronterede hende, og hun håbede, at hun ikke ville blive bange, men rædselsslagen, og Lone var ikke det fjerneste i tvivl om, at hun ville elske synet af frygt og fortvivlelse, der med sikkerhed ville vise sig i Emilie Johansens ansigt.

   Du har ødelagt min datter, din lille mær. Det er dig, der har ødelagt hende. Du har ødelagt min DATTER!

   I stedet klikkede hun ind på Emilies profilbillede, så det svulmede op og udfyldte skærmen. Hun betragtede det længe. Emilie lå ned, hendes arme var løftet, de forsvandt ud i toppen af billedet – Lone regnede med, at hendes hænder holdt om det kamera eller den iPad, som hun brugte til at tage billedet af sig selv – og hun havde sit ansigt i smilende profil, så en svaglig rødmen, den, der var så karakteristisk for Emilie, blødte ud i de afrundede kinder. Svage furer posede op under de ovaliske øjne, det algegrønne, der udgjorde hendes iriser, reflekterede dagslyset, der omgav hende, og brynene hævede sig, ligeledes på den klassiske Emilie’ske facon, de hævede sig i en svag, knækket bue, så de næsten utydelige rynker, der dog alligevel kunne anes, stribede henover pandebrasken. Hendes lange, brune hår puffede sig omkring den pude, hvorpå hun lå. Lone gled sin højre tommelfinger ned til hjemknappen, og lod samtidig spidsen af venstre pegefinger trykke svagt mod tænd/sluk-knappen i toppen af iPadden, der nu ikke længere var toppen, men derimod venstre sidekant, fordi hun havde drejet den i vandret stilling, og det dirrede voldsommere i hendes hænder, så hun frygtede, at hun ikke ville kunne fuldføre handlingen.

   Det lykkedes hende at få taget et screenshot, hvidt glimtede kortvarigt på skærmen og billedet var gemt. Hun blev siddende, og hendes hænder, der stadig holdt om iPadden i den vandrette stilling, rystede. Det drænede hult i både bryst og mave. Hun blev siddende, bestirrede Emilies profilbillede, indtil iPaddens skærm automatisk sortnede og gik i dvaletilstand. Lone lagde den fra sig på sengemadrassen, lige inden hovedgærdet, og hun kiggede fremefter, tilbage mod døren, der befandt sig i en skrå retning fra sengen. Annas skoleskema. Hun skulle have fat i Annas skoleskema. Hun rejste sig op, en smælden fra knæene, der brød den tomme stilhed, som indhyllede hjemmet, stilheden, der var tegnet på at hun var alene, helt og aldeles alene, og så skridtede hun i bevægelse. Der hang en kopi af skoleskemaet på siden af køleskabet, lige inden døråbningen til entrégangen, og det var den, hun gik efter, og hun greb fat i den, og fjernede den fra magneterne. Hun vendte sig rundt, så hun havde fronten mod spisebordet, hvor diodelampernes klarhvide skær lyste op. Vandrede et par skridt frem, som hendes øjne skannede sig nedover skoleskemaets kalender. Det var tirsdag i dag, det var tirsdag, og i morgen ville det være onsdag, og dér, onsdagens sidste time, engelsk, sluttede klokken 15. Emilie Johansen gik i samme klasse som Anna, hvilket betød, at hun fik fri på samme tidspunkt. Onsdag klokken femten. Lone skulle være ved skolen onsdag klokken 15. Hendes fingre krummede stramt om kanten af skoleskemaet, så papiret knitrede og furede sig sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...