Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
110305Visninger
AA

121. 120

Da Dennis så Lone dukke op gennem karusseldøren længere fremme – ti meter, ikke mere end ti meter, det var han sikker på – begyndte det at krampe sig koldt og hårdt mod bagbrystet af hjertets hidsige dunken, og han kunne høre suset i mellemøret, efterfulgt af en kløen, der brændte imod venstre øregang, fra det sår, der var fremkommet efter Anna havde tæsket ham med kæppen.

   Lad være.

   Det var, hvad sindet prøvede at skrige til ham.

   Lad være, Dennis, lad være, for fanden da, hun behøver ikke at vide det, lad være, lad være, lad være, men han nægtede at lade være, for det her skulle gøres, og han var så udmærket klar over, at han ikke ville få fred, før han havde gjort det rigtige, og det her var det rigtige og det vidste han. Han så Lone dreje hovedet, først i den ene retning, væk fra Dennis og ned ad gangen, der strakte sig alt for langt og alt for goldt mod børnekirurgisk afdeling, og det spændte sig i hans strube, for han ville bare råbe, undskyld for det jeg gjorde imod din datter, undskyld, det er min skyld, det er okay, hvis du hader mig for det, men undskyld, bare undskyld, og herefter ville han slippe de tårer og den gråd, der blev ved med at trykke bag hans ansigt. Lone vendte blikket den modsatte vej, i hans retning, men øjnene viftede forbi ham, længere ned mod receptionen, mod elevatorerne bag Dennis, syntes ikke at genkende ham, og så sagde han noget. ”Lone?”

   De blå øjne vendte sig denne gang direkte imod ham. Der var noget ved hendes stive, hule ansigtsudtryk, han ikke kunne lide, og som gav ham den anspændte lyst til at rejse sig op og flygte. Han ville have fortsat sætningen, have sagt ”Det er mig, der er Dennis,” men han behøvede ikke at sige mere, for Lone havde allerede regnet det ud. Hun vendte sig rundt, skridtede imod ham, seks eller syv skridt, og standsede ved siden af bordet. Ansigtet virkede uhyggeligt gammelt. Han lagde mærke til hudposerne, der mørknede i aldrende skygger langs underkanterne af begge hendes øjne, men særligt lagde han mærke til de sammentrukne og ubehageligt dystre furer, ligeså gamle og forældede, som sprukkent læder, der rynkede sig over hendes pande. Det forekom ham, at hun (din skyld) lignede en kvinde, der kunne falde død om på et hvilket som helst tidspunkt, ramt af et hjerteslag eller en blodprop, en kvinde, der havde gennemlevet års rædsler, måske krig eller måske fortvivlelse, og tomheden i de blå øjne, der syntes at spejle sig af fugt, var en død tomhed, der var intet liv, det var som at kigge i øjnene på den form for udstoppede dyr, man tit kommer forbi på naturhistoriske museer. Trangen til at græde trykkede voldsommere i ansigtet, voksede op i svælget.

   Lone skilte læberne. Hendes stemme var ligeså hul, tom for følelser, som hendes livstrætte ansigt. ”Du ville snakke med mig?”

   Dennis nikkede, og lagde mærke til, at han var ude af stand til at fjerne sine øjne fra ansigtet af dødstiv smerte, uanset hvor meget han ønskede det. ”Ja. Det ville jeg.”

   De skyggende hudposer under øjnene blev pludseligt mørkere, noget, Dennis var overbevist om var et meget, meget skidt tegn. ”Hvad gjorde du ved hende?”

   Spørgsmålet, som ikke burde have overrasket ham, kom som et chok, overrumplede ham, og han vidste ikke, hvad han skulle svare, kunne blot sidde og stirre på hende, og Lones hals blev stram og anspændt og hendes stemme vred sig skarpere. ”Du gjorde noget ved hende, siden hun angreb dig i den mose, gjorde du ikke?”

   Kæppen, der kom flyvende, ind på øret, så det summede og skreg og begyndte at dunke af smerte, og den kraftige svirpen, blandet med de sammenbidende skrig, idet Anna tæskede ham.

   Diiiiin skyld.

   ”Hvad gjorde du?”

   ”Jeg skubbede hende.” Dennis’ stemme var svag, og gråden kildrede ham ud i øjnene. ”Jeg skubbede hende i vandet. Så ja, jeg gjorde noget ved hende. Og det … det er også derfor, at jeg er kommet for at snakke med dig, for jeg har det fucking dårligt over alt det her.”

   Lone svarede ikke, kiggede blot på ham, og de skyggende hudposer var mørknet kraftigere, men syntes også at være blevet mere spinkle. Dennis mund var alt for tør, som om han ikke havde drukket noget hele dagen, og tørheden kradsede ham som sandpapir ned i svælget, gjorde spyttet klistret, hver gang han sank. Han skulle aldrig være kommet, han skulle være blevet hjemme, han skulle aldrig være kommet, hold mund og gå Dennis, bare hold mund og gå din vej, det ender galt, det her, det ender fucking galt. Alligevel skilte han læberne, og fortsatte, og det dirrede spinkelt gennem den i forvejen svage stemme. ”Det er min skyld, at Anna endte foran den lastbil. Eller … det … det er ikke kun min skyld, men det er også min skyld..” Dennis tog en dyb indånding, prøvede at bevare roen, hjertet bankede alt for kraftigt, sveden fugtede ud i hans arme og på hans pande, og det var ikke en lun sved, det var en kold én af slagsen, og den klistrede, og han havde ondt i maven og han ville bare hjem. Hans blik fjernede sig fra Lone, vendte sig i stedet ned mod gulvet, endnu en dyb indånding, den dirrede, og han fortsatte.

   ”Ser du, øhm … Der er den her … Der er den her pige i min klasse … hun hedder Emilie Johansen … og øhm … hun … hader Anna. Det har hun på en eller anden måde altid gjort, men … Generelt, så, øh, så er der ikke ret mange af pigerne, hvis overhovedet nogen, der har kunnet lide hende, fordi de synes, hun er irriterende, og der er også mange der synes, at hun er forkælet,” smerten i maven blev gnavende, ædende, og han frygtede at han skulle kaste op, og der var ild i hans ansigt, det var gråden, den ætsende, ulidelige gråd, ”og snobbet og en masse andre ting, men i hvert fald, så kan hun ikke lide Anna, hun hader hende virkelig, og … ser du, jeg … jeg kan rigtig godt lide hende her Emilie, og … fordi jeg er vild med hende, så har jeg ladet mig rive med, og … hun har fået mig til at gøre en masse lorteting imod Anna.”

   ”Såsom at skubbe hende i mosen?”

   ”Blandt andet.” Dennis skulede imod Lone, og da hun så hvor opspilet hendes blå øjne var blevet, skyndte han sig atter at kigge væk. ”Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det, okay? Jeg lod mig bare rive med og det var dumt men jeg gjorde det, og det kan jeg ikke ændre på, og jeg er fucking ked af det og jeg fortryder det alt sammen. Hvis Emilie aldrig havde fået mig til at skubbe hende der Anna i vandet, ville alle mine venner ikke have endt med at … det her ved du måske ikke, men de tæskede hende. I går. Det var på sin vis hende der Emilie, der stod bag det, øh, men … men de tæskede hende, og … jeg kunne ikke klare mere. De tæskede hende, og så … så finder jeg senere ud af, at hun er blevet ramt af en lastbil kort efter, og … Jeg … Jeg er kommet for at fortælle dig, at jeg ved, hvorfor der er sket det, der er sket, og jeg er så fucking ked af det. Okay?” Han kunne ikke holde tåren tilbage, den faldt, det lå udenfor hans kontrol, det var næsten som om hans venstre øje smeltede, og det, øjet smeltede til, var en dråbe, der vådt og lunt og kildrende faldt nedover kinden, tåren faldt, og han løftede hovedet mod Lone, hvis ansigt var blevet mere stift. ”Jeg er fucking ked af det. Jeg er fucking ked af det hele, jeg er ked af, at jeg lod mig rive med, jeg er ked af, at jeg skubbede din datter i vandet, jeg er ked af, at mine venner tæskede hende, jeg er ked af, at hun er gået ud foran den lastbil og jeg er ked af, at jeg lod mig styre af hende der Emilie, og jeg er ked af, at jeg har ladet hende, og alle de andre, slippe af sted med det her. Jeg er ked af det hele. Undskyld.”

   ”Jeg vil gerne have du går.” Lones stemme var rolig, men han kunne tydeligt høre et dystert mørke, der truede dirrende bag det rolige. ”Jeg vil gerne have, at du går. Lige nu.”

   Dennis løftede hovedet, flere tårer gnavede og bed mod hornhinderne, og han krængede læberne tilbage, for at modkæmpe den stramme opsvulmning, der begyndte at klemme sig frem i ansigtet. ”Jeg er fucking ked af det.”

   Lone skar tænder, og denne gang blev hendes hals så stram, at senerne kun alt for tydeligt fremtrådte. ”Jeg vil gerne have, at du fucker af helvedes til, og jeg vil have, at du gør det lige nu! Du skal bare skride! Du skal bare skride!

   ”Kan du ikke tilgive mig?” Dennis vidste, at det var dumt at sige noget, han skulle bare gøre, som hun sagde, før hun endte med at flippe ud, og han kunne allerede se, hvordan en skælven begyndte at gennemdirre hendes krop, hun ville gå amok, hun ville gå amok, han vidste det, han vidste det bare, men selvom han vidste det, så lystrede han ikke hendes ordre, han ville lystre, men han kunne ikke, hans muskler havde låst sig fast, og ordene, der forlod hans læber, gjorde det udenfor hans egen kontrol. ”Kan du ikke nok tilgive mig?”

   Lone langede sin hånd frem, klemte sine fingre stramt og hårdt om hans kinder, så det smertede i kæben, og panikken kom over ham, den kolde, slimede panik, tung og modbydelig, den kom over ham, han skulle dø nu, hun ville slå ham ihjel, og han havde ikke fortjent andet, han skulle dø, han skulle dø nu, lige nu, og Lones læber vred sig tilbage. Hendes stemme var en hæs, sammenbidt hvæsen. ”Du skal bare skride! Kan du forstå det, dit møgsvin? Du skal fandeme bare skride! Skrid, ellers så lover jeg dig, at du kommer til at fortryde det!” Hun ruskede ham i ansigtet. ”Du skal fandeme bare skride og holde dig væk fra min familie!”

   Hun skubbede hans hoved tilbage, imens hun slap hans kinder. Hendes vejrtrækning hev skingert, dyrisk, og de hårdt sammenbidende tænder krampede ansigtet til en uhyrlig grimasse. Dennis vendte ansigtet bort, og rejste sig. Stolen skrabede henover linoleum. Han drejede rundt, gik rundt om den modsatte side af stolen, væk fra Lone, og vandrede med bøjet hoved mod udgangen. Han registrerede først de trillende tårer, der flød i en uophørlig strøm, da han sad på cyklen halvvejs mellem rigshospitalet og Ålekistevej.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...