Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111984Visninger
AA

13. 12

Anna krydsede den smalle asfalterede vej, der flankerede søen, og fortsatte videre over den lille træbro, som krydsede bækken, og de flankerende asketræer på begge sider, var farvet af mørkegult efterår – selvom nogle af bladende stadig var grønne, for dette efterår var usædvanlig varmt – og hun skridtede videre henover stien. Damhussøen strakte sig ud mod Rødovre en kilometer på modsatte side, spejlblåt og med de næsten umærkelige bølger blidt vuggende henover vandfladen. Den lille indø under hundrede meter borte, afspærrede udsynet til den modsatte søbred – ikke hele udsynet, ganske vist, kun noget af det – og var blot en klump af bøgetræer, hvis grene mange steder ragede udover søen og sank i vandet. Dette var øen hvor ænder og kragefugle og måger samlede sig, dette var en ø for fuglelivet, og Anna havde flere gange overvejet bare at kaste sig i vandet og svømme derover og studere vildnissets naturlige gang. Det eneste, der havde afholdt hende, var tanken om, hvordan andre mennesker ville reagere, hvis de så hende krydse søen, eller hvis der nu kom en fra skolen tilfældigt forbi, og så hende svømme, i alt sit tøj, bare fordi hun ville komme tættere på nogen skide fugle. Hun ville virke komplet sindssyg – (Måske er det fordi jeg er det?) – og dette ville utvivlsomt gøre hele hendes situation meget værre. Som tingene var nu, var de til at holde ud. Som tingene var nu, var det okay, all right, dette kunne hun godt klare, det var ikke alt for slemt, men det måtte ikke blive værre.

   Hun vandrede lidt. Den modsatte bred var frodig, et sammensurium af træer og huse, og bagved tårnede hviddiset af skyformationer sig. Hun vandrede, uden at tænke, vandrede indtil hun nåede venstreknækket, og den lille rydning i det høje sivgræs, hvor bænken stod – bænken der, ligesom sofaerne på skolen, var hendes, selvom den ikke var hendes – og vogtede naturen. Hun satte sig ned. Våde, nedfaldende blade smattede sammen med mudderet under hende, og bænkens brædder var stadig en smule fugtige, men det gjorde intet. Hun trak benene ned under bænken. Hænderne foldede hun sammen på skødet.

   Hun ventede på fuglene, som altid ville komme, og denne tirsdag eftermiddag ville næppe være en undtagelse. Fuglene var altid interessante, mere interessante end mennesker, for fugle behøvede hun ikke at undskylde overfor, og fugle var ligeglade med fejl, fugle var der bare, en harmonisk del af naturen. Det forekom hende som om hun kunne forstå dem. Ænderne, der ofte vraltede omkring, og andrikker og hun-ænder, der rappede sammen i kor. De talte sammen. Hvad de sagde, kunne hun ikke vide, men de talte sammen, og hun elskede lyden af deres stemmer. Jo oftere, hun havde lyttet på dem, desto tydeligere havde det forekommet hende, at der – selv blandt ænder – var forskelligheder. Nogle ænders rappen var blot en anelse mere hæse, end andre ænders, og nogen lysere og andre dybere, fuldstændig ligesom når mennesker snakkede, og Anna havde en personlig teori om, at lyden af ændernes rap-rap-rappen, afhang af deres alder. De ældste og de erfarne ænder havde en dybere og mere alvorlig tone (du er skør, Anna, skør, skør, skør), imens de yngre og mindre erfarne havde den lysere og mere alsidige lyd. Selv deres måde at gå på, varierede. Alle ænder vraltede, dette var en unægtelig sandhed, for alle ænders kroppe var bygget på den måde. De kunne kun vralte. Vralte og så vrikke med den lille halestump på den der utrolig nuttede måde, Anna altid elskede, og som altid forekom, hver gang de nappede fat i godbidder eller strøg ned i vandet.

   Men der var en overraskende forskellighed i deres vraltende andegang. Tunge ænder vraltede hårdere – ikke underligt – og vrikkede mere med deres kroppe, end de lettere og mere adrætte ænder. Nogen af ænderne humpede endda, ikke voldsomt og heller ikke på en måde, der virkede særlig handicappet, men på en svag, næsten utydelig, måde, som Anna kun lagde mærke til ved at studere dem. For eksempel andrikken, hun havde set sidste uge. Den vandrede i ensomhed omkring kanten af sivskoven, og så ud til at skråne mere ned mod sin venstre side end sin højre. Forskellen var ganske, ganske vag, blot en millimeter, men Annas sans for detaljer havde alligevel opfanget det. Hun var blot blevet siddende, imens hun kiggede. Anden vraltede tættere på hende – hældning mod venstre, vralten til højre, hældning mod venstre, vralten til højre – og rappede op, rappede, rappede, som om den snakkede til hende, spurgte hende om hun havde en godbid, selvom hun ikke havde haft nogen. Den standsede en meter fra hende. Kiggede. Dens halestump vrikkede igen, atter umærkeligt, og Anna skrånede på hovedet, som hun altid gjorde når noget havde fanget hendes interesse, og lænede sig ganske forsigtigt forover. Hun strakte sin venstre arm frem. Så gjorde hun noget, hun kun turde gøre, når hun var alene, og som kun hun kendte noget til.

   Hun rappede.

   Ikke bare en falsk og alt-for-menneskelig rappelyd.

   De serievise ”rap-rap-rap”, som forlod hendes læber, var ægte. Anna lød som en and, en lyd, der smældede fra det bagerste af hendes gane og fra toppen af struben, en lyd, hun vidste, var en satsning, men som hun håbede ville tiltrække andens opmærksomhed. Andrikken blev stående. Denne gang vrikkede den end ikke sin halestump. Anna foldede fingrene ud fra hånden og holdte dem udstrakte, og så samlede hun dem til en organisk rampe. De grågrønne øjne forblev fastlimet til andrikken, og hun rappede igen, rap, rap, rap, og der skete det umulige.

   Andrikken rappede tilbage.

   Anna kunne ikke lade være med at smile, og løfte brynene samtidig med, og hun rappede igen. Rap. Rap. Rap-rap. Rap. Det var en lyd, hun havde øvet sig på, efter hun havde sat sig ind i ændernes anatomi, og hvordan de frembragte lydene – hun havde altid troet, at det skyldtes deres næbs brede udformning, men det viste sig, at hun havde taget fejl, for lyden blev dannet af struben og havde intet med næbbet at gøre – og så havde hun imiteret ænders rappen, optaget sig selv imens, og så afspillet optagelsen og rappet igen, og hun blev ved med at gøre det, indtil hun havde lært at rappe så perfekt som muligt.

   I tankerne tænkte hun kom her. Fra sin mund var det andekald, hun proklamerede.

   Andrikken rappede atter tilbage, og dens halestump vrikkede og så vraltede den frem. Annas øjne blev store af begejstring, anden kom til hende, den kom virkelig til hende, og dens glatte svømmefødder stillede sig op på hendes fingre. Den pustede vingerne op. Anna løftede hånden, og dermed også andrikken, og drejede hånden ind mod sig selv imens. Anden stod med én fod på hendes håndryg og den anden på toppen af hendes arm, og den rappede igen, og Anna kunne ikke lade være med at fnise.

   I ti hele sekunder holdt hun anden imod sig, og rappede til den, og fornøjede sig over dens, næsten ivrige, tilbagekald, og så lod hun den gå. Hun var blevet siddende på bænken i ti yderligere minutter, som hun lod sig selv smelte ind i den omkringværende natur, fornemme luften og træerne og lyden af kvidrende fugle. Så var hun taget hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...