Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109406Visninger
AA

120. 119

Lone havde siddet og betragtet sin livløse datter i en halv time denne tirsdag eftermiddag, siddet og betragtet hende til lyden af respirationsanlæggets hvæsen, der altid blev akkompagneret af det mekaniske klik – et klik, hvæs, et klik, hvæs – og synet af den gennemsigtige plastikmaske tilkoblet slangen, der fastsad henover Annas mundparti, og slangen, der gled om mod Annas højre side, op til den maskine, der skabte vejrtrækningen, var  et urealistisk scenarium, kunne umulig være virkeligt, og selvom hun havde siddet der og betragtet sin datter i et langvarigt tidsrum, kunne hun stadigvæk ikke forstå, at det var hende, hun kiggede på. At pigen foran hende, med slanger tilkoblet munden og en hvidlig bandage, der var omviklet toppen af kraniet, og som prikken over i’et slangerne til drop, der endte i de to gennemsigtige plastikposer over hendes seng, den ene på højre side, fjernest fra Lone, indeholdende en saltholdig vandopløsning for at vedligeholde den livsvigtige salt/vandbalance, og den anden, den på venstre side, tættest på Lone, der indeholdt det mørkerøde, sortlige blod, var hendes datter. At det her var hendes elskede datter. Ramt af en lastbil. Det var hendes datter.

   Billedet af deres afsked mandag morgen, over et døgn tidligere, kom atter væltende over hendes indre blik. Billedet af Anna, der stod dér, i entréen, og gled sin sorte skindjakke indover sig. ”Vi ses senere, mor.” Anna vendte hovedet imod Lone, da hun sagde det, og hendes fingre på venstre hånd klemte sig omkring taskens ene skulderrem.

   (Du er en dejlig datter og jeg elsker dig).

   Lone smilte. ”Ja Anna, det gør vi. Pas på dig selv. Og husk at ringe hvis der sker noget, ikke?

   Husk at ringe for jeg elsker dig jeg ELSKER dig.

   Anna havde sendt hende det sidste smil, skævt og slapt, og så var hun gået og havde lukket entrédøren efter sig og havde ladet Lone stå tilbage, og (din datter er blevet ramt af en lastbil hun er hårdt kvæstet ramt af en lastbil hårdt KVÆSTET) nu lå hun her, på rigshospitalets traumecenter, hendes elskede datter, nu lå hun her, livløs og komatøs og med uvisse overlevelseschancer. Det var hendes skyld. Fordi hun havde sendt hende i skole. Det var hendes skyld, det var hendes skyld, det var hendes skyld, hun var en dårlig mor der ikke engang kunne passe på sine børn, det var hendes skyld, for hun havde sendt sin datter i skole, og hvis hun ikke havde sendt hende af sted, hvis hun lod hende få sin vilje og blive hjemme (behøver jeg virkelig tage i skole, mor?) og ikke havde sendt hende af sted, ville hun ikke være blevet ramt af den lastbil og så lå hun ikke her og så ville hun måske ikke være i fare for at dø, det var hendes skyld, Lones, det var alt sammen hendes skyld, hvorfor sendte hun dog Anna i skole, hvorfor gjorde hun det, hvorfor gjorde hun det, nu ville Anna måske dø på grund af hende, det var hendes skyld, hvorfor gjorde hun det, hvorfor gjorde hun det dog, det var alt sammen hendes skyld, og hun så Annas 6-års fødder vade henover det bløde, sommergrønne græs i husets baghave, imens Anna storsmilende løftede pinden med sæbehinderne op til munden, og så pustede hun. Sæbehinden vred sig bagud, strakte sig elastisk og blævrende fra cirklen ved enden af pinden, den blævrede, imens Anna pustede, den blævrede, og boblerne smeltede fra den og svævede op i luften, op i den klargule sommersol, der afspejlede sig i regnbuefarvede refleksioner henover boblernes vridende sæbehinder. Synet af boblerne, der dansede flokvist i eftermiddagsskæret fik Anna til at smile, spædt, bredt og forunderlig lykkeligt.

   Mindet erstattedes med tankebilledet af Anna, der lå på asfalten, armene i groteske stillinger, omgivet af blod, dyrebart blod, hendes øjne var lukket og hun var ubevægelig, lå på samme måde, som Lone forestillede sig at en kludedukke ville ligge. Herefter kom Lones alt for livagtige forestilling om episoden i ambulancen, hvor Anna, ifølge lægerne, der havde transporteret hende, delvist vågnede fra sin bevidstløse tilstand, og brækkede blod op, tykt, slimet blod, der blandede sig sammen med strenge af savl og opkast, og hun havde pludret meningsløse sætninger, ord, der ikke kunne sættes i nogen som helst former for kontekster, for kort tid senere at glide tilbage i sin livløse tilstand. Anna havde smadret sin milt, havde Lone fået at vide, og fordi milten er et organ meget rigt på blod, var bughulen og mavesækken blevet udfyldt af denne vitale kropsvæske, og blodet kunne sive igennem sprækker i mavesækken, der også var opstået under sammenstødet med lastbilen, og derfra blive afstødt gennem munden. Det var dog ikke alt blodet, der var kommet fra maven, noget af det var også kommet fra venstre lunge, der var blevet gennemboret af tre knækkede ribben. Lægerne havde fortalt hende mere, end hun havde brug for at vide, og de ting, de fortalte, skabte rædselsfulde mareridtsbilleder af hendes datter, der ikke ville gå væk, uanset hvad Lone prøvede, de ville ikke gå væk, ligesom Du Er En Dårlig Mor tanken, de ville ikke gå væk.

   Det stak mod Lones øjne. Endnu et kunstigt hvæs fra maskinen. Lone klemte sin hånd for munden, og trykkede fingrene ind på kinden, trykkede, så de endte med at lave mærker, armen skælvede og det stak tydeligere, stak voldsommere, og pludselig svømmede en næsten uimodståelig trang igennem hende til at rejse sig op og rykke alle slangerne bort fra sin datters krop. Den første slange, hun ville rykke ud, var droppet med blodtransfusionen, og når posen landede på gulvet, så ville hun trampe, trampe, trampe, indtil den sprang og blodet splattede ud, og hun ville ikke tøve med at skrige og vræle imens, og når hun havde gjort dette, var det posen med den saltholdige vandopløsning, hun som den næste ville gå efter. Hun kunne allerede fornemme det bløde, geléagtige plastik blive trykket sammen imellem sine fingre, idet hun klemte, kunne næsten høre knirket, og så ville hun rykke udad, hurtigt, kraftigt, så droppet forlod Annas højre arm, og herefter ville hun, ligesom med blodposen, klaske den ned på gulvet, trampe den i stykker, så den gennemsigtige væske eksploderede fra den, oversvømmede det grå hospitalsgulv og sammenblandede sig med blodet på den modsatte side ad sengen. Når droppet var blevet fjernet, ville hun kaste sig fremad, gribe den hvæsende luftmaske, der dækkede sig over Annas mund- og næseparti, og med et enkelt, hurtigt ryk afmontere den, slynge den bort og så ville hun gribe Anna og skrige at hun skulle vågne, hun skulle vågne, for der var ikke noget galt med hende, der var intet galt med hende, du skal nok klare den, Anna, mor er hos dig, mor elsker dig og mor passer på dig, du skal nok klare den, du behøver ikke alle de ting, du skal nok overleve, du skal nok klare den, mor er her, du skal nok klare den, det skal du, det skal du bare.

   Døren åbnede. Lone spjættede rundt. Hendes øjne var gået fra en stikken til en brænden. En ung sygeplejerske, mørk i huden, stod i døren, med fingrene klemt om håndtaget. ”Der er nogen nede i receptionen, der gerne vil snakke med dig.”

   Lone sænkede langsomt hånden fra munden, men der gik lang tid, før hun sagde noget, og hun sad bare og kiggede, længe, fjernt og tåget. ”Hvem?” var hun i stand til at sige, langt om længe og efter en evig bestirren.

   ”Det er en eller anden dreng, mener jeg. Han hedder vist Dennis. Han siger at han kender Anna, og han vil gerne snakke med dig.”

   Gjorde ham drengen noget ved dig?

   Alle hader mig. Alle sammen hader mig.

   Din datter er blevet påkørt af en lastbil og er blevet alvorligt kvæstet.

   ”Hvor sagde du han var?”

   ”Nede i receptionen ved hovedindgangen. Er det et upassende tidspunkt?”

   Lone rystede på hovedet, følte sig underligt forpustet. ”Nej. Nej, det er fint. Jeg kommer med det samme.”

   Hun kiggede en sidste gang imod sin datter, og fornemmede atter kendsgerningens stramme rygkulde stikke omkring lænden.

   Bliver du mobbet i skolen, Anna?

   Jeg gør det ikke igen.

   Anna, det var ikke det jeg spurgte om.

   Alle hader mig.

   Behøver jeg virkelig tage i skole, mor?

   Alle sammen hader mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...