Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107663Visninger
AA

119. 118

Det tog en halv time fra Annas bopæl og indtil han nåede parkeringspladsen ved rigshospitalet. Han kørte cyklen op mod indgangen, men allerede som han passerede langs hospitalets to fløjbygninger, der favnede sig udad imod ham og imod vejen, mærkede han en større og større modvilje samle sig i hans krop, tungt og demonstrativt, men han besluttede sig for ikke at lade sig handle efter den, for han ville ikke være en kujon, det ville han ikke, og han nåede halvtaget ved indgangen, steg af sin cykel og parkerede den. Han sørgede også for at hæfte låsen fast til bagdækkets eger, bare for det tilfældes skyld, at nogen ønskede at stjæle den, og så gik han ind. Hospitalslugten af spritsødme hang alt for tungt i luften, kvalm og næsestikkende, en af den slags lugte, han aldrig helt kunne vende sig til, og som fik ham til at tænke på mormors indlæggelse, da lægerne ville prøve at se om de kunne helbrede den svært tilgængelige svulst i livmoderhalsen, der endnu ikke var terminal men stadig var en ondartet celle, en kræftcelle, der ville ende med at blive terminal på et eller andet tidspunkt, hvis ikke der blev gjort noget ved den, selvom lægerne umiddelbart intet kunne gøre. Mindet om mormors livmoderhalskræft fik ham til at tænke på Emilie, da hun havde trøstet ham på den moderkærlige måde, hun altid trøstede, som Dennis ikke kendte fra nogen andre end hende, som altid gjorde ham lun og varm i kroppen, og igen så han hvordan hendes blågrønalgede øjne blev stive, idet han havde spurgt hende hvorfor?, og kæberne, der blev spændte og sammenbidte, og herefter havde hun resolut vendt ham ryggen – i bogstavelig forstand – og vandrede væk fra ham, mod indgangen, uden at kigge tilbage, og han tænkte på da hun sagde hvis ikke du skrider, så er vi ikke venner mere, kan du fatte det, Dennis?

   Den skarpe fornemmelse af skalpelkniven, trods imaginær, flåede atter imod hjertets bløde kød. Han måtte synke en klump, og tvinge sig selv på andre tanker, det var Anna det handlede om, Anna og hendes mor, Anna og retfærdigheden og intet andet, han måtte tænke på andre tanker, for ellers var han ikke sikker på, at han ville være i stand til at gennemføre dette. Ikke Emilie. Ikke mormor med svulsten i livmoderhalsen. Kun Anna. Kun Anna.  

   Han trådte op til receptionen. Måtte kortvarigt rømme sig, før han kunne sige noget med en klar stemmeføring. ”Øh, undskyld?”

   Receptionisten var en ung kvinde, muligvis i midten af tyverne, og hun kiggede på ham og hendes blå øjne virkede opsvulmet bag de firkantede brilleglas. ”Ja? Hvad kan jeg hjælpe med?”

   (Din skyld Dennis)

   ”Øhm, det er bare fordi … I, øh, I har en … en Anna Larsen indlagt herinde, har I ikke?”

   ”To sekunder, så tjekker jeg det lige.” Hendes ansigt vendte sig mod den sorte fladskærm, kliklyde fra musen fulgte, og herefter en trommen af fingre, der hurtigt gled henover tastaturet, og så nikkede hun. ”Ja, det har vi. Hun er indlagt på traumecentret. Hvorfor?” Nu var det Dennis, og ikke skærmen, hendes blik rettede sig på. ”Er du en pårørende?”

   Dennis nikkede, og fremkæmpede sig et anstrengt tandsmil. ”Det, øh, det … ja, det kan man på en måde godt sige, at jeg er. Jeg er en, øh … en … en af hendes … ” (fjender) ” … hendes … øh … klassekammerater.”

   ”Åh. Javel. Jeg kan se at hun er på en intensiv afdeling, så jeg tror desværre ikke at det er muligt at besøge hende. De eneste, der har adgang til sådanne patienter, er hospitalspersonalet og så patientens nærmeste pårørende.”

   Din skyld Dennis. Det er alt sammen din skyld!

   Dennis nikkede, selvom stemmen vedblev i kraniehulen. ”Det er også fair nok. Jeg kom egentlig mest fordi at jeg … øh … at jeg gerne vil snakke med hendes, med, øh, med hendes mor.”

   ”Hendes mor? Hvad er det hun hedder?”

   Hvad var det nu, hvad var det, hvad pokker … nåh jo.

   ”Hun hedder vist Lone. Lone … Larsen tror jeg.”

   ”Lone Larsen … øjeblik, jeg finder lige ud af det.”

   Dennis blev stående, ventede, hørte computerens ventilatorer hviske dødt og mekanisk, og det blev blandet af den hurtige maskingeværsklikken af receptionistens fingre over Dell-tastaturet. Efter endnu en kort tavshed, henvendte receptionisten sig atter engang til Dennis. ”Jeg vil få nogen til at sende bud efter hende og bede hende mødes med dig her. Du kan bare finde dig en plads, og så kommer hun nok om et lille øjeblik.”

   ”Super. Tak.”

   Dennis vendte sig rundt, og som han bevægede sig ned mod det nærmeste bord, kedelighvidt og klinisk af udseende, ligesom alt andet i dette gudsforladte sted, fornemmede han munden skrumpe ind og spyttet forsvinde, så mundhulen og svælget forvandlede sig til en sandtør stikken af gold ørken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...