Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111216Visninger
AA

118. 117

Dennis besluttede sig for at tage affære ved skoledagens afslutning.

   Efter en dag, hvor han havde hørt sine venner blive ved med at nævne ting som nu har den klamme lorteunge endelig fået som fortjent og jeg håber aldrig nogensinde hun bliver normal igen, besluttede han sig for at få vanviddet stoppet. Han kunne ikke ignorere det mere. Det var forkert. Alt sammen. Det var forkert. Emilie ville hade ham, men han var ligeglad, for det var ikke bare sygt, det var ondt, og det skulle stoppes. Det skulle bare stoppes.

   Derfor besluttede han sig for at opsøge Annas familie – han vidste så meget at hendes mor hed Lone og at de boede ved Grønbakken mellem Flintholm og Vanløse Station, ud mod Grøndals Parkvej, så når han kom hjem, kunne han bare snuppe cyklen og så ville det ikke tager ham mere end et par minutter fra Ålekistevej – og fortælle dem, hvad der var sket. De ville sandsynligvis også ende med at hade ham, men det kunne han ikke tage sig af nu, for det her var han nødt til at gøre og det vidste han. Det ubegrundede had skulle standses, hadet bygget på usandfærdige påstande, det skulle standses, og han var den eneste, der kunne standse det.

   Så han tog, ganske som planlagt, cyklen da han var kommet hjem. Rejste via Ålekistevej, Jydeholmen, Jernbane Allé, Bogholder Allé og ankom til Grønbakken efter en cykeltur – oveni købet i modvind, en af den slags der smækkede koldt og hårdt imod kroppen, som en ondsindet mur af luft – på knap et kvarter. Han huskede stedet fra engang, hvor klassen var hjemme hos hende – det var vist til hendes 12-års fødselsdag, men han var ikke sikker på det, kunne bare huske, at huset var hvidt med sort tag og en velplejet have omgivet af birketræer – og han fandt det efter godt tres meter. Det første der slog ham, idet han parkerede sin cykel ved kantstenen, og sparkede støttefoden ned, så cyklen kunne hvile støt og roligt i stående stilling, var, at der var tomt for biler. Han gik ind gennem havelågen, vandrede ad den hvide flisesti, op til døren, hvor han ringede på og ventede og intet skete. Han prøvede igen. Så tog han i håndtaget, mødte modstand og forstod, at der ikke var nogen hjemme.

   Selvfølgelig.

   Anna var indlagt, og måske var hendes mor indlagt sammen med hende, på patienthotellet eller sådan noget lignende. Hans egen mor havde gjort det samme, dengang hans storesøster for tre år siden blev indlagt med et alvorligt tilfælde af nyrebækkenbetændelse. Det lød ikke usandsynligt. Han kunne selvfølgelig ikke vide det, men hans erfaring sagde ham, at det nok ikke var utænkeligt for en mor at være så tæt på sin datter som muligt, især hvis hendes tilstand var kritisk eller usikker eller hvad pokker ellers, og det var i hvert fald et forsøg værd.

   Han vandrede tilbage til sin cykel, og satte kursen videre mod rigshospitalet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...