Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107607Visninger
AA

117. 116

Trætheden gjorde Dennis hoved tungt, og fik det til at brænde tørt i øjnene, da han troppede op på skolen tirsdag morgen. Han var træt fordi han knap havde sovet – tre timer, allerhøjest tre timer, næppe mere end det – og han havde knap sovet, fordi han ikke kunne slippe den nyhed, der havde kørt i fjernsynet det meste af gårsdagen.

    Ung pige på femten fra Vanløse ramt af lastbil. Stedet hun var blevet ramt var Slotsherrensvej, alt for tæt på skolen, og selvom der ikke blev opgivet noget navn, andet end at hun var en ung skolepige, en elev, der kom fra den samme skole som ham selv, vidste han det. Han vidste, hvem den omtalte person var, for tidspunktet, hun var blevet ramt på, og stedet, hændelsen var sket, korresponderede kun alt for godt på Anna. Slotsherrensvej. Tæt på skolen. En pige. Femten år gammel. Halv tolv om formiddagen. Mandag.

   De havde tæsket hende inden. Det vidste han også. Han havde stået tilbage ved cykelstativerne under halvtaget, magtesløs og uden at vide, hvad han skulle gøre, imens den resterende del af hans venner forlod ham og forsvandt gennem passagen til venstre for indgangen, der førte mod cykelstien og fodboldplænen. De var forsvundet for at give Anna den straf, de var overbeviste om, at hun fortjente, men som Dennis blev stadigt mere sikker på var noget, hun  lige præcis ikke havde fortjent. Han ønskede bare at sige det, fortælle dem, at det var ham, der havde skubbet Anna i vandet, så hun gik amok og havde grebet kæppen og tæsket, det var hans skyld, han havde fået som han fortjente, men han kunne ikke, han var en kujon, han kunne ikke, og gråden havde hobet sig brændende op i svælget. Han havde vendt sit blik mod Emilie, der ligeledes stod tilbage, og hun havde kigget på ham. Hendes bryn løftede sig op i panden, så de svage furer bølgede frem, men hun sagde intet.

   ”Hvorfor?” Det var det eneste, han kunne sige. Hvorfor.

   Emilie kiggede blot på ham, de algegrønne øjne stak mod huden, hendes kæber blev spændte og hun drejede sig rundt, så hendes ryg vendte imod ham, og vandrede tilbage mod indgangen. Dennis blev blot stående, drænet for energi, betragtede den brune hestehale, der svang pendulisk nedover bagsiden af hendes ikoniske skindjakke, svang og viftede og svang fra side til side. Idet hun var forsvundet gennem indgangen, og glasdøren havde lukket sig efter hende, havde han det som om, han havde mistet et dyrebart og uerstatteligt venskab, som han aldrig ville kunne få tilbage igen. Det var ikke i orden af hende, det var fandeme ikke i orden, efter alt det, han havde gjort for hende, efter alle de gange han havde hørt hende græde og rase og le og juble, efter alle de gange, han havde hjulpet hende, gjorde hun deres venskab forbi, også selvom hun ikke havde sagt, at det var forbi, så vidste Dennis, at det var, hvad hun havde gjort. Hun havde ikke snakket til ham siden. Det var ikke okay. Efter al den tid, han vidste for meget om hende og hun vidste for meget om ham, efter al den forbandede tid, og så bare på grund af en fucking pige som hun hadede. Han havde kortvarigt lyst til at slå hende, og så ruske hende, og så slå hende igen, fortælle hende, at hun var en kælling, en forpulet dum kælling, men han kunne ikke, han ville men han kunne ikke, ligesom han heller ikke så sig i stand til at standse sine venner fra at give Anna den straf, hun ikke fortjente at få. Han kunne ikke, fordi han var en kujon, en fucking kujon, det var alt hvad han var. En kujon.

   Hans blik vendte sig ned til jorden, og så havde han grædt lydløse tårer. For første gang længe, græd han, og han hadede at han græd, for gråden fik ham blot til at føle sig som en endnu større kujon, en endnu større tøs, han var fej, han var fej og hvis der var nogen, der fortjente at få tæsk, var det da ham.

   Samvittigheden hånede og nedgjorde ham resten af dagen, blev værre, da han hørte om nyheden, for han havde vidst det. Han havde vidst, at det var Anna, og han regnede også med, hvad der virkelig var sket. Hun var ikke blevet ramt af en lastbil ved et uheld. Hun var blevet ramt af en lastbil, fordi hun bevidst var trådt ud foran den. For at slutte sit liv. Ligesom Maria. Hun var blevet drevet til et selvmordsforsøg – som måske endte med at lykkedes – og han var om nogen skyld i det.

   Og denne morgen, hvor han vandrede tunghovedet og med tørre, sviende øjne ind på skolen, ind i klassen – hans blik undgik Emilie, for det gjorde for ondt i hjertet, som vridende skalpelknive i det bløde kød, bare han tænkte på hende – og ned til sin plads ved siden af Nicklas, blev hans anelser bekræftet. De blev bekræftet af dansklærer Thomas, der informerede klassen om gårsdagens hændelse.

   Jeres klassekammerat, Anna Larsen, ligger på Riget efter at være påkørt af en lastbil. Hun kommer nok ikke i skole igen.

   Dennis hørte ikke efter, hvad Thomas ellers sagde. Det var denne sætning, denne ene sætning, der blev ved med at (din skyld) ekkoe sig i tankerne, virkeligheden omkring ham forsvandt (din fucking skyld), og han endte med at rejse sig. Hørte ikke Nicklas kalde på ham bagfra, hørte ikke Thomas standse op i sin talestrøm, registrerede ikke blikke, der vendte sig imod ham, hørte kun stemmen, den bidende samvittighed, der blev ved med at æde i sindet og i tankerne (din skyld se hvad du har gjort Dennis se hvad du har fucking gjort din skyld din skyld DIN SKYLD) og selv i maven, han kunne ikke mærke sin ben, bevægede sig henover skumpudeskyer af ren luft, der var ingen andre i verden end ham selv, gråden svulmede i det bagerste af ganen, ligesom den havde gjort under halvtaget, fugten stak lunt mod hornhinderne, og han trådte ud af klassen og ned til toiletterne. Da han var kommet ind, og stod foran spejlet og betragtede sig selv, kunne han ikke tilbageholde det længere. Hans næver knyttede sig sammen, og han begyndte at tæske dem indover sit ansigt, imens hans øjne strammede sig sammen og lukkede til, han tæskede, tæskede, tæskede, og lyden af kød-mod-kød klaskede ud i toiletlokalets stilhed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...