Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111012Visninger
AA

116. 115

Celine blev ringet op af mor klokken kvart i fire, netop som skoledagen var afsluttet – det var en af de lange skoledage, hvilket alle dagene syntes at være blevet, siden den nye skolereform var blevet indført – og hun var gået ud til sin cykel i følgeskab med veninden Sara. Celine gik ikke på den samme skole som Anna, gik i stedet i skole i Vanløse, tættere på, men selvom hendes skole lå tættere på hjemmet, cyklede hun altid både frem og tilbage, fordi det var sundt og fordi hun elskede fornemmelsen af frihed, når vinden greb hendes ryg og gav hende illusionen om, at hun svævede. Mor Lone ringede, idet Celines fingre knugede sig om cykelstyret, og hun løftede cyklen op fra det stativ, hvorpå den hvilede, og hun tog telefonen, der lå i venstre jakkelomme, og besvarede opkaldet.

   ”Hej mor.”

   ”Hey, Celine.”

   Blot ved lyden af mors stemme, forstod Celine, at der var noget galt, noget virkelig, virkelig galt, for den var alt for dæmpet og alt for svag, på en måde, den ikke plejede at være og som hun vidste, at den ej heller skulle være, og usikkerheden krøb frem. ”Hvad, øh, hvad er der, mor?”

   ”Celine, jeg … !” En tøven. Celine begyndte at blive bange, men sagde ikke noget, for mor Lone fortsatte. ”Når du kommer hjem, skal du pakke dine ting, for … for far kommer og henter dig klokken fem, cirka. Jeg har … jeg har aftalt med ham, at I to skal være sammen i et par dage.”

   Den skælven. Den var der igen. Den skælven.

   ”Er du da ikke hjemme, når jeg kommer?”

   ”Nej. Nej, det er jeg ikke.

   Det skrattede i telefonens højtaler, da Lone sukkede i opkaldets modsatte ende.

   ”Hvorfor ikke?” Celine vidste ikke, om hun havde lyst til at vide det, men den usikkerhed blev værre, og hun kunne ikke lide den og ville gerne have, at den forsvandt, og den eneste måde, den ville forsvinde, var hvis hun fandt ud af, hvad der skete, fandt ud af, hvorfor mor ikke var hjemme og hvorfor hendes stemme skælvede sådan og hvorfor hun virkede alt for stille.

   Der gik lang tid, hvor mor ikke svarede. Sara stod ved siden af, kiggede, men uden at sige noget. Så blev den telefoniske stilhed brudt. ”Det snakker vi om lidt senere.

   ”Nej mor, jeg vil vide hvorfor du ikke er der! Jeg vil! Sig det så!”

   ”Skat, det er ikke et godt tidspunkt lige nu.

   ”Sig det, mor!” Usikkerheden blev erstattet af en brændende frustration.

   ”Celine, stol på mig. Du skal nok få det at vide. Men ikke lige nu, okay? Ikke lige nu. Lige nu skal du … lige nu skal du bare …” det var som om, at mor ikke kunne finde ordene, som om hun ikke rigtig vidste, hvordan hun skulle fortsætte, ”lige nu skal du bare … lige nu skal du bare gøre, som … som jeg beder dig om, okay? Lige nu skal du bare tage hjem og få pakket det vigtigste og vente på, at far kommer og henter dig. Så … Så skal du nok få resten at vide, enten af far eller af mig, og det lover jeg dig. Det lover jeg, Celine.

   Mor græd. Celine vidste det med det samme, hun vidste det fordi hun kunne høre det, gråden, der gjorde mors stemme lysdirrende og skinger, når den ikke plejede at være nogle af delene, mor græd og hun vidste det og frustrationen og usikkerheden forsvandt og hun blev bange.

   ”Hvorfor græder du?”

   ”Jeg græder ikke, skat. Jeg græder … jeg græder ikke.

   ”Jo du gør. Det kan jeg høre, at du gør.”

   ”Bare gør som jeg siger, vil du ikke nok? Du skal nok få det at vide. Bare ikke lige nu. Lige nu, skal du tage hjem og pakke og vente på far. Det er det eneste, du skal. Vil du ikke nok bare gøre det?

   Celine vred læberne smalle, på samme måde som hendes søster gjorde det, vidste ikke helt, hvad hun skulle svare, men så nikkede hun, selvom mor ikke kunne se hendes handling. ”Okay.”

   ”Jeg elsker dig.

   Mors stemme var så sammenkvalt, at Celine knap nok kunne høre, hvad det var hun sagde. Hun blinkede. Det blev stramt i øjeæblerne.

   ”Jeg elsker også dig, mor.”

   Så blev opkaldet afbrudt.

   Da Celine langt om længe fik tingene at vide, af sin far og ikke af sin mor, kom hun så meget i chok, at hun ikke engang kunne græde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...