Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

212Likes
1145Kommentarer
107600Visninger
AA

115. 114

Et kvarter senere ankom hun til hospitalet, men da hun drejede af fra Blegdamsvej, opdagede hun, at der ikke var nogen parkeringspladser, eller det var der, men de var fyldt op af biler, hvorfor var der så forpulet mange biler, og panikken vred sig, blev tungere og mere ædende, og hun drejede først til højre, ad den første parkeringsplads, her var alle båse optaget, så i stedet foretog hun en U-vending, en af de sværere, og tog den modsatte parkeringsplads, og ligeledes her syntes alt at være optaget, men så så hun det, den ledige plads, dér, imellem en sort Peugeot og en brunlig Citroën, og hun drejede ind og hun parkerede og hun steg ud. Det var lige før, at hun glemte at låse bilen efter sig, for det eneste, der fyldte hovedet, var Anna, intet andet end Anna, men så kom hun i tanker om det, da hun havde vandret fem meter. Hun låste fra det sted, hun stod, og skridtede herefter i bevægelse, drejede til venstre ved parkeringsrækkernes udmunding, op mod indgangspartiet til hospitalet, hvis sortbrune fløjbygninger knækkede udad, imod hende, og nærmest forekom som en omfavnelse, for at byde hende velkommen, for at byde hende velkommen og fortælle hende, at det var her, hendes datter befandt sig (ramt af en lastbil hårdt kvæstet ramt af en lastbil), hendes elskede datter, det var herinde hun befandt sig, med uvisse overlevelseschancer, og Lone havde ikke selv lagt mærke til, at hendes vejrtrækning begyndte at hive, skingert, sammenkvalt, den hev, hev, hev, og hendes skridt blev hurtigere og stadigt mere målrettede. Blikket syntes at tåges, og tågen sved, så hun måtte blinke, gentagelsesvist og kraftigt, og hun nåede indgangen, fortsatte igennem karusseldøren, videre ind i hospitalet, tågen vedblev med at sløre hendes blik og svide hendes øjne.

   Receptionen. Dér, lige foran hende. Receptionen, der blankt spejlede det hvidklare lys fra loftet henover sine flader. Det var receptionen, hun skulle hen til, for receptionen måtte vide noget, vide, hvor hun skulle hen for at komme til traumecentret – endnu engang filmede billedet, hun ikke ønskede at tænke på, ind foran hendes indre blik, billedet af Anna, ramt af lastbilen og liggende på asfalten som en kludedukke, med arme og ben vendt i slappe og alt for umulige stillinger, og hun blinkede igen, for at fjerne billedet, men selvom billedet blev fjernet, forsvandt kendsgerningen om, at dette var hvad der var sket med hendes datter, ikke – og hun styrede derhen imod. ”Undskyld?” Hendes stemme var stram af gråden, der hele tiden tætnede sig omkring hendes luftrør, som om den ønskede at kvæle hende, og hun rømmede sig, men det hjalp ikke på den stramme hæshed.

   Receptionisten, en kvinde, løftede hovedet og hævede brynene. Lone standsede foran hende, hendes vejrtrækning var stadigvæk hivende og fugttågen fortsatte med at klø og svie i øjenæblerne, men hun lagde knap mærke til det. ”Jeg leder efter traumecentret. Hvordan kommer jeg hurtigst muligt derhen?”

   Receptionisten rynkede panden, var kortvarigt stille, og så løftede hun hånden og pegede fremad, mod udgangen bag Lones ryg, og hun svarede hende. ”For at komme ind til traumecentret, skal du benytte dig af indgang 3, hvilket ligger omme på den anden side ad bygningen. Der er en plan over hospitalet udenfor, lige inden du kommer gennem døren her,  og der kan du se, hvor det er, de forskellige afsnit og behandlingsmoduler ligger.”

   Lone nikkede, udstødte et kort, og ganske hurtigt, tak, inden hun vred sig rundt og vandrede tilbage ad forhallen, nedover det sortblanke gulv, til karusseldøren, som hun skubbede sig igennem, og ganske rigtigt, dér så hun planen, den stod foran hende, lige under kanten af halvtaget, det sted, hvor der stod RIGSHOSPITALET skrevet med de hvide bogstaver, den stod med ryggen til, og hun gik frem, hen til forsiden og så på oversigten. Indgang 3. Indgang 3, der ledte til traumecentret og akutklinikken og abdominalcentret – stedet, hvor der blev foretaget kirurgiske undersøgelser og operationer i og omkring maveregionen – og hvad-pokker-end-ellers centret, men hun var ligeglad med de øvrige, for det var traumecentret, hun skulle til, og hun vendte sig rundt og fortsatte fremad. Ud fra halvtaget og nedover holdepladsen foran hovedindgangen, trak sig ud i den venstre periferi, vandrede, vandrede, vandrede, rundt om kanten af bygningen, hvor hun nåede til cykelstien, der fulgte hovedbygningen på venstre hånd og afspærringen til byggepladsen på højre. Det var den vej hun skulle. Hen ad stien, der syntes at fortsætte evigt fremad. Som hun gik hen ad den lange og alt for smalle strækning, var det ikke længere kun hendes blik, tågen havde indhyllet, men også hendes tanker, hendes hjerne, den indhyllede tankerne, omfavnede dem i sin døsige tæthed, så en sælsom fornemmelse af afkobling flød igennem hende, hun kunne ikke længere tænke, kun handle, som en robot, der kun levede på programmerede instinkter, som var der, men uden rigtigt at være der. Hendes vejrtrækning fortsatte i de brændende, dybe hiv, men det var kun den våde, sviende stikken i hendes øjne, og den afkoblende tåge, som tæt og døsigt omslyngede sig sindet, samt den lange, udstrækkende sti, der hele tiden syntes at fortsætte endeløst, hun registrerede. Efter evigheder nåede hun stiens slutning, på den anden side ad hovedbygningen, til den næste vej, huskede, hvad der havde stået på planen, og drejede til venstre. Indgang 3. Hun skulle finde indgang 3. Og den fandt hun. Efter at have gået yderligere hundrede meter, langs fortovet, kom hun til en bred gangkorridor på venstre hånd, der strakte sig i en lige linje ned til indgangen, til glasdørene, hendes skridt blev hurtigere og hun fortsatte, uden at flytte blikket fra det hvide 3-tal over indgangspartiets døre, hun gik, gik noget mere, nåede igennem den næste karusseldør, og ind i hospitalskorridoren, der strakte sig ud til begge sider, både højre og venstre, og med elevatorer og trapper foran sig. Hendes blik viftede sig opad, til skiltet, mod de pile, der skulle indikere vejen til traumecentret, og hun så den, pilen, allernederst, og den pegede mod korridoren til venstre, og hun vendte sig om og så gik hun.

   Hun vandrede ned gennem hospitalskorridoren, der strakte sig i en aflang uendelighed, med rækker af cirkelformede lyspaneler henover loftet, hvis klarhvide stråleskær var alt for klinisk, alt for ikonisk og som Lone ikke kom forbi andre steder end på hospitaler, hun vandrede, vandrede, vandrede, indtil hun så en sygeplejerske komme gående i hendes retning, klædt i den obligatoriske hvide kittel, alle hospitalsansatte er forpligtiget til at bære, og i dét splitsekund forlod den sidste smule rationel tanke, der endnu ikke var blevet kvalt af følelserne, Lones’ sind, så hun vendte kursen rundt og op til den i-mod-hende-gående sygeplejerske.

   ”Jeg vil gerne se min datter.” Stemmen dirrede hæst, hæst på grund af gråden, der ikke syntes at ville slippe bort fra hende, men i stedet blev ved med at samle sig i hendes hals. ”Fortæl mig hvor hun er, for jeg vil gerne se hende!”

   Sygeplejersken, der, efter sit udseende at dømme, virkede til ikke at være mere end fire, måske kun fem, år yngre end Lone, stoppede op og løftede blikket fra sit clipboard. Lones ansigt fortrak sig, så halsen blev udspændt, og hendes vejrtrækning brændte, da hun hev, hæsere og kraftigere, end hun havde gjort det før. Først nu begyndte tårerne at vokse ved øjenkrogene, men Lone registrerede det næppe. ”Min datter, Anna Larsen, der er blevet ramt af en lastbil,” du er en dejlig datter og jeg elsker dig, ”hun er herinde, og jeg vil gerne vide hvorhenne, for jeg vil se hende. Jeg vil bare gerne se hende!”

   Sygeplejerskens fine bryn trykkede sig til en smal pandekløft over de runde øjne. ”Det er jeg nok ikke den rette at snakke med om. Jeg kommer lige ovre fra abdom …”

   Men Lone hørte ikke efter. ”Jeg vil se min datter! Hvor er hun? Jeg vil se hende! Jeg vil se hende og jeg vil vide, om hun er okay! Jeg vil vide, om mit barn er okay! Jeg vil se hende! Jeg vil fandeme se hende!

   En person dukkede op bagfra, i den anden ende af korridoren, den ende, Lone allerede var kommet fra. Sygeplejersken fik øje på personen, kiggede en kort gang bag Lones ryg og herefter på Lone, prøvede at finde ud af, hvad hun skulle sige, da Lones krop begyndte at skælve og hendes ansigt trak sig endnu mere sammen.

   ”Jeg vil bare gerne se hende. Jeg vil se min datter. Jeg vil se, om hun er okay, jeg vil se hende, jeg elsker hende og jeg vil bare se hende!”

   Personen nærmede sig bagfra, det var en mand, han havde fået øjenkontakt med sygeplejersken, men Lone vidste intet til det, hverken vidste eller tænkte, men handlede kun. ”Jeg vil se min datter! Jeg vil se min datter! Jeg vil fandeme se min datter!” Den næste handling, hun foretog sig, var ikke en, hun på noget tidspunkt havde haft intentioner om at gøre, ikke en, hun havde lyst til, men det var følelserne, der havde magten over hende, følelserne og ikke fornuften, og idet hun skreg, så tårer spjættede fra øjnene og spyttet slimede imellem hendes mundvige, langede hun begge sine hænder fremad, imod sygeplejersken, og krummede fingrene sammen om kitlen. Grebet strammedes, senerne i halsen udspændte sig og hendes skrig blev højere, lysere, hæsere, og hun ruskede brutalt den forsvarsløse kvinde, der blev så chokeret over den givne situation, at hun ikke kunne andet end udspile sine øjne og blot måbe.HVOR ER HUN? HVOR ER MIN DATTER? HVOR ER HUN, HVOR FANDEN ER HUN?

   Det var lægen, som var dukket op bagfra, der fik sat en stopper for Lones panikslagne overgreb, han reagerede øjeblikkeligt, reagerede allerede, da Lones arme slyngede sig frem og hendes hænder knugede hårdt fast i sygeplejerskens hospitalstrøje, men han nåede ikke at standse hende og trække hende tilbage, før hun allerede var begyndt at ruske og skrige.

   ”Så stopper det! Så stopper det lige nu!” Han formåede, efter at have spændt sine kropsmuskler til det yderste og slynget sine arme om hende bagfra, at få Lone vristet fri fra sygeplejersken, men Lone syntes end ikke at have registreret, at nogen havde rørt hende, eller at hun var blevet trukket tilbage, og pludselig var hun ikke længere den fornuftige, voksne kvinde og den ansvarsbevidste mor, som hun havde været indtil dette givne øjeblik, men var blevet til et dyr, hvis eneste formål var at værne om sit værdifulde afkom, et dyr, der ikke handlede på fornuft, men kun på følelser og primitive instinkter, et dyr, der ikke syntes at være i stand til andet end at skrige, vridende, hæst, med tårer, der vedblev med at smelte, spjætte og dryppe fra øjnene, og med savlet, der slimede fra underlæben, og skrigene blev til en ligeså hæs og ligeså dyrisk gråd.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...