Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111054Visninger
AA

114. 113

Lone satte ruten mod rigshospitalet, og hun gjorde det så hurtigt, hun kunne, sagde intet til sine kollegaer, andet end at hun skulle køre, og hun skulle køre nu, og de kunne da godt se, at hendes øjne var tårevåde og ubehageligt blanke, som spejle af fugt, og det samme kunne hendes chef, og hun sagde intet til ham, andet end at det omhandlede hendes datter og hun skulle af sted og hun ikke kunne blive der, hun skulle af sted, hun skulle bare af sted, og så kørte hun. Rejste ad Utterslevvej og Skoleholdervej – langs med den røde fem-meter-mur, der grænsede mellem vejen og Bispebjerg Kirkegård, og bevidstheden om, at kirkegården lå dér, på den anden side ad væggen, fik blot panikken til at vokse dybere i hendes lunger, for hvad nu hvis Anna, hvis hendes elskede Anna, hendes eget barn endte sådan et sted, og endte der snarligt – drejede af ved Frederiksborgvej, krydsede Tuborgvej og fortsatte videre ned ad Tagensvej. Hun kørte stærkt, overskred hastighedsgrænsen – 85, selvom hun kun måtte køre 70 – men hun var ligeglad, forpulet hamrende ligeglad, politiet måtte stoppe hende og give hende en bøde, hvis det var et problem, for hun skulle bare hen til sin elskede datter, det var det eneste, hun skulle, hen til (påkørt af en lastbil og alvorligt kvæstet) Anna, kære elskede Anna (du er en dejlig datter), hun skulle bare hen til hende.

   Da hun kørte ned ad Tagensvej, hvor trafikken ikke var ligeså slem, som den var morgen og eftermiddag, selvom der stadigvæk var mange biler og alt for mange lysreguleringer, der blev røde kun alt for tit, filmede ulidelige billeder sig frem for hendes øjne. Billeder, hun ikke ønskede at se, som hun ikke ønskede at tænke på, de kom væltende, og de kom i stor mangfoldighed. Anna der lå smadret på asfalten, blodet omgav hende, det spredte sig, og hun havde hul i kraniet, og hendes arme, de var vredet rundt i mærkværdige stillinger, som om hun var en ledløs dukke, og betjente og ambulancefolk omgav hende, påkørt af en lastbil, hun er påkørt af en lastbil, Lone, din datter er blevet påkørt af en lastbil, og hun blinkede, for at fjerne billederne, og måtte bremse hårdt op, for ikke at ramme ind i bagenden på bilen, der standsede for rødt foran hende, og hun gned sig i de fugtstikkende øjne – tårerne forlod hende ikke, kriblede blot, men afstødte sig ej – med den venstre hånd, borede håndroden ind mod øjnene og gned, gned, gned. Billedet af hendes blødende og kvæstede Anna, påkørt af en lastbil, og liggende muskelslap og livløs på asfaltens sorte, der ikke længere var sort, men blevet farvet af blodet, skiftede om til billedet da hun iførte sig den sorte skindjakke ude i entréen selvsamme morgen, og da hun kiggede på Lone, og prøvede at smile, selvom smilet, de sammensmallede læber skævede sig i, virkede anstrengt og på ingen måde ægte. Dette billede blev afløst af de ord, Anna havde sagt, kort inden hendes afsked (måske hendes sidste afsked Lone tænk over det måske hendes absolut SIDSTE AFSKED), lige inden hun havde placeret hånden på dørhåndtaget og trykkede ned.

   Vi ses senere, mor.

   Lone havde smilet tilbage, og så havde hun nikket og sagt, ”Ja, Anna, det gør vi. Pas på dig selv, og husk at ringe, okay? Hvis der sker noget, så husk at ringe.

   ”Jeg skal prøve.

   Billedet skiftede igen til forestillingen om Anna, på asfalten, blødende, hårdt kvæstet, med arme i de dukkeagtige stillinger, blod, der pumpede og svulmede (du er en dejlig datter og jeg elsker dig) ud fra kraniet, efter at hun var blevet ramt af en lastbil og blevet alvorligt kvæstet, og en ny tanke, værre end denne, slog ned i hende. At hun havde gjort det med vilje. At Anna selv var trådt ud på vejen for at slutte det hele. Eller måske fordi hun var blevet bange, havde fået endnu en af sine anfald (få din datter til en psykiater) og var gået i panik og havde mistet kontrollen og var endt ude på vejen, hvor lastbilen ramte hende (behøver jeg virkelig at tage i skole mor?), så hun blev voldsomt kvæstet (jeg elsker dig Anna og ønsker bare at hjælpe dig), der kunne være mange årsager til det, men måske var det på ingen måde tilfældigt, og en ny trang til at skrige vældede op i hendes strube, fik det til at dirre mod ganen, og der blev grønt i lysreguleringen og hun kørte frem, var nødt til at dytte, fordi personen foran hende ikke virkede koncentreret, hun skulle skynde sig, hun skulle bare skynde sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...