Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109430Visninger
AA

113. 112

Fordi Lone var den, der havde forældremyndigheden over sine børn, var det hende, der fik beskeden som den første. Det var politiet, der ringede hende op, og de ringede til hende, netop som hun havde afsluttet dagens matematikundervisning – men ikke var færdig , fordi hun også havde en fysiktime at se til – klokken ti minutter i tolv. Hun havde pakket sine ting sammen – sin tablet, sine papirer, sit forberedende materiale, men ikke uden først at have sorteret det i skemaer og renset klassens whiteboard for de indviklede matematikformler, hun havde benyttet sig af i undervisningen – og var på vej ned ad gangen mod kantineområdet, da den velkendte, xylofoniske melodi lød fra venstre lomme. Hun rynkede panden og standsede og trak telefonen, troede først, at det var skolen der havde ringet til hende, skolen eller måske Anna, fordi der var sket noget, eller fordi Anna havde fået det skidt eller var blevet ramt af endnu et anfald og ønskede at komme hjem – hvis der sker bare det mindste så ring! – men det var ikke skolens nummer, og det var heller ikke Annas navn, der viste sig på skærmen. Hun var ikke sikker på, at det var et nummer, hun kendte, der var noget firma-agtigt over det, men alligevel tog hun det.

   ”Ja hallo, det er Lone?”

   Det var en mandestemme, der svarede hende.

   ”Ja hej, jeg er Søren Hansen fra politiet.”

   Politiet? Hun havde aldrig oplevet at blive ringet op af politiet, det her var første gang, hvorfor ville politiet ringe til hende? Den eneste tanke, der faldt hende ind, som kunne være årsagen bag deres opringning var, hvis der var sket noget med et familiemedlem, måske med Anna eller Celine eller med en af hendes forældre eller måske hendes søster, men det kunne da ikke passe, det kunne det da ikke.

   Kulden begyndte at stikke imod lænden, stikke og trykke, som et stålbælte, der sluttede sig om det nederste af rygsøjlen, en fornemmelse, hun efterhånden var blevet lidt for van til, og som aldrig plejede at varsle godt. Hun rynkede panden.

   ”Hvad, øh … Hvad drejer det her sig om?”

   ”Hedder din datter Anna Larsen?”

   Virkeligheden forsvandt. Virkeligheden forsvandt, blev ædt af den stramme rygkulde, som begyndte at sprede sig ud i det øvrige af kroppen og isne hendes mavesæk. Spørgsmålet, betjenten i den anden ende af røret – hvis det var en betjent, hvis det da ikke bare var en eller anden syg joke, en forskruet form for telefonfis påhittet af nogle ligeså forskruede unger, der ikke kendte til opdragelse – vedblev med at ekkoe sig i tankerne. Hedder din datter Anna Larsen, hedder din datter Anna Larsen (alle hader mig) hedder hun Anna Larsen Anna Larsen hedder din datter Anna Larsen.

   Det begyndte at dunke i struben.

   ”Ja.”

   ”Det,” han lød til at tøve, og kulden stak, den forpulede kulde, den stak så pokkers ulideligt, stak voldsommere, kraftigere, og blev blandet med desperationen, der bed hende i det bagerste af ganen. ”Jeg må desværre informere dig om, at din datter er blevet påkørt af en lastbil.”

   Alle hader mig, alle sammen HADER MIG DE HADER MIG

   Din datter er blevet påkørt af en lastbil

   Jeg elsker dig, Anna

   Din datter er blevet påkørt hun er blevet PÅKØRT

   Du er en dejlig datter og jeg elsker dig.

   Det var som om hun ikke forstod beskeden, som betjent Søren Hansen tildelte hende, forstod den ikke rigtigt, som om han slet ikke snakkede dansk, men et andet sprog, et fremmede sprog, måske finsk eller hollandsk eller portugisisk, som hun ikke forstod, og kulden spredte sig op i hendes lunger.

   ”Undskyld, hvad sagde du?” Hun var ikke selv klar over det, men hendes stemme havde dæmpet sig betydeligt, og grebet var blevet strammere om telefonen, så en svag skælven gennemdirrede hendes hånd.

   ”Jeg forstår godt, hvis det kommer som et chok. Men hun er blevet påkørt af en lastbil. Hun er blevet meget alvorligt kvæstet, og er blevet kørt til traumecentret på Rigshospitalet. Der er usikkerhed om, hvorvidt hun overlever. Vi fandt frem til dig via jeres læge, da vi har pligt om at informere ofrets nærmeste. Det gør mig sgu ondt.

   Efter ’alvorligt kvæstet’ og ’i tvivl om hun overlever’, hørte Lone Larsen ikke længere efter, stod i stedet blot og stirrede fremad, tårerne sved i øjnene, hvorfor sved de sådan, hun kunne da ikke bare sådan stå og græde her, af alle steder, det kunne hun sgu da ikke, men det gjorde hun, tårerne kom udenfor hendes kontrol, de kom hurtigt og kom voldsomt, spejlede hendes øjne og vred synsfeltet til en tåge af fugtighed, og alt hun hørte var ikke betjent Søren Hansen, der snakkede videre, med den alvorlige, sympatitunge stemme, men i stedet var det din datter er blevet påkørt af en lastbil alvorligt kvæstet det er usikkert om hun overlever alvorligt kvæstet din elskede datter som du ELSKER er blevet påkørt vi ved ikke om hun overlever alvorligt kvæstet påkørt af lastbil kvæstet alvorligt KVÆSTET, og hun løftede venstre arm, der pludselig forekom alt, alt for tung og alt for energitom, løftede den opad og dækkede hånden for munden.

   Du er en dejlig datter og jeg elsker dig

   Påkørt af en lastbil og alvorligt kvæstet

   Elsker dig Anna jeg ELSKER DIG.

   ”Hallo? Er du der stadig?

   Gråden flænsede i luftrørets bruskvægge, gjorde ondt i maven, og fugtigheden fortsatte med at ophobe sig i øjnene, men uden at forlade dem, og hun så seks-års-Anna (en dejlig datter og jeg elsker dig), der vandrede rundt i haven i juli måneds eftermiddagssol, det var i sommerferien 2004, hendes bare fødder gled let og blødt henover plænens dybgrønne græs, og hun blæste sæbebobler gennem pinden med cirklen – det var lige inden de automatiske sæbeboblekanoner kom på markedet, dem som Celine, men ikke Anna, var nok så vild med – hvor sæbehinderne altid samlede sig, hun blæste, blæste, blæste, og sæbehinderne i cirklen blev forvandlet til regnbueglinsende bobler, der svævede vægtløst opad, flokvist og i stor mangfoldighed, de svævede, svævede, svævede højere, op i solens klargule, og Annas spæde kinder svulmede, da hendes læber glædesfyldt spændte sig udad i et bredt og kun alt for ægte smil.

   Din elskede datter er påkørt af en lastbil alvorligt kvæstet påkørt af en lastbil.

   Hun så sin datter sidde på sengen, syv år gammel, med det samme barnlige, glædesfyldte smil, der puffede kinderne tykkere, hun sad på sengen og fordybede sig lidenskabeligt i de talrige hesteblade, hun havde ophobet på sit værelse, og som hun var blevet så interesseret, så besat af, hun sad på sengen og hun bladrede og hendes øjne næsten skinnede.

   Jeg elsker dig rigtig højt.

   Anna kørte på rulleskøjter som 10-årig, skulle prøve det, fordi alle de andre gjorde det, det var ude ved mormor og morfars kolonihavehus i Ishøj Landsby, hun kørte på rulleskøjter ned ad Ishøj Landevej, foran mor Lone, der gik sammen med (du er en dejlig datter og jeg elsker dig) Celine, 6 år gammel på det her tidspunkt, det var i 2009, Anna kørte på rulleskøjter over cykelstiens asfalt, så det skurrede blødt, men hun fik øje på noget, der en kort gang distraherede hende, så hun glemte at fastholde fokus på vejen, hun fik øje på en hest ved vejens modsatte side, hvis hove klik-klokkede, klik-klokkede over fortovet, hun så en hest og glemte at styre og røg udover kantstenen og faldt forover, men hun nåede at tage fra med håndfladerne, selvom dette ikke hjalp på noget, for der lå glinsende rester af knust glas, muligvis fra en ølflaske, og glasskårene knækkede og flåede op i hendes hænder og arme, hun begyndte at skrige, så mor var nødt til at trøste hende og de kørte på skadestuen.

   Din datter er blevet påkørt af en lastbil alvorligt kvæstet din datter er blevet påkørt af en LASTBIL.

   Billederne, de ulidelige billeder, de ville ikke forsvinde, billeder af Anna, smilende Anna, grædende Anna, sæbebobleblæsende Anna, jublende Anna, mangfoldigheder af Anna fra helt spæd til barn til større barn til teenager, hendes hoved var hjemsøgt af Anna, af hendes elskede datter, der var blevet påkørt og alvorligt kvæstet og som måske ikke ville overleve, hendes hoved var hjemsøgt af hende, af mindebilleder og mindesekvenser, de ville ikke holde op, de blev ved, og hun hev efter luft, hvilket blot fik brystkassen til at smerte endnu mere, minderne ville ikke holde op, de ville ikke holde op, og hun tænkte aldrig handlingen igennem, før hun udstødte et vrælende, sammenvredet skrig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...