Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
109430Visninger
AA

112. 111

Blodet flød stadigvæk ned fra næsen – den var måske brækket? – da hun et kvarter senere langsomt skridtede ned mod Slotsherrensvej. Hendes skridt var trækkende, slæbende, og flere gange måtte hun stoppe op for at tage sig til brystkassen, fordi det blev ved med at stikke ind mod lungerne. Tasken slaskede i én rem fra hendes venstre skulder, bankede imod det alt for dunkende og alt for ømme haleben, men hun havde ikke kræfter til at rette sig op og trække den anden rem over sig, så tasken blev støttet af begge skuldre, hun havde knap nok kræfter til at bevæge sig mere end få skridt ad gangen, før hun var nødt til at stoppe op, for at tage sig til brystet eller for at spytte klumper af metalstikkende blod ud. Vejrtrækningen blev ved med at støde, som om hun ikke kunne få luft nok, og hun var svimmel, hvorfor var hun så svimmel, og det knirkede i kæben, knirkede, knasede, men så længe hun ikke bevægede munden, var smerten udholdelig, den var der stadigvæk, det var den, men hun kunne holde den ud, for den var dump og konstant, pulsende men ikke skærende, som om den var blevet låst i en skæv stilling, hvilket den sikkert også var, og hun ville ikke blive overrasket, hvis det viste sig, at den var rykket af led, eller måske endda brækket.

   Gør os den tjeneste at dø, for du fortjener ikke andet.

   Det var, hvad han havde sagt, det kunne hun tydeligt huske, selvom smerten havde overdøvet alt andet, var denne sætning noget, hun kunne huske, og igen stoppede hun op og tog sig til brystet, et jag til, endnu skarpere, og svimmelheden flimrede sort for hendes blik, så hun et kort øjeblik var bange for, at hun ville besvime.

   Du fortjener ikke andet.

   Den værste storesøster

   Gør os den tjeneste at dø

   Jeg føler mig som en dårlig mor

   VÆRSTE STORESØSTER

   Hun vendte blikket fremad, kiggede på Slotsherrensvej, der ikke befandt sig mere end blotte hundrede meter forude. En bil hvislede forbi. En indskydelse ramte hende, en, der ikke havde været ny, men som ikke havde været så kraftig før, som den blev lige nu, i dette givne sekund.

   Du fortjener ikke andet end at dø

   Det er jo nok ikke for sjov at alle hader dig

   DU FORTJENER BARE AT DØ

   Der var en måde at flygte på, en måde at forsvinde, den ultimative straf over alle (jeg føler mig som en dårlig mor) de ultimative straffe, noget, der var bedre end den fugleflyvende frihed, som hun ikke længere kunne fremkalde, uanset hvor meget hun skar, noget, der ikke længere ville kunne lade ondskaben kontrollere hende, og så ville mor og lillesøster Celine og alle andre blive frie, rigtigt frie. Celine ville blive glad og mor ville blive glad, ingen behøvede at bekymre sig, Anna ville forsvinde og aldrig vende tilbage, forsvinde, og vejen foran hende var svaret, vejen foran hende kaldte på hende (du fortjener ikke andet end at dø), og et koldt sug rejste sig igennem hende. Klarheden. Det her var klarhed, ægte klarhed, en åbenbaring, ligesom det, talrige filosoffer op igennem tidernes æraer havde fået, en åbenbaring, hun vidste, hvad hun skulle gøre, hvad der var det eneste rigtige, både en straf og en befrielse, hun vidste det, hun vidste det, svaret (DU FORTJENER BARE AT DØ DIN KLAMME SYGE KOST) var lige foran hende, det, hun fortjente, det eneste hun fucking fortjente, det var lige foran hende. Hundrede meter. Kun hundrede meter, hundrede meter, det var det eneste rigtige at gøre, det eneste, der kunne gøre den øvrige verden fri for hende, som kunne lette den byrde, hun udgav, som kunne fjerne mors migræner og lillesøster Celines smerte, som kunne straffe hende ved at fjerne hende, som den klamme syge kælling hun var, svaret var foran hende, og den fristede mere end længslen efter den fugleflyvende frihed, den fristede så meget, at hun ikke kunne modstå det.

   Tanker om evigsort fortabelse og hvileløs vandring i fortvivlsernes hinsides skræmte hende ikke. Skammen, der klikkede sine fingre over hende, skammen, der mindede hende om, at hun var en forkert datter og en forkert pige, en pige, der ikke havde en rigtig plads i den rigtige verden, som aldrig havde haft det, og heller aldrig ville få det, gjorde det kolde sug stærkere. Tårerne vred sig frem, pressede op fra øjnenes underkanter, og et kortvarigt øjeblik forglemte hun de bidende smerter, havde kun Slotsherrensvej i fokus, og hun vandrede, vandrede, slæbte sig fremad, og (DEN VÆRSTE STORESØSTER OG JEG HADER DIG) hun kunne ikke holde et løfte, ikke overfor sin egen mor (syg i hovedet), ikke overfor nogen, hun kunne intet rigtigt gøre, hun fortjente bare at straffes, og mor ville ikke blive ked af det (jeg føler mig som en dårlig mor og ved ikke hvad jeg skal gøre), mor ville blive glad, for den datter, hun mistede, var en dårlig datter, ikke en god datter, men en dårlig en, en datter, der slet ikke burde være blevet født, som var i en verden, hun ikke tilhørte, som hun aldrig havde tilhørt (det er jo nok ikke for sjov at alle hader dig), nej, mor ville ikke blive ked af det, hun ville blive glad, og det samme ville (DEN VÆRSTE STORESØSTER OG HADER DIG OG SKRID MED DIG) Celine, de ville alle sammen blive glade, for det her var straffen, som hun havde fortjent, den ultimative straf, og det sugede stadig mere intenst igennem hende.

   Alle hader dig du fortjener at dø du fortjener kun at dø alle HADER DIG.

   Blodet fortsatte med at klistre nedover de smertedunkende læber, videre ned til hagen, hvor de slimede ned og klattede ud på hendes tøj. Hun slap tasken med venstre hånd og sin trøje og skindjakke med højre, lod det blot dumpe skødesløst ned på asfalten, inden hun trak sig tættere på vejen. Inden for rækkevidde. Det, hun havde fortjent, og som hun havde mere lyst til end noget som helst andet, var inden for hendes rækkevidde, og gør det, Anna, bare gør det, måske siger din mor, at hun elsker dig, men hun kommer ikke til at savne dig, ikke rigtigt, det ved du, du er bare en belastning, det her er det eneste rigtige at gøre, gør det, Anna, gør det, gør det, og hun nåede vejkanten, og hun så den. Lastbilen. Den kom kørende i retning mod hende, og den kørte hurtigt, og det var næsten som om, at den kørende lastbil var et tegn fra det høje, at denne lastbil, der kom kørende på netop dette øjeblik, ikke var en tilfældighed, men var det endegyldige tegn, tegnet på, at det her, lige præcis det her var det rigtige at gøre, det eneste rigtige. Lastbilen var tæt på nu, den tårnede sig, og Anna fornemmede en mærkværdig kildren, der næsten euforisk spredte sig ud i mundvigene, den kildren, der altid opstod når man skulle til at smile, og hun trådte ud på vejen. Lastbilen nåede aldrig at bremse op. Hun mærkede kun kortvarigt slaget, da den ramte hende, selvom det ikke gjorde ondt, det summede bare, og så mærkede og så hun og hørte hun ikke mere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...