Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

214Likes
1144Kommentarer
110583Visninger
AA

111. 110

Det var et bagholdsangreb, som Anna burde have set komme, men det gjorde hun ikke. Netop som hun fik stillet sig på asfaltstien, angreb nogen hende fra venstre, hun vidste ikke helt hvem, men hun havde på fornemmelsen at det enten var Nicklas eller fyren med addidas-bukser, personen angreb hende fra venstre og greb hendes hår. Hun blev så overrasket, at hun end ikke skreg, blev blot tvunget forover, idet to hænder alt for kraftigt greb hendes lange hår, for derefter at trække, så hun ikke blot blev tvunget i foroverbøjet stilling, men også blev tvunget til løbe fremad, hendes skridt kunne næsten ikke følge med, det bed i hovedbunden, da huden blev udspilet sammen med hårstråene, hun ville skrige men hun kunne ikke, og hendes hænder famlede sig i stedet opad, mod den hånd, der trak i hende, og hun fik grebet fat om et håndled, men mere fik hun ikke gjort.

   Et knæ slyngede sig frem, idet hun nåede den modsatte kant af stien, ved samlingen af birke- og bøgetræer, der grænsede af til fodboldplænen, det slyngede sig frem og opad, ramte hende i mellemgulvet, så det var som om, at alt luften eksploderede fra hende og både lunger og mave blev trykket til vakuum. Hendes hår blev sluppet. Hun dumpede i knæ, og tog sig til maven, fornemmede skygger, ikke én, men flere, fire, måske fem, strække sig over hende fra venstre, og endnu et smertejag fra det sted, knæet havde ramt hende, jaget fik hende til at forvride sit ansigt og skære tænder, og det dunkede i hovedbunden.

   ”Din fucking klamme kælling!

   Det var en pige, der skreg, og det var også en pige, muligvis den samme, som havde skreget med sin hæsskingre stemme, der sparkede Anna i siden af hovedet, lige under tindingen, så hvidhed eksploderede for Annas blik, efterfulgt af en følelsesdød summen og hun mistede balancen og trillede om på siden. Endnu et spark ramte hende, denne gang bagfra, og hun fik et glimt af Nicklas og hende blondinen og hende, der lignede Emilie men ikke var Emilie, de tårnede og strakte sig over hende, forekom nærmest som kæmper, og et spark, der plantede sig ind i hendes haleben, smerten spjættede ned i baglårene og op i ryggen og ind i røven, og så klynkede hun, skreg ikke, klynkede kun, fordi hendes lunger stadigvæk var lufttomme efter knæet, der var blevet slynget op i hendes mellemgulv.

   ”Det her er hvad du fortjener, fucking lorteunge!”

   Endnu et spark, denne gang i underlivet, og smerten, der fulgte, var ulidelig, den skreg og den dirrede, og Anna kunne ikke få luft, hun prøvede at suge ind, men hun kunne fandeme ikke få luft, og tårerne, der havde kildret op i hendes øjne indtil nu, sprang frem og begyndte at trille, og endnu et spark, denne gang omkring navlen, og hun spjættede benene sammen og vred sit ansigt ned mod asfalten, det dunkede i tindingen fra pigens spark, som havde ramt hende i hovedet, men hun havde ikke muligheden for at krølle sig sammen, for kort tid senere var der igen nogen, som trak hende i håret. Magtesløsheden drænede i hendes krop, hun kunne intet gøre, hun vidste det, hun var færdig, de ville smadre og tæske indtil hun lå blødende og lidende på cykelstiens asfalt, smadre og tæske for at straffe hende for hendes ugerninger, for at være en syg kælling, det var det, der ville ske nu, og hun kunne intet gøre, også selvom hun prøvede, også selvom hun begyndte at sprælle benene og vride sig, først mod venstre og så mod højre og så mod venstre igen, idet hun blev trukket i håret og blev tvunget bagud, så røven skrabede henover asfalten, og hendes hænder famlede opad og om bag hovedet, hun prøvede at skrige mellem tænderne, men stadig intet, og så vred hun sig igen, tvang al sin vægt mod venstre side, men det rykkede stadig kraftigere i hovedbunden, sved og smertede så voldsomt, at hun ikke kunne holde øjnene åbne, men var nødt til at klemme dem sammen, mere væske pressede frem i hornhinderne, hun kunne intet gøre, hun kunne intet gøre, og hun blev trukket op i siddende stilling.

   ”Lad os se dine klamme sår! Lad os se dem!” Drengen, der havde rykket hende tilbage, ikke Nicklas, men ham den anden, ruskede hende fra side til side, stadig med det stærke greb om hendes hår, idet han snakkede sammenbidt til hende, og igen prøvede Anna at vride sig fri, spjættede og sparkede benene mod asfalten, og et skrig voksede i hendes strube, hun vred sine arme bagud, famlede og fægtede for at få greb om de hænder, der fastholdte og trak hendes hår, men forgæves, hun kunne intet andet mærke end den frie luft, og drengen vred og ruskede igen, så hendes hoved og overkrop blev kastet fra side til side, og så blev hun bøjet fremover, presset, presset, presset, hun prøvede at kaste sin krop tilbage, men jo mere modstand, hun gjorde, jo mere blev hun bare presset, hårdere og hårdere, ”vi vil se de sår, du har givet dig selv!”, og en mudret hånd klaskede sig op i hendes ansigt, så det klistrede ind i mund og øjne, hun gurglede, og nogen sparkede hende atter, denne gang lige i øret, en smerte og et vræl og hun væltede om på siden.

   Hænder langede sig fast i hendes taske. Anna kæmpede end ikke imod. Lå blot der, med tårer, der vred sig nedover ansigtet, og smerten dunkende i mave og hoved, hun kunne intet gøre, ikke skrige eller græde eller klynke, kunne blot ligge der, og endnu et spark, der slyngede ind i underlivet, så spyt samlede og klistrede sig i hendes mundhule og hun automatisk trak sig sammen. Hænderne rykkede i tasken, tvang Anna om på maven, rykkede herefter opad, så remmene gnavede ind i armhulerne, men den kom fri. Anna fik ikke sundet sig, før den frigjorte taske blev slynget nedad, smækkede over hendes baghoved, så næsen, der i forvejen hvilede mod asfalten, pressede sig ind i ansigtet, og hagen dunkede imod det hårde underlag. Tasken. De slog hende med tasken, slog hende igen, og så igen, og Anna krøb sit ene ben sammen, vred sig, og tasken blev kastet væk og ind i buskadset.

   Det næste, der blev forsøgt fjernet fra hende, var jakken. Fire personer, to drenge og to piger, greb hendes jakke, og tvang hende op i siddende stilling, og der gik et par øjeblikke, før Anna, i sin smertetågede tilstand, forstod, hvad de var ude på, og så skreg hun, skreg rigtigt, og hun glemte kortvarigt smerten, der bed og dunkede og skar, for hun skulle bare væk, ud af deres greb og på benene og bare væk, væk, væk, hun skreg, hev efter vejret og skreg igen, skreg og prøvede at vriste sig fri, indtil et knæ smækkede opad og ind i læberne. Hun væltede bagover, ramte ryggen ned i det knitrende buskads, der befandt sig to meter fra passagen til branddøren, og hendes hænder dækkede sig automatisk indover det sted, hun var blevet ramt (smadrer dig til uigenkendelighed), det dunkede, dunkede, dunkede, dunkede ind i tænder og tandkød, og øjnene lukkede sig stramt sammen, så hun så vridende pletter af rød og hvid.

   ”Tag din fucking jakke af!” Nicklas stemme hvæsede, alt for dyrisk og alt for ondt, men Anna reagerede ikke, sad blot der, med ryggen imod buskadset og begge hænder dækkende sig for læberne, den hule smag af metal begyndte at stikke hende på tungen og i ganen, hun sad der og hun klynkede og flere tårer lunede stribevist over kinderne. ”Tag den af for helvede!”

   Kort tid hvor intet skete. Så blev Anna sparket i kæben, alt for kraftigt, og hun hørte noget knase grusomt, og derefter knirke, en lyd, der ekkoede sig igennem kraniet og mindede hende alt for meget om et dørhængsel, der trængte til at blive smurt, og sorte pletter smallede sig for hendes blik i kortvarige øjeblikke, svimlende, og hun væltede mod venstre. ”TAG DEN AF, DIN KLAMME SO!” skreg Nicklas, og gav hende ikke tid til at sunde sig, før han sparkede hende i brystkassen, så hun kunne mærke, hvordan de bløde bryster pressede ind i brystkassen, det begyndte at summe, gjorde så ondt, at det ikke længere gjorde ondt, i hvert fald kortvarigt, hun kunne ikke få vejret, lungerne var ødelagte, hun var sikker, de var ødelagte, fungerede ikke mere, hun hev, hev, hev, men intet skete, og hun blev sparket igen, i underlivet, det samme sted, hvor de andre spark havde ramt, og noget pressede op fra tarmene og op i hendes mavesæk, og videre op gennem spiserøret, op til hendes strube, hvor det klumpede sig i en kvalt fornemmelse, af den slags, der plejede at varsle snarlig opkast, men hun kastede ikke op. I stedet gjorde hun noget andet, gjorde det eneste, hun kunne gøre, også selvom handlingen var mere instinktiv end bevidst.

   Hun krøllede sig sammen, gjorde sig så lille, hun overhovedet kunne, bøjede knæene – en hvid smerte eksploderede fra halebenet – op mod underlivet, og lukkede øjnene strammere sammen. En kvalt lyd forlod hende. Dette var det eneste, hun var i stand til at frembringe.

   ”Hvis du ikke gør som jeg siger,” fortsatte Nicklas, og hans stemme dirrede fugtigt, som om han var ved at græde, ”og tager din fucking lortejakke af, så smadrer vi dig fuldstændig!

   De andre stod i baggrunden og overværede optrinnet. En filmede. Alle andre kiggede.

   Anna krængede læberne tilbage, så hun viste tænder, og endnu en kvalt lyd, der lød lidt som et klynk, men ikke helt var det, flugtede fra hende. Hun reagerede ikke på Nicklas’ ordrer, og Nicklas blev stående over hende, i få øjeblikke, og så vred hans læber sig sammen inden han sparkede frem, plantede spidsen af skoen i Annas bagparti, lige ved endetarmsåbningen, hårdt og hurtigt, og Anna spjættede, og åbnede munden på vid gab, da nerverne eksploderede i bagpartiet, og fik tarmregionen til at krampe sig ud i gentagelsesvise spasmer, en isnende smerte, en kold smerte, og igen fik hun fornemmelse af, at hendes lunger var blevet lammet, måske endda forsvundet, og den kvælende opkast ormede sig op fra mavemunden, op gennem spiserøret og op i struben. Hun gurglede, men kastede stadigvæk ikke op. Det begyndte at sitre ud i hendes hænder.

   Nicklas’ næver knyttedes, så de dirrede, og hans øjne spejlede sig af fugtighed. ”Vil du gerne ende på skadestuen?”

   Det gjorde ondt i kæben at åbne munden, gjorde så forfærdeligt ondt, smerten gav hende lyst til at skrige, hvis hun bare havde luften til at gøre det, hvis ikke hendes brystkasse og svælg syntes så lammet, og hun kunne stadig høre knaset fra kæbebenet, da sparket havde ramt hende, og den efterfølgende knirken, som om knoglerne separerede sig fra hinanden, og der var noget ved kæben, noget ved den stramme, strålende smerte, der virkede malplaceret, der virkede skæv, noget, der fik det til at dunke op i øret og øregangen, som om kæben var blevet skæv, rykket af led eller, værre endnu, måske brækket, og trods klumpen af opkast, der kvalte sig i toppen af struben, og lungernes vakuumtomme tilstand, formåede hun alligevel at klynke, kvalt og skingert, knap hørbart, og (du fortjener at straffes bare STRAFFES) Nicklas bøjede sig frem og hævede sin i forvejen dirrende stemme.

   ”Hørte du overhovedet, hvad jeg spurgte dig om, din lorteunge? Vil du gerne sendes på skadestuen?”

   Anna frembragte endnu en kvalt lyd, det, der nok ville have været et klynk, hvis hun havde haft ilt nok til at frembringe det, og denne lyd efterfulgtes af en svag hovedrysten. Da hun vred hovedet, begyndte den stramme kæbesmerte at skrige, og hendes øjne blev tættere, så flere tårer spjættede ud.

   ”Så tag din jakke af!”

   Annas bevægelser var sløvet af både smerte og chok og rædsel, og hun foldede langsomt sine ben ud fra den sammenbøjede stilling, de havde været i, og dette fik smerten i bagpartiet til at flå endetarmen i stykker, det dirrede elektrisk, og hver smertelig krampe var paralyserende, så hun måtte stoppe et kort øjeblik, snappe efter luft, og mørket plettede sig atter kortvarigt for hendes blik. Herefter fortsatte hun, førte langsomt, glidende, sine alt for skælvende hænder op til jakkens lynlås. En metallisk skurren. Hun prøvede at lukke munden, men det kunne hun ikke, det gjorde for ondt i kæben, endnu et flimmer af mørke, og hun fortsatte med at skurre jakken åben. Da lynlåsen var blevet delt fra hinanden, efter et tidsrum, der virkede til at have trukket sig i langdrag, fortsatte Nicklas. ”Nu mangler du bare at tage den helt af!”

   Anna greb fat i skindjakkens kanter, og åbnede den mere, og hun vred sig rundt, langsomt, for at lægge sig på maven, og endnu en smerte flåede i endetarmen, så hun måtte hive efter den luft, hun ikke følte at hun fik, og flere tårer, flere tårer, men det lykkedes hende at få jakken fri. Den slaskede ned ved siden af hende. Hendes øjne forblev sammenpresset, og hun klynkede atter, denne gang en lyd, der var tydeligere end de første gange.

   ”Nu skal du også tage din trøje af, så vi kan se alle dine klamme sår.”

   ”Please.” Annas stemme var svag, hun kunne næsten intet sige, og endnu et mørke flimrede. ”Vil I … ikke nok … lade mig … være?”

   ”Tag din fucking trøje af!” vedblev Nicklas hvæsende, ligeglad med hendes hjertefølte bønfaldelser, for hun havde tæsket hans ven, og der var ikke nogen, der skulle tæske hans venner og tro, at de slap godt fra det, kællingen havde fandeme tæsket hans ven, og han kunne bare sparke og slå og sparke, blive ved med det, indtil hun blev bevidstløs, men han måtte beherske sig. ”Gør det så, eller vi sender dig på skadestuen!”       

   Anna klynkede, en pibende lyd, og vendte sig atter rundt, på siden, og noget stak hende imod venstre lunge, noget spidst og modbydeligt, måske et ribben, måske var det bøjet eller brækket eller på anden vis beskadiget, men hun kunne intet gøre, hun ville græde og skrige, men havde ikke luft til andet end klynkende lyde, og det spasmede i bagpartiet og krampede i maven, som om hun skulle brække sig, selvom hun ikke brækkede sig, og hun bøjede langsomt, forsigtigt, det venstre ben, indtil knæet berørte asfalten. Hun løftede armene, endnu et jag igennem lungen, der frembragte flere klynk, men hun formåede at få sin trøje vredet over hovedet, så hun endte med kun at være i T-shirt. Sårene, der stribede sig dybrødt nedover hendes arme, særligt stingene, der lignede en organisk lynlås henover den venstre underarm, blev blottet frem i det klare dagslys, så alle kunne se dem, dem, der ikke måtte se hendes sår, de kunne se dem, og skammen blandede sig med de fysiske smerter, kriblede ondt og kriblede hånligt og begyndte at gnave igennem hendes sind. Hun vendte sig rundt, så hun sad på knæ, men hendes hoved forblev bøjet, og håret strejfede nedover asfalten.

   Nicklas læber vred sig atter, og tårerne spejlede stadig tydeligere frem i hans øjne. ”Fuck hvor er du klam. Du har bare gjort det der for at få sympati og opmærksomhed, har du ikke også?”

   Anna, hvis blik vedblev med at være fæstnet på den sorte asfalt, rystede langsomt på hovedet.

   Nicklas stemme vred sig hårdere, dirrede stadigt kraftigere, han var ved at græde, og han sagde, ”Jo du har så, din fucking løgner! Emilie har fortalt mig om det! Vi ved det alle sammen! Du er bare en klam, syg kælling, du er? Skærer i dig selv, fordi du tror, at det kan give dig noget sympati og noget opmærksomhed. Typer som dig fortjener ikke en skid fucking respekt!”

   Anna svarede ikke, kunne ikke svare, mærkede intet andet end skammens klikkende, døde fingre, der trommede på hendes ryg, trommede ondt og trommede hånligt, fordi det var det ondes udsending, og ønskede det samme som det onde gjorde, ønskede at fortære hende og ødelægge hende. Den sitren, der før kun havde været i hendes hænder, spredte sig ud i resten af kroppen.

   ”Du tæskede min ven! Du skal fandeme ikke tro, at du kan slippe godt fra at tæske min ven, din klamme kælling! Ingen tæsker min bedste ven, og slipper godt fra det!”

   Og så sparkede han, fordi han ikke længere kunne tilbageholde hadet og arrigskaben, han sparkede så kraftigt, han overhovedet kunne, plantede ikke sin fod i hendes mave eller i hendes side, men derimod i ansigtet, der var bøjet ned mod asfalten, han sparkede så hårdt, at Annas hoved blev slynget opad, i buende spytstrenge, inden hun væltede om på siden, og hans ansigt fortrak sig, som tårerne begyndte at løbe, og han sparkede hende igen, ligeledes i ansigtet, indover munden, og noget knækkede, noget, der muligvis var en tand, Anna kunne høre det, men ikke mærke det, for hele ansigtet snurrede, det var som om, al smerte var blevet lammet, og han sparkede igen, så blodkarrene i hendes næse kvastes, og blod sprintede ud fra næseborene og klattede nedover halsen og T-shirten, det spjættede i Anna, spjættede igen, og han sparkede, sparkede, sparkede, og sagde ”Din  klamme kælling!”, inden han sparkede igen, denne gang i munden, så tanden, der var blevet sparket ind, begyndte at løsrive sig, og mere blod sprintede frem, denne gang fra munden og ikke fra næsen, blandede sig ud med stænk af slimende spyt, ”Du er så fucking klam!”, han sparkede hende i brystpartiet, så det stak og jog endnu voldsommere mod den venstre lunge, og så skreg han, som han plantede de tre sidste spark i mellemgulv og mave og underliv, ”Din klamme KÆLLING!”, og hvert spark fik det til at spjætte sig i Annas krop.

   Hun trak sig automatisk sammen, instinktivt og uden for egen kontrol, krummede sig og gjorde sig lille, ligesom en hund, der prøvede at vise sin underdanighed overfor en større hund når det gik op for den, at den stod overfor en, der var stærkere end den selv og med lethed kunne dræbe den, hun krummede sig tæt sammen og sagde intet og gjorde intet. Blod slimede og smeltede tykt og mørkerødt ned fra næsen, nedover munden og kæbepartiet, og Nicklas bakkede tilbage. Hev efter vejret. Hans krop dirrede. Endnu en indånding. Anna blev liggende sammenkrummet, med begge arme presset nedover sin mave, og det eneste tegn på liv, var ikke et bryst, der bevægede sig i taktvise vejrtrækninger, det var heller ikke nogen som helst former for lyde, men det var i stedet den konstante sitren, elektrisk, der gennemdirrede hendes krop.

   Nicklas blev stående og betragtede resultatet af sin gerning i en kort tavshed, og ingen andre omkring ham sagde noget, og så brød han stilheden. ”Jeg hader dig. Bare gør os alle den tjeneste at dø, for du fortjener ikke andet! Klamme kælling!” Herefter tog han en dyb indånding, ikke gennem munden, for den stregede han sammen, tæt og hårdt, men i stedet gennem næsen, så det fremgav den ubehageligt hvæsende lyd, og så drejede han sig rundt og forlod Anna, og da han var gået, fulgte resten af mængden trop, og lod Anna ligge dirrende tilbage på asfalten.

   Hun lå sammenkrummet længe. Så flyttede hun langsomt sin venstre hånd fra det alt for smertende underliv, og i stedet op mod ansigtet, særligt mod munden, klistret af det tykke, lune blod, der blev ved med at slime bort fra næsen. Hun tørrede hånden indover munden. Den skælvede, var næsten ikke til at kontrollere, og alle synsindtryk syntes slørede, det samme med lydene, hun kunne ikke høre andet end den susende lyd af hjertepulsen, der forplantedes gennem øregangen, og alt hun mærkede var smerten, der dunkede og bed fra alle steder, ikke til at lokalisere, og hun fjernede atter hånden fra sit mundparti og betragtede den døsigt, blodet, så slimet og tykt og så underligt mørkt, virkede næsten kunstigt, som teaterblod, det var jo næsten ikke engang mørkerødt, det var jo lige før at det var sort, og hun sænkede den nu blodsmurte hånd ned til asfalten. Det klattede fra næsen. Hun strakte langsomt benene ud, flere jag af smerte, hvide spasmer, de var så ulidelige, men underligt dumpe, hun ville egentlig ikke have noget imod bare at blive liggende på den her asfalt og sove lidt, for nej hvor var hun pludselig blevet træt, og hun fortsatte med at strække benene og langsomt dreje sig om på maven. Hendes vejrtrækning kom i hurtige stød, hun følte sig svimmel, det var ikke sådan at verden snurrede, men det snurrede alligevel, bare i hendes hoved, og hun kunne ikke tage dybe indåndinger, ikke bare fordi det smertede alt for meget, hvis hun prøvede på det, men hun kunne ikke, det var næsten som om, at den stødende, rykvise vejrtrækning, lidt ligesom dem man har når man græder, var den eneste vejrtrækning, hun var i stand til (gør os den tjeneste at dø) at frembringe. Hun blinkede. Det blev ved med at snurre i hovedet. Hun trykkede sig ned på maven, og så samlede spyttet sig i den stikkende metalsmag, men fuck det, og hun strakte højre hånd frem og ud til siden, famlede den blindt i luften, tasken, hvor var tasken, og så brækkede hun sig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...