Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

213Likes
1144Kommentarer
110377Visninger
AA

12. 11

Bøgerne på Annas værelse var i mangfoldighed anrettet i alfabetisk orden. Alle bøgerne, hver og én og uden den mindste undtagelse, stod i perfekte rækker, med bogryggenes kanter alle sammen klemt mod hinanden i perfekte grupperinger. Der var ikke nogen af dem, som var forskudte, end ikke en anelse, og det perfekte i rækkerne var, ligesom rutinerne og alt er som det plejer og fiktionens verden, med til at give Anna den fornødne sindsro, og afslappelse, som hun havde brug for efter at komme hjem fra en mentalt udtrættende dag i skolen. Hun gik ikke efter forfatternavne, men bogtitel, og fagbøger stod i en række under de skønlitterære værker, som stod en række under blade og magasiner, som igen stod under rækken af film. Denne reol, der udstrakte sig mellem skabet og hjørneknækket inden vinduet for enden af værelset, var Annas eget minibibliotek – 48 bøger, 40 magasiner, deriblandt alle Illustreret Videnskab fra 2008 og til 2014, 10 film – og noget, som ingen andre end Anna selv havde lov at pille ved.

   En måned tidligere, kom Anna hidsigt op at skændes med mor Lone, fordi hun gjorde rent i hele huset, imens Anna var i skole, og hele huset havde også indbefattet Annas værelse. Lone Larsen havde flyttet rundt på tingene, rykket sengen ud fra væggen – alle de edderkopper og nullermænd og filtrede, støvmørknede spindelvæv, der havde klumpet sig op i de mørke hulninger kunne jo give allergi – for at tørre af og støvsuge. Sengen var blevet rykket rundt, og den havde ikke stået som den plejede, da hun var færdig med den, den stod tættere oppe ad væggen – en detalje, de fleste mennesker end ikke ville lægge mærke til, men som Anna omgående havde bemærket, fordi det var en forandring, og forandringer var noget hun hadede – og det samme gjaldt for reolen. Ikke blot at reolen skrånede mere, end den havde gjort da hun tog i skole. Reolen skrånede ikke blot de ti grader mere, end den plejede, men selve Annas opstillinger og grupperinger var blevet ændret. Mor Lone havde ellers været ganske nøje i sin rengøring, støvet alle hylder af, både vindueskarm og skrivebord og reol, og derfor havde hun været nødt til at fjerne bøgerne fra hylderne. Hun havde stablet dem op i en stak i vindueskarmen, imens hun først tørrede den første hylde af – støvfnug og nullermænd puffede sig op i en sort sky af snavs – inden hun havde brugt støvsugerrøret, blot uden mundstykket, til at fjerne det sidste. Da hun stillede bøgerne tilbage på plads, stod de ikke længere i den nøje og perfekte alfabetiske gruppering, som de gjorde før hun begyndte. Bogtitler der startede med M eller H eksisterede sammen med A’erne og B’erne, og T’erne og V’erne var sammen med N’erne og K’erne. Anna registrerede forandringen allerede da hun trådte ind ad døren og stillede tasken fra sig. Først bemærkede hun, at sengen da ikke helt stod som den plejede, så tæt plejede den da ikke at hvile op ad væggen. Så kiggede hun fremefter, og så – åh Gud, reolen – og hendes øjne havde svulmet, inden hun hastigt skridtede fremad.

   Da hun så bøgerne, voksede en knugende fornemmelse sig i hendes mavesæk, og hun ville bare skrige og mærkede allerede tårerne væde sig brændende frem i sine øjne, for tingene stod ikke længere som de plejede, alle hendes systemer var fuldstændig ødelagte, åh nej, åh nej, åh nej, og den knugende mavetrykken blev forværret. Frustrationen og fortvivlelsen forvandlede sig til en brændende hed arrigskab, da hun lagde to og to sammen og regnede sig frem til, at det havde været mor, som havde været på spil – det var nødt til at være mor, det kunne ikke være andre – og hun drejede om på hælene og vandrede målrettet ud af værelset og ned ad gangen, forbi køkkenet og svang til højre, ind til stuen hvor mor sad i sofaen med sin computer. ”Mor, hvad har du gjort ved mine bøger?”

   Lone kiggede forvirret op og fremad. ”Hej, Anna, hvordan har din skoledag v … !”

   Men Anna var ikke i humør til at hilse eller snakke om sin skoledag, på ingen måde, og hun hev i en lysskinger tone efter vejret, og fortsatte sammenbidt. ”Hvad har du gjort ved mine bøger?

   Lones bryn løftede sig, i vitterlig forbavselse, og hun kunne intet sige i lange øjeblikke. ”Dine bøger? Hvad mener du? Jeg har bare gjort rent på dit værelse.”

   ”Du har ødelagt det hele! Du har ødelagt det hele!

   ”Anna, prøv lige at slappe af. Jeg har bare gjort rent på dit værelse,” svarede Lone igen, og hun anstrengte sig for ikke at blive irriteret. Tårernes salttøre sviden blev værre i Annas øjne.

   ”Du har flyttet rundt på det hele, mor! Du har bare ødelagt alt, og jeg hader dig for det! Hvorfor skal du bare rende rundt inde på mit værelse? Det rager slet ikke dig, hvordan mit værelse ser ud!”  

   Tavsheden, der fulgte, varede i kort tid, men den var ulidelig, og Lone Larsen stirrede blot mod Anna, i måbende forbavselse, hvor hendes bryn var løftet, i tvivl om hvordan hun skulle reagere, og så blev hendes mundparti strammere. ”Ved du hvad, den der aggressive og fjendtlige adfærd, den vil jeg fandeme ikke stå model til! Her har jeg brugt så lang tid på at gøre rent i hele huset, inklusive dig og din søsters værelse, og så er det sådan her, jeg bliver modtaget! Hvis det er stort et problem for dig, så kan du ærlig talt få lov til selv at gøre dit værelse rent fra nu af, har du forstået det?”

   Anna kiggede bare på hende, med læberne trukket tilbage så tænderne var synlige, og Lone råbte. ”HAR DU FORSTÅET DET, ANNA?”

   ”Fuck dig, mor!” Med de ord vendte Anna sig rundt og trampede væk, og tårerne væskede sig bort fra hendes øjne allerede inden hun nåede indgangen til sit værelse. Resten af dagen var hun stille, sagde ikke meget, og kom kun ud for at spise aftensmad. Hun gik i seng uden at sige godnat.

   Lige siden den dag i slutningen af september, havde hun – hver gang hun kom hjem fra skole – som det første tjekket efter på sit værelse, om alt nu også var som det skulle være, at mor Lone ikke havde rodet rundt på hendes værelse, uanmeldt og uden tilladelse, og denne tirsdag eftermiddag var ingen undtagelse. Det første hun gjorde, efter hun havde dumpet tasken ned på gulvet, var at skråne hen til reolen, og tjekke bøgerne, men de stod præcis som de skulle, i en perfekt række, uden forskydninger eller forkerte start-bogstaver, heldigvis, og hun uddrog en lettet udånding.

   Så begyndte hun at pakke sin taske ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...