Den Usynlige Lidelse (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2012
  • Opdateret: 8 jun. 2015
  • Status: Færdig
At være den femtenårige Anna Larsen fra Vanløse, er ikke nemt. På overfladen er hun en pige der minder om alle andre piger, og som ikke rigtig skiller sig ud, men dette er blot en facade. For Anna er alt andet end normal. Hun har en usynlig lidelse, som hun ikke kan forstå, en lidelse, der påvirker hendes forhold til hendes klassekammerater. Det sociale liv er vanskeligt, og at forstå andre mennesker, er endnu sværere. At passe ind i et fællesskab er noget, hun aldrig har oplevet, trods hun ihærdigt prøver at efterligne pigerne omkring sig. En dag kommer hendes liv til at tage en grusom drejning, takket være en uskyldig edderkop i omklædningsrummet efter en gymnastiktime, og Anna finder snart efter sig selv fanget i et uhyggeligt mareridt af hensynsløs had, der bliver rettet imod hende fra alle sider, og som gradvist men sikkert får hendes psyke til at smuldre. (Indeholder realistiske mobbesekvenser, groft sprog og grafisk selvskade, der kan vække anstød/triggers. Læses på eget ansvar)

216Likes
1144Kommentarer
111028Visninger
AA

110. 109

Anna blev på toilettet indtil matematiktimen afsluttede og ti-pausen oprandt. Da hun rejste sig fra toiletsædet præcis to minutter efter ti-pausens begyndelse, besluttede hun sig for at tage hjem, for at gemme sig i dynen (gøre skade på dig selv din klamme syge kost) og ikke tænke på noget, bare gemme sig væk, langt væk, ja, det ville hun gøre, tage hjem (for at skære din klamme KOST) og gemme sig og måske også græde. Så skulle hun bare have sin taske, og så kunne hun tage hjem, uden at mor behøvede at finde ud af det – medmindre skolen havde ringet – og ikke blev belastet.

   Hun åbnede døren, og trådte ud af båsen, skoletoilettet var tomt, der var kun hende og ingen andre, end ikke nogen fra de yngre klasser, og et kort øjeblik var der noget ondt over det, et varsel, hun på ingen måde brød sig om og som fik paranoiaen til at gnaske i mavevævet. Hun trådte ud på gangen, med kantinen mod venstre og trappen op til de ældste klasser – 7., 8., 9. – mod højre, fornemmede bevægelse ud af øjenkrogen, var kortvarigt sikker på, at det var nogen, der var på vej imod hende for at smadre, smadre, smadre, men da hun kiggede, var der intet, andet end to personer, der var på vej i retning væk fra hende, ikke mod hende, der var ikke nogen, hun var stadigvæk alene, der var ingen, måske ville de ikke smadre hende alligevel, og hun fjernede sig fra indgangen til pigetoilettet og skridtede hastigt fremad. Op ad trappen. Hen ad gangen, til klasseværelset på venstre hånd, døren var åben og lokalet tomt, for samfundsfag foregik et andet sted, og der stod hendes taske, i den anden side ad lokalet, i en skrå retning fra døråbningen, den stod der, under bordet, liggende vandret over gulvet, og med hjertet, som krampede både hurtigere og koldere bag brystet, krampede, så hun kunne høre de alt for konstante susen i sine øregange, fjernede hun sig fra døråbningen og skridtede fremad, nedover linoleumsgulvet, forbi den plads, Emilie og Jasmin sad på kun alt for tit, hen til tasken. Hun løftede den fra gulvet, fornemmede en stram kløen prikke ud i nakkevævet, som om der stod nogen bag hende og stirrede, klar til at gå til angreb, og hun vred blikket over skulderen, men intet, kun den firkantede døråbning, der stirrede ud til gangen, hun var stadigvæk alene, absolut alene, men den kolde biden i maven af ond paranoia, der var noget ved den, hun kunne ikke lide den, hun kunne absolut ikke lide den, og hun greb blyanten, der lå på bordpladen, vred sig rundt og svang tasken over begge skuldre.

   Hun forlod klassen, lod sine ben styre hende gennem gangen, hurtigt og målrettet, hun så ingen andre steder end fremad, og da hun nåede udmundingen til kantineområdet, langede hendes venstre hånd sig automatisk fast i skulderremmen, for herefter at stramme, bare stramme, indtil det gnavede ind i huden, gnavede og dunkede, og dyrene begyndte atter dirrende at samle sig i struben, men ingen panik, hun kunne godt, hun var snart ude, der var ikke nogen der (VI SMADRER DIG FUCKING SMADRER DIG) var gået til angreb, hun kunne godt, og hun fortsatte. Vred sig til venstre, forbi kantinekøkkenet på venstre hånd og spisesalen på højre, der afgrænsedes af de firkantede murstensøjler, hun havde gået forbi så ofte, hun fortsatte, fortsatte, fortsatte, forbi potteplanten til venstre, hvor pigerne så tit stod i deres sociale cirkler, med stemmerne vredne til dæmpede og alt for hvislende toner, hun skridtede hurtigere, fortsatte, mod den brede glasdør, der kom stadigt tættere, tættere, tættere, hun var ude, hun var næsten ude. Hun nåede enden af korridoren. Greb døren. Skubbede den udad. Så stivnede hun.

   De ventede på hende. De samme seks personer, der havde stået der, da hun ankom selvsamme morgen, de stod der, tilmed på det samme sted, under glastaget, midtvejs mellem indgangen og villavejen, men da hun så efter, var der ikke seks, men otte. Emilie stod der også. Det samme gjorde Dennis.

   Nicklas vendte øjnene imod hende. Begge næver strammede sig, dirrede ikonisk, og hans kammerat, ikke Dennis, men ham den anden, ham med de sorte addidas-bukser, stod bare og stirrede, med øjnene klemt sammen, ingen af personerne, ikke engang Dennis eller Emilie sagde noget, alle kiggede bare, men Anna vidste det, hun vidste det, de stod der fordi de ville straffe hende for hendes ugerning, straffe ved at smadre og tæske, og Anna blev stående i døren i få øjeblikke. Så fjernede hun hånden fra glasset, drejede rundt og satte kursen tilbage ad korridoren. Hun skulle ikke den vej, for der ventede de på hende, hun skulle bare ikke den vej, men hun kunne stadigvæk ikke blive på skolen, ikke et minut mere, hun skulle stadigvæk ud. Det brændte i lænden, brændte og strammede, og slangen af ondskab, der tog bolig i ryggen, vred sig slimet og ulideligt op ad rygsøjlen, op til nakkepartiet, hvor hårsækkene var strammet sammen til isnende kuldegysninger, de andre nærmede sig glasdøren, hun var sikker, og tårerne vred sig frem. Hun fik lyst til at klynke, fornemmede allerede brystet blive tungere, og hun satte farten op på sine skridt, indtil hendes gang blev til noget, der mindede om løb, men ikke helt var det. Den stramme panik knugede sig fast i hendes lungeblærere, slugede luften bort som en støvsuger, og et skingert hiv efter vejret, og endnu et, mavesækken smertede, den smertede så ulideligt, men hun fortsatte. Det var først, da hun var nået igennem kantinen, og var femten meter fra opholdslokalet, at hun kiggede sig tilbage. Korridoren strakte sig bag hende, strakte sig ned til den brede glasdør for enden. Der var ikke nogen, der havde fulgt efter hende. Alligevel fortsatte hun. Bagudgangen. Bagudgangen mellem opholdslokalet og biblioteket.

   Hun nåede den næste sektion. Den rødpolstrede sofagruppe til venstre for hende, hvor hun havde siddet så tit, fordybet i fiktionens skønlitterære verden, som hun var flygtet bort til så tit fordi hun bare ville glemme, sofaen, hvor hun havde grædt til de talrige bøger, fordi hun altid blev til de hovedpersoner, hun læste om, når hun læste dem, sofaerne, der var hendes, selvom de egentlig ikke var hendes, og et kort øjeblik havde hun lyst til at dreje sig rundt og vandre hen til dem og sætte sig i dem, men det, der afholdte hende var tanken om straffen, som ventede på hende og som hun ikke ønskede, fordi hun ville skånes, og hun fortsatte. Hun drejede til venstre lige inden indgangen til biblioteket, vandrede ned forbi endnu en sofagruppe, der stod i lokalets modsatte ende – der sad nogle piger fra 8’ene, begravet i deres telefoner – og som tit blev benyttet som lektiecafé, og hun nåede den smalle passage af murstensvægge, med en enkelt lysstoflampe, der glødede gult fra loftet, og døren var der, lidt længere fremme, glasdøren, der burde blive benyttet som brandudgang, men som stadig blev benyttet ganske ofte af elever såvel som lærere, bagudgangen, der var hendes vej ud og hendes vej væk, den var der, lige foran hende, og tårerne stak kraftigere, for hun var fri, hun var næsten fri.

   Hun trak i håndtaget, åbnede døren og trådte ud på fliserne, mellem buskadset, der omgav hende på begge sider. Idet døren smældede sig efter hende, og hun vandrede frem, fik hun en mærkværdig trang til både at smile og græde, og frygten syntes at lette sig, og hun nåede ud på den asfalterede cykelsti, og så nåede hun ikke længere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...